Kommunaldirektør: Gør op med forestilingen neutrale embedsmænd

INTERVIEW: Juristen skal få borgeren til anerkende afgørelser, og embedsmanden skal sørge for, at det ikke kun er de kritiske borgere, der møder op til borgermøder, det mener kommunaldirektør i Skanderborg Lisbeth Binderup, som varsler opgør med embedsværkets neutralitet. 

Toke Gade Crone Kristiansen

Et opgør med forståelsen af embedsværket som neutralt kan være på vej. 

"En traditionel embedsmand har kunnet koncentrere sig om det saglige, det faglige og det skjulte. Men fremover skal man ud i det dialogbaserede, det kommunikerende og det synlige. Og der, hvor man sætter sig selv i spil."

Det mener Lisbeth Binderup, som er kommunaldirektør i Skanderborg, som gerne vil have trukket embedsværket væk fra den klassiske forståelse som neutrale, og ind i det hun kalder for den nye tid. 

Lisbeth Binderup gik sammen med tre andre kommunale chefer i en kronik i Jyllands-Posten, og anbefalede et opgør med måden, som man tænker embedsværkets rolle i det politiske system på. 

Og kritikken er stadig aktuel. 

Opgør med neutralitet
Kommunaldirektøren går faktisk nu så langt, at hun ikke kan anerkende begrebet om et neutralt embedsværk. 

"Jeg anerkender faktisk ikke begrebet om den neutrale embedsmand, fordi det findes ikke. Vi er allesammen bærere af værdisæt, og nogen har måske det her med neutralitet som en værdi," siger kommunaldirektøren til Altinget.

Formand for Djøf Offentlig, Sara Vergo, tager afstand fra påstanden om, at embedsværket ikke er neutralt.

"Det synes jeg, at de er," lyder kommentaren fra Sara Vergo. 

Derimod kan der være forskelle på, hvor i embedsværket man virker. 

"Jeg anerkender, at der kan være forskelle på, om man virker i kommunen eller i staten", forklarer Sara Vergo, som selv har en fortid som kommunal embedsmand.  

"Man er meget tæt på borgerne som kommunal embedsmand, imens man i staten sidder med lovforberedende arbejde, hvor man skal værne om sin neutralitet," siger Sara Vergo, formand for Djøf offentlig. 

Ny rolle for jurister
Konkret forestiller Lisbeth Binderup sig, at embedsmandens rolle i kommunen kan ændre sig ved, at juristen i stedet for kun at lave afgørelser skal overgå til en funktion, som arbejder på at få borgere til at anerkende afgørelserne.

Hun forklarer, at det eksempelvis i tilfældet med en byggesag handler om at hjælpe med at vejlede borgeren, så et byggeri lever op til lovgivningen, og derfor ender det aldrig med en afgørelse.  

"Helt ideelt så kan man måske sige, at det ikke skal komme til det punkt, hvor man bliver nødt til at træffe en afgørelse," siger Lisbeth Binderup. 

Borgermøder
Et andet eksempel på embedsmandens nye rolle er, at når der indkaldes til borgermøder, så skal embedsværket sørge for, at det ikke kun er de kritiske, der møder op. 

"Man tænker traditionelt borgermøder som det sted, hvor borgere kan komme og gøre gældende, hvad de er utilfredse med, når man har besluttet, hvad der skal laves," forklarer Lisbeth Binderup.

Men den tankegang skal laves om, siger kommunaldirektøren. 

"I den nye tid, hvor man tænker mere samskabelse, der vil man typisk inddrage borgerne langt tidligere, og lade borgerne lave planlægningen," siger Lisbeth Binderup.

Se interviewet i videoklippet ovenfor.  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Binderup

Kommunaldirektør, Skanderborg Kommune
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1985)

0:000:00