Debat

Krifa-formand til regeringen: Jo, det skal være lystbetonet at gå på arbejde

Tvang og straf motiverer ikke de unge til at få et job. Vi bør tværtimod belønne de unge, når de kommer hurtigt i arbejde, skriver Eik Dahl Bidstrup. 

Det er paradoksalt, når vi giver skattefri præmier til seniorer for at få dem til at blive på arbejdsmarkedet, mens vi tager penge fra de unge, skriver Eik Dahl Bidstrup.
Det er paradoksalt, når vi giver skattefri præmier til seniorer for at få dem til at blive på arbejdsmarkedet, mens vi tager penge fra de unge, skriver Eik Dahl Bidstrup.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Eik Dahl Bidstrup
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringen har netop meldt ud, at de vil fjerne 4000 kroner fra dagpengesatsen for nyuddannede. Med ordene ”de unge har lige fået en god uddannelse, og den skal bruges på arbejdsmarkedet og ikke i arbejdsløshedskøen” viser regeringen, at de ikke stoler på vores unge. Som om de bare drømmer om at gå ledig og fyre den af på dagpenge.

Statsministeren sagde også på pressemødet, at ”det ikke skal være lystbetonet at gå på arbejde”. Der er vi meget uenige. Det er en besynderlig bemærkning og en meget gammeldags holdning, at vi ikke må stræbe efter at have god arbejdslyst. Vi bruger trods alt de fleste af vores vågne timer på jobbet.

I Krifa tror vi på, at unge mennesker gerne vil arbejde. Man får hverken de unge i arbejde eller fagforening og a-kasse med tvang og voksenskældud, men ved at være relevant, moderne og interessant.

Unge vil ikke dandere den på dagpenge
På pressemødet i Statsministeriet om unge og dagpenge nævnte beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard, Krifa. Selv om det nok mere var et skjult forsøg på at fremhæve hans kammerater i 3F og FH, så siger jeg stadig tak for opmærksomheden.

I Krifa tror vi på trivsel frem for tvang, og vi mener faktisk netop, at det skal være lystbetonet at arbejde.

Eik Dahl Bidstrup
Formand, Krifa

Han var forarget over en busreklame fra foråret, hvor vi opfordrer de unge til at melde sig ind i a-kassen, senest 14 dage inden deres uddannelse er slut, hvis de skal have adgang til dagpenge.

Vi oplever nemlig, at mange unge ikke kender reglen og derfor ikke får nogen indkomst til at begynde med, hvis de ikke er kommet i job den dag, de står med eksamensbeviset i hånden.

Jeg går ikke ud fra, at beskæftigelsesministeren mener, at vi skal holde det hemmeligt, hvornår de unge skal melde sig ind i en a-kasse. Jeg tænker også, at han har interesse i, at de unge ser fidusen i sikkerhedsnettet. Han ønsker nok bare, at de unge melder sig ind i den a-kasse, hvor hans gamle venner holder til.

Beskæftigelsesministeren vil have det til at fremstå, som om, at vi mener, at man bare kan dandere den som nyuddannet, mens man får dagpenge.

Den beskyldning siger meget om, hvordan beskæftigelsesministeren og regeringen i det hele taget tænker om de unge.

Tvang og straf motiverer ikke
Vi tror ikke på, at tvang og straf motiverer de unge. Derfor mener vi heller ikke, at løsningen på at få de nyuddannede i job er at tage penge fra dem.

Det er paradoksalt, hvordan vi prøver at få seniorer til at blive på arbejdsmarkedet ved at give dem en skattefri præmie, mens vi forsøger at tvinge de unge ind på arbejdsmarkedet ved at tage penge fra dem.

Hvorfor belønner vi ikke de unge i stedet, hvis de kommer hurtigt i arbejde, for eksempel med en skattefri godtgørelse? Hvorfor ikke gøre det mere attraktivt at tage et midlertidigt job? Eller hvorfor ikke lokke de unge med en høj arbejdslyst?

I Krifa tror vi på trivsel frem for tvang, og vi mener faktisk netop, at det skal være lystbetonet at arbejde.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00