LA vil sætte tilskud til plejefamilier ned

ANBRINGELSER: Plejefamilier skal have mere uddannelse, mener Liberal Alliance. Til gengæld skal der skæres på tilskudsordningerne til familierne.

Debatten om plejefamilier kører i ring, mener Liberal Alliance, der opfordrer ministeren til at se på reglerne (Kristian Djurhuus/Scanpix).<br>
Debatten om plejefamilier kører i ring, mener Liberal Alliance, der opfordrer ministeren til at se på reglerne (Kristian Djurhuus/Scanpix).
Mette Pabst

Tag penge fra plejefamilierne og giv dem i stedet mere uddannelse i at håndtere plejebørnene. Sådan lyder det fra Liberal Alliances børne- og familieordfører Merete Riisager.

Udmeldingen kommer i kølvandet på den verserende debat, hvor flere kritikere peger på, at plejefamiliers uddannelsesniveau er for lavt.

Karen Ellemann (V) har afvist at ændre ved lovgivningen, men nu opfordrer Liberal Alliance socialministeren til at komme til forhandlingsbordet.

"Trods mange reformer er det tydeligvis ikke lykkedes os at skabe gode nok rammer for plejebørn. Det skal vi have gjort noget ved," siger Merete Riisager.

I dag får man meget økonomisk støtte som plejefamilie – det synes jeg, man skal se kritisk på. Støtteordningerne i sig selv må aldrig blive afgørende for, om en plejefamilie tager et barn.

Merete Riisager (LA)
Børne-og familieordfører

Flere kurser og færre penge
Liberal Alliance ønsker en mere principiel diskussion af, hvad plejefamilier skal kunne. Hvis familierne skal være både professionelle og kærlige, så kræver det ifølge LA, at man flytter rundt på de penge, der i dag bliver brugt på plejefamilier.

Helt konkret foreslår partiet at give plejefamilierne flere kurser og mere uddannelse, samtidig med at familierne skal have færre penge for at tage sig af plejebørnene. Det vil ifølge Merete Riisager give en bedre relation mellem barnet og plejefamilien.

"I dag får man meget økonomisk støtte som plejefamilie – det synes jeg, man skal se kritisk på. Støtteordningerne i sig selv må aldrig blive afgørende for, om en plejefamilie tager et barn," siger hun.

Ekspert: Plejefamilier mangler uddannelse
Det er ikke mere end et par måneder siden, at Inge Bryderup, professor og forsker ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet, pegede på, at plejefamilier i dag ikke er godt nok uddannede til at tage sig af de svært udsatte plejebørn.

Samme kritik kommer fra tidligere plejebarn Ea Krassel, der fortæller, at hun kun klarede sig igennem sin barndom, fordi hendes plejeforældre havde en stor faglig viden om udsatte børn, de kunne trække på.

Men kritikken preller af på socialminister Karen Ellemann, der ikke mener, at plejefamilier mangler uddannelse. Hun frygter, at for meget uddannelse af plejefamilier vil gøre dem til små "mini-institutioner".

Og her strander debatten ifølge Merete Riisager, fordi ministeren ikke ønsker at diskutere, hvordan en familie kan blive både mere videnstung og bibeholde den vigtige familierelation.

"Selvfølgelig er det ikke nok kun at være professionel eller kun at være kærlig. Begge ting er vigtige. Men så skal vi politikere jo for pokker diskutere, hvordan vi får begge ting til at spille en rolle," siger hun.

LA: Adoption af plejebørn skal være lettere
Udover at give flere kurser og færre tilskud til plejefamilier, foreslår LA også, at det skal være nemmere at adoptere plejebørn.

Der er alt for meget fokus på de biologiske forældre og alt for lidt på, hvad der er bedst for børnene, mener Merete Riisager og henviser til forskning fra blandt andet USA, der viser, at adopterede børn klarer sig bedre i livet end anbragte børn. Derfor skal plejefamilier i fremtiden kunne adoptere deres plejebørn nemmere og hurtigere, end det er muligt i dag.

"I Danmark tænker vi meget på, at de biologiske forældre aldrig må miste forældreretten. Men hvorfor? Hvis det er bedre for børnene, skal vi finde løsninger, der gør det nemmere at adoptere plejebørn," siger hun og peger på, at man kan kigge på ordninger, hvor de biologiske forældre bliver ved at have en relation til barnet trods adoption.

 

Vi skrev tidligere, at LA vil sætte lønnen for plejefamilier ned. Det er dog ikke tale om den egentlig løn, men derimod de tilskudsordninger, som familierne kan søge. Derfor er overskriften i artiklen rettet fra "LA vil sætte plejefamilier ned i løn" til "LA vil sætte tilskud til plejefamilier ned". Altinget beklager den upræcise formulering.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Merete Riisager

Forfatter, foredragsholder, fhv. undervisningsminister (LA), fhv. direktør, Dansk Svømmeunion
cand.mag.pæd. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00