Lektor fik klage for at sende mails: Nu langer hun ud efter ungdommen

STUDIE: Studerende bør engagere sig mere i deres studier, mener CBS-lektor. Når flere unge samtidig ikke gider bruge tid på offentlige digitale løsninger, frygter hun, at en generation melder sig ud af den demokratiske dialog. Forfejlet kritik, mener CBS-studerende.

Foto: Kasper Palsnov/Scanpix
Henrik Axel Lynge Buchter

For to år siden tikkede en mail ind i Helle Zinner Henriksens mailboks, hvor hun og rektoren stod på som modtagere.

Zinner er lektor på CBS og specialiserer sig i IT i den offentlige sektor. I den forbindelse underviste hun et norsk hold på et norsk universitet.

Umiddelbart inden hun modtog mailen, havde hun selv skrevet en mail til holddeltagerne om, hvad den kommende forelæsning skulle handle om, hvad de studerende burde forberede, og hvilke opgaver de kunne forvente at blive stillet.

Men den tilgang var ikke i orden, måtte man forstå på den mail, som lektoren og rektoren modtog. Det var en klage fra de studerende. En skriftlig en af slagsen, der påpegede, at man ikke kan forvente, at de studerende tjekker deres studentermails, og at man derfor ikke kan sende vigtige oplysninger til dem på mail.

Der ligger altså mere bag, end hvad man lige kan observere på sit eget hold. De studerende engagerer sig i den grad - både demokratisk og i deres studier - så jeg kan ikke genkende den kritik

Thomas Skinnerup Philipsen
President i CBS Studenst

“Jeg kunne kun ryste på hovedet,” siger Helle Zinner Henriksen om klagen, der blev afvist af studieadministrationen.

“Men når jeg nu arbejder med digitalisering og den offentlige sektor, begyndte jeg også at være lidt interesseret over deres reaktion. Så jeg besluttede mig for at holde lidt mere øje med adfærdsmønstrene hos mine egne elever,” tilføjer hun.

Det handler om, at man er aktive medborgere, og det oplever jeg, at der er mange studerende, der ikke mener gælder for dem

Helle Zinner Henriksen
Lektor på CBS

Efter oplevelsen er det gået op for hende, at kun en håndfuld af eleverne i hendes hold på 80 studerende rent faktisk logger ind på den e-læringsplatform, CBS tilbyder, hvor oplysninger om undervisningen, pensumlister og andre relevante links bliver lagt op.

“Den håndfuld får så spredt det til de andre elever via eksempelvis Facebook-grupper. Men det er påfaldende, at det er den samme håndfuld, der logger ind på platformen, som samtidig har læst til undervisningen,” siger Helle Zinner Henriksen.

Mange privilegier

Lektoren mener, at de studerende mangler engagement i deres uddannelse, når de “ikke gider” at logge på læringsplatformen.

Når hun konfronterer sine studerende og spørger, hvordan det kan være, at de ikke logger på, er begrundelsen fra de studerende på hendes hold, at de ikke orker det grimme design, og mener, at det er tåbeligt at bruge tid på - særligt når oplysningerne alligevel bliver spredt i Facebook-grupper.

“Som studerende er man heldig at modtage en masse privilegier. Man får betalt uddannelse og SU. Det mindste, man kan forvente, er, at man engagerer sig i de forhold, der følger med uddannelsen - ikke bare ved at få det spredt til sig igennem andre veje,” siger hun.

Hun mener, at den adfærd er et symptom på et meget større problem. Nemlig at de studerende ikke mener, at de behøver at engagere sig som aktive medborgere.

Det stikker dybere
Helle Zinner Henriksen har tidligere beskæftiget sig med brugeres adfærd i forbindelse med overgangen til digital post, og her går de samme adfærdsmønstre igen. Dem, der hænger med at komme i gang med det offentliges digitale løsninger, er de gamle på 65-70 år. Og så er det de helt unge fra 15-24 år.

“Når jeg spørger mine studerende om dét, siger nogen af dem, at staten alligevel har alle mine data, så hvorfor skulle de bruge tid på digital post,” siger Helle Zinner, der dog påpeger, at bevidstheden om at være aktiv i samtalen med det offentlige op senere i livet.

“Jeg synes, at den tendens, jeg ser, stikker dybere, end at man ikke gider logge på en e-læringsplatform eller indledningsvist melde sig til digital post," siger hun.

"Det handler om, at man er aktive medborgere, og det oplever jeg, at der er mange studerende, der ikke mener gælder for dem,” tilføjer hun.

Studerende: Forfejlet kritik
Men der er ingen grund til bekymring, mener Thomas Skinnerup Philipsen, der er President i CBS Students, som varetager de studerendes interesser.

Han oplever selv, at de studerende er engagerede, men han kan til dels godt forstå, hvorfor lektoren kommer til de konklusioner, hun gør - de er bare ikke rigtige.

“De studerende bruger en stor mængde af deres tid på et studiejob og på at forberede sig til eksamen. Det går ud over den undervisning, der er undervejs i et semester, og det er ikke godt. Men det skyldes bestemt ikke, at de studerende ikke er engagerede - tværtimod,” siger han og påpeger, at man skal passe på med at brede observationer fra et hold med 80 studerende ud på et helt universitet eller generation.

Han peger på, at flere af de studerende har en eksamen per måned, og det gør, at man i stedet for at fokusere på at lære undervejs, retter al sit krudt mod at være god til den eksamen, der kommer. Samtidig har flere studerende et studiejob ved siden af, som tager meget tid.

Han afviser, at de studerende mangler demokratisk engagement og henviser til, at CBS de seneste fire-fem år er gået fra at have 30-40 studenterorganisationer til nu at have over 100. Derudover henviser han til en undersøgelse fra DUF, der viser, at de studerende er "meget interesseret i politik", også mere end tidligere.

“Der ligger altså mere bag, end hvad man lige kan observere på sit eget hold. De studerende engagerer sig i den grad - både demokratisk og i deres studier - så jeg kan ikke genkende den kritik,” lyder det fra præsidenten for CBS Students.

Læs hele artiklen på Altinget:digital velfærd (kræver abonnement). Tegn et gratis prøveabonnement her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00