Lykke Friis: Derfor skaber statsministerens rejse til Israel så meget ballade

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Birk Sebastian Kotkas

"Kynisk", "svært at forstå", "afskyeligt" og "mildest talt bizart".

Statsminister Mette Frederiksen får på forhånd kritik i mange afskygninger for den rejse, hun torsdag foretager til Israel – landet, som har trukket overskrifter verden over for sit effektive vaccinationsprogram.

Her vil Frederiksen sammen med Østrigs konservative forbundskansler, Sebastian Kurz, tale med den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, om et muligt corona-samarbejde om forskning og produktion af vacciner.

Det har mødt kritik fra blandt andet den palæstinensiske mission i Danmark, fra flere fremtrædende israelere og fra regeringens tre støttepartier. Og senest har det franske udenrigsministerium udtalt kritik af et vaccine-samarbejde med Israel, skriver TV 2.

Men hvorfor er netop dette regeringsbesøg er blevet så kontroversielt?

Det har Altinget har bedt direktør for Tænketanken Europa Lykke Friis om at give sit bud på.

Svigter palæstinenserne
Lykke Friis peger på, at Mette Frederiksen med sin rejse puster til flere følsomme politiske spørgsmål på én gang: Det årtier gamle Israel-Palæstina-spørgsmål. Kampen om vacciner. Spørgsmålet om at dyrke vaccinesamarbejdet i EU eller gå solo. Og de hjemlige politiske dagsordener i både Israel og Danmark.

Især regeringens støttepartier har kritiseret Frederiksen for at svigte palæstinenserne, fordi hun i deres øjne med sit besøg blåstempler det israelske styres behandling af befolkningsgruppen, som for eksempel ikke har fået tilstrækkelig del i vaccinerne.

”Israel-Palæstina-problemstillingen har altid fyldt meget i regeringens parlamentariske grundlag. Og så er der mange, som undrer sig over, hvorfor man ikke kan lave det virtuelt. Det er i hvert fald en del af forklaringen på, at støttepartierne har kritiseret rejsen,” siger Lykke Friis.

Eksempelvis har Radikale og også Nye Borgerlige udtrykt undren over, at Mette Frederiksen vælger at rejse fysisk til Israel og derefter må lade sig isolere midt under de hjemlige forhandlinger om genåbning.

Bryder med uskreven regel
Selve substansen i regeringens ønske om et samarbejde med Israel om vacciner spiller også en rolle, vurderer Lykke Friis:

“Hvis man tager nørdkasketten på, kan man spørge: Hvad er det egentlig, Israel har at byde på? Israel har ikke en vaccineproduktion. Hvorfor rejser man ikke til Tyskland eller andre lande, som er langt fremme med produktionen? Grunden til, at Israel er nået langt med vaccinationen, er jo, at de har købt dem til en dyr pris og indvilget i at overlevere data til Pfizer. Desuden påtager staten sig ansvaret, hvis der kommer bivirkninger," siger hun.

Indtil videre har mere end 55 procent af befolkningen i Israel fået første vaccinedose, mens tallet i Danmark er under ti procent.

Derudover bryder besøget med en uskreven regel om, at man ikke besøger lande under en valgkamp, ”da man på den måde kan blive anklaget for at blande sig i indenrigspolitik”, tilføjer Lykke Friis, med henvisning til det kommende valg i Israel 23. marts.

”Det tror jeg også gør, at man nogle steder – også uden for Danmark – tænker: Hvad skal det til for? Risikerer man ikke at blive en del af Netanyahus valgkamp?”

Uden om EU
Selvom Danmark og Østrig sammen med de øvrige EU-lande har været med til at bestille flere hundrede millioner coronavacciner, skal besøget til Israel ikke ses som led i det europæiske vaccinationsprogram.

Men det kunne det sagtens have været, fortæller Lykke Friis.

”Man kunne godt have valgt at sige, at dette her besøg er på hele EU's vegne. Det er bare ikke det, der er blevet sagt. Der er blevet sagt – især fra Kurz – at det går for langsomt i EU, nu må vi selv handle,” siger hun.

Og hvis man havde valgt at fokusere på en fælles aftale mellem EU og Israel, ville reaktionen have været en anden, lyder det.

”Det er værd at bemærke, at EU faktisk har et samarbejde med Israel i forvejen, så det ville ikke være helt fremmed for EU som sådan at lave et samarbejde med Israel. Men der er jo en verden til forskel på at rejse derned og sige, at nu vil man gøre noget bilateralt og trilateralt, frem for at man vil lave en aftale mellem EU og Israel,” siger Lykke Friis.

Hvad tror du, at Mette Frederiksen håber på at få ud af besøget?

”Lad mig starte med at sige, at hun selvfølgelig kommer hjem med noget. Det har jeg arbejdet med politik længe nok til at vide. Man rejser altså ikke afsted, uden at ens embedsværk på forhold har klappet noget af. Og ud fra det, statsministeren har sagt, kunne det godt være en form for forsknings- og produktionssamarbejde,” svarer Lykke Friis.

Men der er stor forskel på, om man vil lave en strategisk aftale omkring vaccineproduktion på sigt, og på at købe vacciner fra Israel her og nu, som statsministeren har foreslået.

Hvis Danmark ender med bilateralt at købe vacciner fra Israel, er der mange, der vil undre sig over, ”at verdensmesteren i vacciner – som statsministeren har kaldt Israel – skal give vacciner til europamesteren", når der er andre, der har mere brug for dem, påpeger Lykke Friis.

”Burde de ikke gå til covax? Der er det internationale samarbejde, man har for at distribuere vacciner. Indtil videre har Afrika for eksempel fået under én procent af vaccinerne,” afslutter hun.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lykke Friis

Direktør, Tænketanken Europa, præsident, Kræftens Bekæmpelse, formand, Det Europæiske Råd for Udenrigsrelationer (ECFR)
master i europæiske studier (London. 1992), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1993), ph.d. (Københavns Uni. 1997)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00