Mai Villadsen: Blå partiers fikse idéer om genåbning er en vanvittig chancesejlads

Er nedlukningens ensomhed, psykiske lidelser og arbejdsløshed snart værre end coronaen selv? Det mener de borgerlige partier, som derfor vil åbne mere af samfundet. Men argumentet giver ikke mening, når man tænker efter, svarer Socialdemokratiet og Enhedslisten.

"Jeg er netop enig i, at vi ikke skal bures inde alle sammen, og det er jeg faktisk bange for ville være konsekvenserne af Papes, Vermunds og andres fikse idéer," siger Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen.
"Jeg er netop enig i, at vi ikke skal bures inde alle sammen, og det er jeg faktisk bange for ville være konsekvenserne af Papes, Vermunds og andres fikse idéer," siger Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

Kuren mod corona ender med at blive værre end sygdommen selv. Sådan har et gennemgående argument i denne uge lydt fra de borgerlige partier, som alle endte med at stå uden for onsdagens aftale om at genåbne dele af samfundet.

Der bliver åbnet for lidt, og regeringen holder sig for firkantet til eksperternes beregninger og anbefalinger, mener både Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

De advarer om, at vi i forsøget på at undgå coronaen i stedet lader befolkningen gå til i ensomhed, psykiske lidelser, arbejdsløshed og oversete kræftdiagnoser, fordi folk bliver hjemme.

Men argumentet holder simpelthen ikke, siger regeringspartiet S og støttepartiet Enhedslisten.

"Jeg anerkender fuldstændig præmissen om, at nedlukningen har store konsekvenser særligt for mistrivslen. Men hvis man gør det, som højrefløjen foreslår og går fuldstændig ud over myndighedernes anbefalinger om, hvor meget vi kan åbne, risikerer man jo, at smitten løber løbsk, og at vi får så hård en nedlukning, at det for alvor ville koste trivsel for alle," siger Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen.

"Jeg er netop enig i, at vi ikke skal bures inde alle sammen, og det er jeg faktisk bange for ville være konsekvenserne af Papes, Vermunds og andres fikse idéer," tilføjer hun.

Læs også

Også sundhedsordfører i S, Rasmus Horn Langhoff, anerkender "fuldstændig, at der er andre vigtige hensyn end smittetallene".

"Men hvis smitten er ude af kontrol, vil vi se nogle frygtelige konsekvenser, ikke bare for dem, der er smittet, men også for rigtig mange andre områder. Samfundsøkonomisk, for beskæftigelsen og for uddannelsessystemet. Så det at holde smitten under kontrol gør, at vi kan tillade os at åbne mere op forsigtigt," siger han.

Relativt uansvarligt
Både Villadsen og Langhoff henviser til, at der kom en klar advarsel fra sundhedsmyndighederne imod at åbne mere, end det der nu er aftalt, hvor man primært åbner detailhandel og udendørs idræt og foreningsliv.

"Ellers risikerer vi, at sundhedsvæsenet i april kommer til at se så mange coronaindlagte, at det vil gå hårdt hårdt ud over alle andre patientgrupper. Og det vil jo i sidste ende også betyde, at vi risikerer en endnu hårdere nedlukning på længere sigt. Derfor valgte vi at følge myndighedernes anbefalinger, og jeg synes faktisk, det er relativt uansvarligt at gøre andet," siger Mai Villadsen.

De borgerlige peger på, at der er jo også er en masse alvorlige konsekvenser af at have lukket så meget ned. Fagfolk beretter om flere psykiske lidelser og om udsatte, der sidder isolerede uden hjælp og menneskelig kontakt. Hvordan kan I i Enhedslisten, der går så meget op i ulighed og forholdene i psykiatrien leve med, at nogle af de mest udsatte har det så hårdt?

"Det kan vi heller ikke. Det er derfor, vi går ind for, at man laver en gradvis og forsigtig genåbning," siger Mai Villadsen.

"Jeg synes ikke, de borgerliges argument holder, hvis man tænker efter. Men jeg er enig i, at nedlukning har store konsekvenser. Derfor har det også været vores hovedprioritet at åbne op for børn, unge og socialt udsatte - alle de steder, hvor det koster på trivslen. For det er nærmest umuligt at genoprette med penge. Det kan man til gengæld, når det gælder erhvervslivet, hvor vi kan sætte ind med hjælpepakker."

Hvorfor laver I så en genåbningsaftale, hvor I lader detailhandlen åbne, mens børn og unge stadig skal blive hjemme, og aktiviteter for socialt udsatte fortsat er lukket?

"Stod det til os, ville børn og unge komme først, men når man ser på smittetallene for at åbne forsamlinger som børn og unge eksempelvis, så er de bare enormt meget højere end eksempelvis detailhandel. Derfor har vi valgt at prioritere, som vi har gjort," siger Mai Villadsen.

Det er jo en vanvittig chancesejlads, han dér er ude på

Mai Villadsen (EL)

Genåbning løser ikke problemerne
Hun understreger dog, at børn, unge og udsatte skal være i fokus "fremadrettet". Villadsen nævner i øvrigt, at det er aftalt med regeringen, at den nu skal arbejde på at få flere udsatte familier til at benytte sig af de særlige tilbud, der er om for eksempel nødundervisning.

"Men jeg vil advare imod at tro, at en enorm genåbning af hele samfundet løser alle problemer, for i virkeligheden kan det skabe nogle problemer, der er endnu større, end dem vi står i nu," tilføjer Mai Villadsen.

Konservatives formand Søren Pape siger, at det netop ikke er en kæmpe genåbning, han taler for. Han vil bare åbne en lille smule mere. Og han peger på, at eksperterne jo ikke har regnet foråret med i smittetallene. Kunne der ikke godt være lidt luft til at åbne en smule mere uden at belaste sundhedsvæsnet for meget?

"Det er jo en vanvittig chancesejlads, han dér er ude på. Hvis vi er heldige, kan det godt være, man kunne gøre det, men hvis vi er uheldige, vil vi nå langt langt over sundhedsvæsnets kapacitet. Det vil betyde, at kræftpatienter ikke kan få behandling. Det vil betyde, at helt basale operationer og indgreb ikke bliver foretaget. Og det vil jo også have enorme konsekvenser for os alle sammen," siger Mai Villadsen. 

Vi skal følge eksperterne
I regeringspartiet minder sundhedsordfører Rasmus Horn Langhoff de borgerlige partiledere om, at genåbningsplanen følger rådene fra en gruppe af meget forskellige eksperter.

Han mener, der er to spørgsmål, der nu deler de røde og de blå partier: Hvor høje indlæggelsestal tør man risikere? Og har man tillid til den såkaldt faglige referencegruppes anbefaling om, hvilken rækkefølge man skal åbne forskellige dele af samfundet i?

”Vil man anerkende eksperternes upartiske vurdering, eller vil man hive alt muligt andet med ind i forhandlingen, fordi det er noget, man har markedsført sig på, eller ens mavefornemmelse lige siger det? Når den faglige referencegruppe eksempelvis har detailhandlen, skoleelever og idrætsliv med som vigtige prioriteter at genåbne, er det jo efter nogle objektive kriterier. Det er vigtigt for samfundsøkonomien og for trivslen,” siger Rasmus Horn Langhoff.

Han understreger, at gruppen netop ikke kun ser på coronasmitten, når den vurderer, hvad der bør genåbne først. Der er også taget hensyn til økonomi, generel sundhed i befolkningen, trivsel og borgernes frihedsrettigheder.

Risikerer at bukserne sprækker
Rasmus Horn Langhoff, de borgerlige har indvendt, at det er godt med eksperternes råd, men at det er politikerne, der skal træffe beslutningerne. Må man ikke diskutere det, der kommer fra ekspertgruppen?

"Jo. Det er man helt velkommen til."

Men det var ikke en del af forhandlingen?

"Det er selvfølgelig en politisk vurdering, om man ønsker at genåbne mere af samfundet. Men fra vores side har det ikke været til diskussion, om vi skulle gøre noget, som var imod den faglige referencegruppes prioriteter. Det har ikke været en relevant diskussion, om natklubberne skal åbne for eksempel."

Det er der heller ikke nogen, der har foreslået, så vidt jeg har hørt?

"Nej, men det kunne der ligeså godt have været," siger Rasmus Horn Langhoff.

Det kan gå bedre, men det kan også gå værre, end vi regner med

Rasmus Horn Langhoff (S)

Det kan gå værre end beregnet
Han peger på, at der fra borgerlig side har været forslag om at åbne både, højskoler, efterskoler og bilforhandlere.

"Vi kan ikke bare fylde mere og mere i og risikere, at bukserne sprækker," siger han og afviser Søren Papes og andres argument om, at de beregnede scenarier er meget usikre, og at foråret kan give markant lavere smittetal end beregnet.

"Det kan gå bedre, men det kan også gå værre, end vi regner med, " siger Rasmus Horn Langhoff.

Han advarer om, at et overbelastet sundhedssystem kan "ramme økonomien meget, meget hårdt, give høje dødstal og føre til nogle meget, meget voldsomme restriktioner".

Det vil alt andet lige være værre end de problemer, vi øjeblikket påfører os selv med restriktionerne, mener han.

"Det er ikke noget, jeg tror. Jeg ved det. Du kan bare kigge på de lande, hvor smitten er kommet ud af kontrol. Det er tragisk at følge," slutter Rasmus Horn Langhoff.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mai Villadsen

MF (EL), fhv. politisk ordfører

Rasmus Horn Langhoff

MF (S), Formand for Folketingets klima- energi- og forsyningsudvalg, psykiatriordfører og næstformand i folketingsgruppen (S)
cand.mag. i historie og medier og kultur (Københavns Uni. 2014)

Søren Pape Poulsen

Fhv. partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)









0:000:00