Martin Lidegaard: Den vildeste sætning i Frederiksens nytårstale er gået under radaren

Der var mange politiske budskaber i statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale, og det er måske grunden til, at den vildeste af dem gik under radaren på de fleste kommentatorer og medier.

Budskabet lød i al enkelthed sådan her: "Derfor har vi givet syv kommuner mulighed for at blive fri af næsten alle statslige regler på en række velfærdsområder. I det nye år vil vi tilbyde alle landets kommuner det samme, så I lokalt kan skabe den folkeskole, den ældrepleje, den børnehave, I ønsker".

Altså: I år vil alle – ALLE – kommuner få tilbudt at undtage sig selv for den statslige detailregulering i forhold til skoler, daginstitutioner og ældrepleje. Det er faktisk ret vidtgående.

Men nu er det jo ikke første gang, at en statsminister har sat sig for at rydde op i den statslige detailstyring og det overflødige bureaukrati. Faktisk har samtlige regeringer siden Poul Schlüter sat sig dette mål, og alle har efterfølgende måttet konstatere, at reguleringen fortsatte ufortrødent, og at antallet af statslige, regionale og kommunale regler, regulativer og kontroller i endnu højere grad lagde deres kvælende tag om de offentlige medarbejdere og deres daglige gerning.

Nogen vil måske også mene, at det ville være lidt af et paradoks, hvis den mest centralistiske regering i mands minde vitterlig skulle springe ud som den store forkæmper for mere decentralisering og frihed til den enkelte offentlige medarbejder.

Hvad skal Mette Frederiksen levere, hvis de mange fromme ønsker skal blive til virkelighed? Jeg mener, at tre forhold bliver afgørende

Martin Lidegaard (R)
Kommentarskribent

Omvendt har det aldrig været mere påtrængende at rydde op i overflødige regler.

Vi mangler offentlige medarbejdere overalt – pædagoger, lærere, læger, sygeplejersker, jordmødre, sosu'er med videre – og derfor er det efterhånden åbenlyst for enhver, at der både er behov for at skaffe flere hænder og hoveder og at sikre, at dem, som vi har, bruger deres tid på det rigtige og bliver gladere for deres arbejde, så færre flygter. Begge dele kræver den sanering i det offentlige bureaukrati, som alle partier i dag støtter, men sørgeligt få har kunnet levere.

Så hvad er vejen frem? Hvad skal Mette Frederiksen levere, hvis de mange fromme ønsker skal blive til virkelighed? Jeg mener, at tre forhold bliver afgørende:

For det første skal hun have kommuner og regioner med. Mindst halvdelen af bureaukratiet ligger i dag på andre niveauer end staten, så hvis den enkelte skole, børnehave og plejehjem vitterlig skal sættes fri, kræver det, at den enkelte kommune også er villig til at slippe detailstyringen.

Det betyder, at både kommune og stat skal være klar til at leve med større forskellighed i udbuddet af service fra institution til institution, hvilket harmonerer fint med, at borgerne også efterspørger forskellige ting. Vi lægger vægt på forskellige ting i vores børns opdragelse, vi lærer forskelligt og ældes på forskellig måde.

Men et mere mangfoldigt udbud og større frihed kræver for det andet et mere velfungerende og dialogorienteret tilsyn for at undgå svigt og sikre en løbende erfaringsudveksling og udvikling af fagligheden.

Samtidig vil det være relevant at give den nuværende økonomiske kassetænkning et eftersyn for at sikre, at der bliver større fokus på de tidlige og forebyggende indsatser inden for social,- og sundhedsområdet. Ellers bliver det for fristende for de fleste institutioner og kommuner at satse på de ressourcestærke borgere.

Den brændende platform har aldrig stået mere i flammer. Det er dybest set den danske model, der er på spil

Martin Lidegaard (R)
Kommentarskribent

En model kunne være den, som vi radikale har foreslået: At staten i højere grad stiller midler til rådighed for de kommuner, der har viljen til og lykkes med at investere ekstra i at løfte især de udsatte børn og unge, der senere kan blive meget dyrere for hele den offentlige sektor, men ikke nødvendigvis for den enkelte kommune.

Endelig for det tredje: Indtil videre har statsministeren ikke inkluderet beskæftigelsesområdet i den offentlige frisætning. Det bliver imidlertid afgørende for succes.

I dag bruger vi 9.000 medarbejdere og 12 milliarder kroner om året på at hjælpe voksne mennesker, der er kommet skævt ind på arbejdsmarkedet. Uden stor succes.

Vi burde vende indsatsen på hovedet og styrke de forebyggende sociale investeringer ved at belønne kommunerne for hver eneste borger, som de bringer ud af varig forsørgelse og sætte dem fri til at gøre det.

Det ville kunne frisætte både medarbejdere og borgere og samlet skaffe mere af den arbejdskraft, der er så påtrængende brug for i både den offentlige og private sektor.

Kort sagt: Måske har Danmark lige nu en statsminister med reel vilje til endelig at sætte den offentlige sektor fri. Men det kræver, at hun også er klar til at tage den nødvendige kamp med veletablerede interesser og indgå et nyt partnerskab med både kommuner og fagbevægelse.

Til gengæld har den brændende platform aldrig stået mere i flammer. Det er dybest set den danske model, der er på spil.