Messerschmidt er ude af DF's ledelse

MISBRUG: Morten Messerschmidt er ikke længere medlem af DF's ledelse, oplyser Kristian Thulesen Dahl.

Morten Messerschmidts presserådgiver skriver ifølge DR Nyheder, at den tidligere EU-stemmesluger er enig i beslutningen. 
Morten Messerschmidts presserådgiver skriver ifølge DR Nyheder, at den tidligere EU-stemmesluger er enig i beslutningen. Foto: Henning Bagger/Scanpix
Frederik Tillitz

Tirsdag aften oplyste formand for DF, Kristian Thulesen Dahl, at Morten Messerschmidt træder ud af partiets ledelse.

”Vi har besluttet, at Morten Messerschmidt udtræder af vores partis ledelse – af koordinationsudvalget, som det hedder hos os – og så må de ting jo gå sin gang, som nu skal ske i Europa-Parlamentet,” siger Kristian Thulesen Dahl til DR Nyheder.

Beslutningen kommer efter, at i alt 500.000 kroner i EU-støttemidler, muligvis er brugt i strid med EU-Parlamentets regler.

Der er dog ikke tale om bevidst snyd, understreger Kristian Thulesen Dahl.

”Men det er sjusk på et meget højt plan, og det hører ingen steder hjemme,” siger han.

Dansk Folkeparti kunne tirsdag oplyse, at partiet vil betale flere penge tilbage til EU. Det eksakte beløb kendes først, når partiet har været alle dokumenterne igennem. Dokumenter, som partitoppen afviser at lægge frem for offentligheden.

Morten Messerschmidts presserådgiver, Kristian Wederkinck, skriver ifølge DR Nyheder, at Morten Messerschmidt er enig i beslutningen, da hans sag ikke skal stå i vejen for DF's daglige arbejde.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00