Mette Frederiksen bliver klimakampens Chamberlain

Statsledere vælger sjældent selv, hvad deres eftermæle bliver. Jeg tror ikke, Neville Chamberlain ville have brudt sig om at blive husket for sit løfte om fred i vor tid, sin manglende handlekraft og sit naive håb om en fredelige forståelse med Hitler-Tyskland. Men sådan blev det. Fordi han fejlede på det mest afgørende spørgsmål i sin tid. 

I sidste uge kom Klimarådet med deres rapport om regeringens klimapolitik. Klimaloven som blev vedtaget sidste år, giver Klimarådet en unik rolle, idet rådet som uafhængig instans skal vurdere, om den til enhver tid siddende regering har anskueliggjort, at den vil leve op til klimalovens forpligtelse om at sænke udledningerne af CO2 med 70 procent i 2030.

Og dommen fra Klimarådet var både klar og hård: Mette Frederiksens regering har svigtet.

Den har ikke indgået aftaler eller forklaret overbevisende, hvordan den vil nedbringe Danmarks CO2-udledninger i en grad, så vi bare nærmer os målet om de 70 procent. Jo, der er vedtaget en række aftaler, men de bringer os kun en tredjedel nærmere målet.

Når det gælder corona-pandemien har Mette Frederiksen været klar på, at håb ikke er en strategi. Når det gælder klimatruslen er håbet regeringens eneste strategi.

Pelle Dragsted
Kommentarskribent

Det er tilmed alle de lavthængende frugter, der er høstet. Alle de svære beslutninger, dem, som vil tvinge de største udledere i industri og landbrug til at bidrage, er man veget uden om. Det samme gælder den CO2-afgift, som, en samlet økonomstand er enige om, er ét af de vigtigste redskaber til at nå i mål. I stedet satser regeringen på hockeystaven, der udskyder de store reduktioner til de sidste år, før vi når 2030, og så satser de på, at der er kommet nye teknologier, der vil redde dem fra at tage svære valg.

Når det gælder corona-pandemien har Mette Frederiksen været klar på, at håb ikke er en strategi. Når det gælder klimatruslen, er håbet regeringens eneste strategi. Det er kernen i Klimarådets kritik.

Mette Frederiksens manglende handling over for klimakrisen er et tredobbelt svigt. Det er et løftebrud over for vælgerne, som før valget blev lovet, at Danmark med en socialdemokratisk regering ville leve op til Parisaftalens forpligtelser; det er et svigt af det forståelsespapir, som regeringen har aftalt med de tre støttepartier, og som forpligter regeringen på at levere handlingsplaner, der kan realisere klimamålene; og det er et brud på den klimalov, som regeringen selv har stemt for, og som forpligter den til at handle.

Det er uacceptabelt. Og både de grønne partiet og klimabevægelsen må med afsæt i Klimarådets rapport gøre alt, hvad de kan for at øge presset på regeringen og tvinge den til handling.

Jeg tror, at Mette Frederiksen lige nu går og håber på, at hun i eftertiden vil blive husket som den statsminister, der bragte Danmark helskindet igennem corona-krisen. Men hvis hun ikke ændrer markant i regeringens nølende klimapolitik og giver realistiske svar på håndteringen af vor generations største og farligste udfordring, så tror jeg ikke, det bliver tilfældet. 

Hvis vi om 20, 30 eller 50 år lever i en verden, hvor ørkenen breder sig op igennem Sydeuropa, hvor orkaner, oversvømmelser og skovbrande er hverdag, og hvor millioner af klimaflygtninge banker på Europas dør, så vil Mette Frederiksen og hendes generation af statsledere blive husket for, at de som Chamberlain lukkede øjnene for truslerne, veg bort fra de svære valg og satsede på håbet som strategi.