Modstanden mod øremærket barsel er endnu en borgerlig tabersag

Med blikket stift rettet mod fortiden trækkes de gamle partier baglæns ind i fremtiden. Politikerne er ikke længere drivkræfter for de mest progressive samfundsomvæltninger. I stedet er det blevet arbejdsmarkedets parter i fællesskab, som nu presser på for at forløse det største gennembrud for ligestillingen i mange år.

Som et sindbillede på den tilbageskuende stilstand på Christiansborg er flere borgerlige politikere voldsomt vrede over, at arbejdsgiverne netop har foreslået at ligestille fædre og mødre. De blå virker tilmed dybt overraskede over, at Dansk Arbejdsgiverforening overhovedet har fremlagt et forslag, og at erhvervslivet ikke længere gider vente på politikernes nøleri.

Socialdemokratiet fremstår umiddelbart ikke meget bedre. Øremærket barsel til fædre var ellers skrevet ind i Helle Thorning-Schmidts regeringsgrundlag, men i en taktisk tilpasning til den kulturkonservative tidslomme inde på Christiansborg, og som ét af de mest markante løftebrud i nyere tid, valgte sosserne at gå med de borgerlige og droppede forslaget.

Hverken dengang eller nu ønsker Socialdemokratiet at gå forrest i kampen for en udvidelse og befæstning af progressive sociale rettigheder. Men beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har ingen anden udvej i dag: S-regeringen vil blive tvunget til at gennemføre en version af den aftale om fuld ligestilling ved barsel, som Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation fremlagde mandag aften.

Socialdemokratiet har dog næppe noget problem med at fremstå reaktionære, eftersom budskabet om anti-frigørelse i årevis har været en del af valgkampsstrategien: Hellere appellere målrettet til vrede, enlige mænd i provinsen end blot at forsøge at skabe begejstring blandt for eksempel sygeplejersker med småbørn i de større byer.

I sidste ende vil S-regeringen imidlertid blive reddet af, at forslaget rent faktisk vil blive gennemført, og at vælgerne måske vil glemme, at Socialdemokratiet i en årrække har kæmpet imod den mest kontante form for ligestilling.

For de borgerlige partier er modstanden mod den nye barselsordning mere skæbnesvanger. Reaktionerne fra blå politikere virker helt og aldeles afkoblet enhver form for arbejdsmarkedstilknytning: De skingre og tæt på rablende udfald vidner om, at mange borgerlige politikere ikke rigtigt har prøvet at være på virkelighedens arbejdsmarked, og at de blå partier hellere ikke længere har nogen sund relation til erhvervslivet. 

En række yngre, mandlige, blå politikere har hurtigt være ude og konkurrere med hinanden på sociale medier om at virke mest mentalt bedagede:

"Tvungen fordeling af barsel er et angreb på familiernes frihed," lød det mest et vestjysk sug fra Liberal Alliances formand (og  ligestillingsordfører) Alex Vanopslagh.

Han blev dog trumfet af Konservatives finansordfører Rasmus Jarlov, som ser de nye, arbejdsgiverstøttede barselsforslag som et næsten nordkoreansk ryk:

"Når biologi og frie borgere ikke vil som ideologien dikterer, vil de totalitære aldrig overveje, om deres ideologi er forkert. I stedet tvinger de mænd på barsel. For de tager efter egen opfattelse aldrig fejl, og borgernes frihed må vige for deres ideologiske projekt."

De borgerlige partier er nødt til at overveje, hvor langt de efterhånden er gledet væk fra fremdriften i dansk erhvervsliv, når deres unge gammelmands-ideologiske værdikrigere modsætter sig simpel økonomisk snusfornuft.

Lars Trier Mogensen

Ophidselsen fra de unge blå mænd afslører sig selv: Det er dem, der tydeligvis virker helt forblændede af en antikveret ideologi og derfor ikke evner at forholde sig til en ny økonomisk virkelighed. Når borgerlige politikere begynder at kalde Dansk Arbejdsgiverforening for totalitær, så ved man, at den er gal. Helt kuk-kuk.

Hvis det skulle lykkes for de mest forstokkede blå barselsmodstanderne at få overbevist de borgerlige partier om først at udvandre fra forhandlingerne, dernæst at stemme imod og til sidst bekæmpe den fuldt ligestillede ordning helt frem til næste folketingsvalg, vil det afsløre en total afkobling mellem de borgerlige partiers forestillingsverden og erhvervslivets aktuelle behov. 

Viceadministrerende direktør i DA, Pernille Knudsen, siger det enkelt, letforståeligt og samtidig umisforståeligt kontant: "Vi fremmer ligestillingen ved at sikre, at begge forældre får tid med deres nyfødte. Det er ingen hemmelighed, at vi gerne vil have fædre til at tage flere af ugerne med deres børn, og det bliver der god mulighed for med denne model. Samtidig øger vi fleksibiliteten under hele barslen, så familierne også har mulighed for at træffe deres egne valg. Styrken i den danske model er, at vi kan sætte os sammen og finde løsninger."

I en tid, hvor unge kvinder allerede dominerer på flere af de mest avancerede uddannelser, er det nemlig økonomisk snusfornuft at ville fordele barselsorloven mere ligeligt mellem mødre og fædre. Og det har dansk erhvervsliv for længst indset. Danmark vil blive et rigere og mere dynamisk samfund, hvis flere kloge kvinder får bedre mulighed for at gøre karriere.

Den danske model virker. Arbejdsgiverne har set potentialet, og er gået sammen med fagbevægelsen om en ny og mere fleksibel model for barselsorlov, hvor fædre og mødre ligestilles. Hvad der er godt for samfundsøkonomien, er godt for både ansatte og arbejdsgivere. Så simpelt og pragmatisk fungerer den danske model.

Når Dansk Arbejdsgiverforening, herunder de to store medlemsorganisationer DI og Dansk Erhverv, ønsker, at flere fædre skal tage en større del af barselsorloven, er det et kontant udtryk for, at kvinderne er kommet i væsentligt højere kurs. For arbejdsgiverne vil naturligvis gerne have, at de mest kvalificerede er på arbejde, og sandheden er i dag, at fædre lige så vel kan undværes på arbejdspladsen som mødrene.

Selvfølgelig er der også både mænd og kvinder, som af mere idealistiske – eller ideologiske årsager, om man vil – ønsker at skabe bedre rammer for et stærkere nærvær mellem fædre og nyfødte. Men som så ofte før i politik er det ikke de højstemte principper, som gør udslaget. Den grundlæggende drivkraft er snarere sundt købmandsskab: De bedste hænder og hoveder skal være mest muligt aktive og ude på arbejdsmarkedet, og så må barselsorloven ordnes på den mest intelligente måde.

Skævvridningen af barslen har hidtil betydet, at unge kvinder ikke har kunnet udnytte deres kundskaber og kompetencer nær lige så direkte og intensivt som jævnaldrende mænd. Efter endt uddannelse og netop som arbejdslivet begynder at tage fart i slutningen af 20’erne, har de fleste kvinder trukket sig, mens mændene gradvist forfremmes. Ikke nødvendigvis fordi mændene er de bedste, dygtigste eller mest flittige, men simpelthen fordi kvinder er væk på barsel i den jobmæssigt set allermest kritiske fase i livet.

Økonomiprofessor Nina Smith, der står i spidsen for Kommissionen for andengenerationsreformer, har formuleret sammenhængen stilfærdigt og præcist: "Hvis vi får flere kvinder ind på topposterne, vil man kunne se det på den økonomiske bundlinje på den lange bane," har hun udtalt i et interview med Information, og uddybet:

"I dag mister vi en stor del af talentmassen, fordi man i stort omfang kun ansætter mænd i ledelsesstillingerne. Det er brandærgerligt at miste så meget kompetence og uddannelsesinvestering ved ikke at hyre flere kvinder."

Det fælles forslag fra arbejdsgiverne og lønmodtagerne om en ny og mere ligestillet barselsorlov kan ses som den første i en række af andengenerationsreformer, som Nina Smith vil komme med endnu flere af i fremtiden.

Når borgerlige politikere begynder at kalde Dansk Arbejdsgiverforening for totalitær, så ved man, at den er gal.

Lars Trier Mogensen

Målet er dybest set at øge produktiviteten i Danmark ved at øge talentmassen og skabe mere fair konkurrencevilkår mellem mænd og kvinder, så flere kvikke mødre tilvælges på bekostning af de mange knap så opvakte fædre. Sideeffekten er så, at fædrene vil få knyttet langt mere kropslige og følelsesmæssige bånd til deres egne småbørn, og i et livsperspektiv opleve langt mere intenst sanselige øjeblikke, end de nogensinde vil kunne på arbejdspladsen.

Fædrene bliver de helt store vindere. De får betydeligt styrket relationen til deres egne børn, og imens kan mødrene rykke og opnå livslange løn- og karrierespring, som langt mere end vil kompensere for det kortvarige løntab, som familierne eventuelt kan opleve, fordi mænd i dag tjener mere.

Den ligestillede barselsorlov skal reelt betragtes som del af den løbende opgradering af Danmark som konkurrencestat. Når hverken S-regeringen eller de store borgerlige partier har modet til at føre an, er det tankevækkende, at det så igen bliver arbejdsmarkedets parter, som finder sammen om en mindelig løsning, der langt henad vejen bare følger den europæiske mainstream.

Kravet om ligestilling kommer således til Danmark udefra. Efter to års fedtspilleri har Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation nu præsenteret politikerne på Christiansborg for en praktisk måde at indfri EU-direktivet om omsorgsorlov. I stedet for blot at indføre en minimumsmodel, og dermed ligge sig tungt nede i bunden af Europa, er arbejdsmarkedets parter ved at få gennemtrumfet, at Danmark nu kan bringe kvinderne endnu klogere i spil.

De borgerlige partier er nødt til at overveje, hvor langt de efterhånden er gledet væk fra fremdriften i dansk erhvervsliv, når deres unge gammelmands-ideologiske værdikrigere modsætter sig simpel økonomisk snusfornuft, og Konservatives tidligere kultur-, justits-, økonomi-, og erhvervsminister Brian Mikkelsen, som i dag er direktør i Dansk Erhverv, samtidig udbryder på Twitter: "Et stort skridt. Et skub til ligestillingen. Fuld ligestilling ved barsel. Og med en rigtig stor grad af fleksibilitet. Sådan."

Markedsøkonomiens liberale understrøm har endnu engang vist sig som en stærkere forandringskraft end politikernes kulturkonservative instinkter. Arbejdsgiverne er rykket uden om og langt videre end S-regeringen, og de borgerlige står tilbage med endnu en tabersag.

Om få år vil barselsmodstanden stå tilbage som et levn fra en fattig fortid.