Nobelprisen i litteratur var verdens fineste litterære pris. I dag er det en skamplet

Engang for ikke så længe siden var Nobelprisen i litteratur verdens fineste litterære pris. I dag er det en skamplet. Nobelprisen er degenereret i elitære uddelinger til forfattere ingen kender, eller hvis de gør, så er ligeglade med. Trods alt fik Bob Dylan dog prisen for et par år siden - 25 år for sent til at prisuddelingen kunne gøre en forskel.

Det er værste er, at Det Svenske Akademi aldrig har vasket den skamplet af sig, som Akademiet pådrog sig i 2017, da Dagens Nyheter afslørede seksuelle overgreb i og omkring Sveriges fornemmeste kulturinstitution.

Skandalen handler om vold, grådighed, grænseløse ambitioner og om hvordan magt er blevet udnyttet indenfor kulturlivets helligste haller i Sverige. Det hele er omfattende og nuanceret dokumenteret i adskillige bøger og avisartikler, men Det Svenske Akademi får nu paradoksalt nok dødsstødet, eller i hvert fald en knockout i en roman af den ansete svenske forfatter Klas Östergren (Renegater, forlaget Gutkin, 2021).

173 af de 768 sider romanen Renegater består af, er nemlig en rapport om skandalen i Det Svenske Akademi, som forfatteren også selv var medlem af, indtil han meldte sig ud i protest.

Når man skal til et fiktionsværk for at få den subjektive, men måske alligevel hidtil skarpeste sandhed om skandalen i Akademiet, er det fordi, Det Svenske Akademi er omgivet hemmelighedskræmmeri.

Som det hedder i Renegate: "Når man indtræder og indskriver sit navn i rækken af medlemmer, betyder det også, at man underlægger sig gældende vedtægter og aflægger det tavshedsløfte, der anses for gældende resten af livet, hvorfor der ingen kilder findes, der kan give indblik i eventuelle konflikter og disses indvirkning på de enkelte medlemmer."

Östergren bruger sin roman som det litterære greb, der tillader ham at overskride tavshedsløftet og råt for usødet fortælle historien om arrogance, selvtilstrækkelighed og lejr-tænkning i Det Svenske Akademi. 

Niels Frid-Nielsen
Kulturkommentator

Östergren bruger sin roman som det litterære greb, der tillader ham at overskride tavshedsløftet og råt for usødet fortælle historien om arrogance, selvtilstrækkelighed og lejr-tænkning i Det Svenske Akademi. Det er nemlig forfatteren selv, der er romanens fortæller - og dermed forfatter til rapporten om Det Svenske Akademi.

Vi er med til krisemøder, hvor akademiet forsøger at imødegå mediernes afsløringer af ikke mindst den kulturpersonlighed, der var gift med et medlem af Akademiet og som fik støtte - af Akademiet - til den klub, hvor en række af de seksuelle krænkelser fandt sted. Östergren beskriver ligeledes detaljeret, hvordan medlemmer af Akademiet forsøgte at undgå kontakt med offentligheden, når de bevægede sig fra krisemøder til efterfølgende middage på en nærtliggende restaurant.

Han skildrer et Akademi, der forsøger at beskytte sig mod kritikken ved at lukke af overfor omverdenen, "demarkationslinjen gik i en bred cirkel der omkransede hele Akademiet: det var os mod dem. På det punkt var alle enige", lyder det i romanen.

Det Svenske Akademi forholdt sig ikke til afsløringer og kritik, men til at nogen vovede at anfægte det fornemme Akademi. "De var oprørte over angrebet i sig selv, ikke over hvad sagen eventuelt måtte dreje sig om".

Men i 2017 kunne 18 kvinders vidnesbyrd om seksuelle krænkelser ikke længere dysses ned. Akademiet fremstod med romanens ord "som et bordel med egen alfons på lønningslisten". Alligevel troede man længe, at man kunne inddæmme kritikken ved at udsende et kommuniké, der forsikrede, at man tog sagen alvorligt og lod den undersøge af uvildige advokater. 

Östergren ser Akademiets reaktioner på afsløringerne som "en indædt modvilje mod at erkende det overordnede problem, nemlig de besnærende muligheder for selvtægt og egenrådighed som er indbygget i systemet".

Hvis jeg sad i Det Danske Akademi, ville jeg være optaget af den svenske tragedie for at forebygge en skandale på dansk grund.  

Niels Frid-Nielsen
Kulturkommentator

Det er fordi Akademiet ikke bruger afsløringerne som et spejl, der kan åbne for nye erkendelser, men tværtimod lukker sig om sig selv i et forsøg på at ride stormen af, at Östergren vælger at forlade det. Men også derfor, han får at vide af et Akademi-medlem, at "Det var en fejl. Det var destruktivt og på sæt og vis egoistisk. Du svigtede dit ansvar. Ja, du siger det jo selv - du blev renegat."

Man kunne selvfølgelig lade Det Svenske Akademi sejle sin egen sø, indtil det lider skibbrud. Men Det Svenske Akademi er et skræmmebillede, som også danske kulturinstitutioner kan tage ved lære af. Lukketheden, arrogancen og den nepotistiske omgangsform er nemlig ikke et svensk særkende.

Hvis jeg sad i Det Danske Akademi, ville jeg være optaget af den svenske tragedie for at forebygge en skandale på dansk grund.

For kun et år siden trak Suzanne Brøgger og tre andre forfattere sig fra Det Danske Akademi i protest mod det kulturkonservative medlem Marianne Stidsen, uden at der er blevet luftet ordentligt ud i de nordsjællandske gemakker. Der er brug for gennemsigtighed, åbenhed og ligefrem kommunikation med omverdenen, hvis det danske kulturliv skal undgå den svenske syge.