Økonom: "Regeringen bør give danskerne penge i hånden til forbrug"

ØKONOMIKRISE: Regeringen bør overveje at dele penge direkte ud til danskerne for at booste privatforbruget og sætte skub i økonomien, vurderer økonomiekspert. Regeringen og støttepartier mener, at det endnu er for tidligt at drøfte finanspolitik. 

Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, siger, at regeringen vil drøfte finanspolitik, når Danmark er blevet genåbnet.
Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, siger, at regeringen vil drøfte finanspolitik, når Danmark er blevet genåbnet.Foto: Mette Rosendahl/Ritzau Scanpix
Cecilie Toft

Hvis der skal gang i samfundsøkonomien efter coronakrisen, er de eksisterende økonomiske hjælpepakker ikke nok.

Regeringen bør derfor overveje at give kolde kontanter direkte til den danske befolkning for at sparke gang i privatforbruget igen.

Sådan lyder vurderingen fra lektor i økonomi Søren Hove Ravn fra Københavns Universitet. 

Pengene skal sikre, at samtlige danskere får flere penge mellem hænderne og dermed forbruger mere, lyder det fra professoren.

"Ledighedstallene stiger dag for dag. Det medfører, at mange danskere kun bruger penge på de mest nødvendige ting eller gemmer på pengene. Derfor vil det give mening at sende penge ud til alle på et bestemt beløb, for på den måde kan danskerne hurtigt få flere penge mellem hænderne og forbruge mere," siger Søren Hove Ravn.

Forslag vil have hurtig økonomisk effekt
Søren Hove Ravns forslag drager inspiration fra overvismanden Carl-Johan Dalgaards idé, som handler om at sende checks ud til unge, ældre og lavtlønnede, som man ved er særligt tilbøjelige til forbrug. Overvismanden har for nyligt præsenteret forslaget til Politiken.

Men Søren Hove Ravn mener ikke, at det kun er de grupper, der har tendens til at bruge flere penge, og derfor synes han, at det vil det give bedre mening at give penge til alle danskere. Samtidig påpeger han, at forslaget vil have en lang hurtigere effekt på økonomien end for eksempel at fremrykke offentlige investeringer, som flere partier for nyligt har forslået.

"Flere økonomiske studier viser, at selv husholdninger med store formuer har en ganske høj tilbøjelighed til at forbruge en uventet økonomisk gevinst. Det gælder eksempelvis for udbetalingen af Den Særlige Pensionsopsparing tilbage i 2009," siger økonomen og fortsætter:

"Der er flere fordele ved at sende samme beløb til alle danskere. For det første er det nemt at kommunikere, og danskerne behøver ikke at kende deres årsindkomst for at vide, om de modtager pengene. For det andet slipper man for politiske diskussioner om, hvor grænsen skal gå, og om beløbet skal udfases," vurderer Søren Hove Ravn. 

S og støttepartier: For tidligt at diskutere idé
Flere af partierne vil drøfte forslag til, hvordan de vil sætte gang i den danske økonomi efter krisen, når samfundet er blevet genåbnet.

Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, siger, at partiets fokus er på de nuværende hjælpepakker, men at det på sigt også bliver relevant at drøfte finanspolitik.

"Vi holder øje med forslag fra debatten og forskellige instanser. Men jeg kan ikke kommentere, om vi kommer til at diskutere det her forslag," siger partiets finansordfører.

Enhedslistens finansordfører, Rune Lund, synes, det er et interessant forslag, men at partiet ser større potentiale i Carl-Johan Dalgaards version af idéen:

"Vi synes, det vil give mere mening at målrette forslaget, således at pengene går til de danskere, der har mindst. Det vil være helt skørt, hvis mennesker, der i forvejen har fået skatterabatter, står til at få flere penge fra staten," fastslår han.

Radikale Venstres skatteordfører, Kathrine Olldag, mener, at det er for tidligt at diskutere finanspolitik efter krisen, før Danmark er blevet lukket op, men at partiet overordnet er skeptisk over for forslaget.

"Vi er slet ikke nået så langt i vores finanspolitiske overvejelser, og lige nu ligger vores fokus på vores nylancerede grønne genstartspakke og på klimamål. Men som Sofie Carsten Nielsen også tidligere har sagt, er vi skeptiske over for forslag, som forudsætter, at staten skal give penge direkte til borgerne," lyder det fra Kathrine Olldag.

Ekspansiv finanspolitik redder ikke økonomien
Flere partier fra både rød og blå blok har gjort det klart, at der er behov for at føre en ekspansiv finanspolitik efter coronakrisen. Men det er ikke nok til at få gang i den danske økonomi, påpeger Søren Hove.

"Danmark står midt i en ny krisetype, som Danmark ikke har prøvet før, hvor økonomien både er ramt af et udbuds- og et efterspørgselschok. Og hvis regeringen fører en traditionel ekspansiv finanspolitik, vil det kun stimulere efterspørgslen," siger lektoren i økonomi på Københavns Universitet.

Derfor mener Søren Hove Ravn, at regeringen bliver nødt til at bruge flere økonomiske instrumenter, heriblandt forslaget om at sende penge til alle danskere for at få rettet op på den nationale økonomi.

Og da Søren Hove Ravn har diskuteret det her forslag med mange andre økonomer, vil han blive overrasket, hvis hverken hans eller Carl-Johan Dalgaards bud på, hvordan man får gang i den danske økonomi, ikke indgår i regeringens fremtidige økonomiske planer.

"Jeg vil blive meget overrasket over, hvis det her forslag ikke kommer til at indgå i regeringens kommende finanspolitiske forslag. For der er blevet lavet tidligere undersøgelser, der viser, at checks øger folks private forbrug, og der er meget snak mellem økonomer omkring den her model i øjeblikket," vurderer Søren Hove Ravn og henviser til, at et lignende forslag indgår i den nyeste hjælpepakke, som for nyligt er blevet vedtaget i USA.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Rabjerg Madsen

MF (S), politisk ordfører, fhv. indenrigs- og boligminister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2012)

Kathrine Olldag

Kandidat til Europa-Parlamentet (R), politisk chef, Cirkulær, fhv. landsnæstformand, Radikale
cand.mag. (kunsthistorie og visuel kultur), diplom i offentlig ledelse

Rune Lund

Fhv. MF (EL)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2007)

0:000:00