Offerrådgivningen: Voldtægtsmyter fastholder ofre i eksistentiel limbo

Den stereotypiske fremstilling af voldtægter inkluderer som oftest en ukendt gerningsmand, en afsides lokation og en letpåklædt kvinde. Men det er langt fra sandheden. Ikke desto mindre lever forestillingen i bedste velgående – både i retsvæsenet og i det generelle samfund. 

Ifølge Offerundersøgelsen for 2005 til 2019 er det faktisk kun 28 procent af ofrene for voldtægt for, hvem gerningspersonen er ukendt. Godt og vel hver fjerde voldtægt lever altså op til bare én af de stereotypiske forestillinger om en klassisk voldtægt.

Det vidner om, at vi – som samfund – har brug for at justere på vores forestilling om voldtægter. Og det er altså ikke kun alle os, der ikke selv har gjort os uheldige erfaringer med voldtægt, som lider under den nutidige vrangforestilling. Det gør ofrene for voldtægt også. 

For langt de fleste ofre er det jo netop ikke en ukendt gerningsperson, der har forgrebet sig. Det er en ven, en tidligere eller nuværende partner. Men det kan være umådeligt svært at række hånden ud efter hjælp, når ofret ved, hvordan omverdenens forestilling om et rigtigt voldtægtsoffer ser ud. Og dét er et problem. 

Kun én årsag til voldtægter
"Er det mig, det er galt med?". Sådan lyder tankerne for mange af de voldtægtsofre, som vi taler med i Offerrådgivningen.

For når man ikke passer ind i den klassiske fortælling om voldtægtsofret, så melder spørgsmålene sig. Skulle jeg have sagt mere fra? Burde jeg ikke have set den komme? Hvorfor gik jeg alene? Kunne jeg have klædt mig anderledes? 

Men der er kun én årsag til voldtægter – og det er voldtægtsforbrydere. Hverken påklædning, hvorvidt ofret færdes alene, eller indtagelse af alkohol er skyldnere i voldtægtssager.

Ikke desto mindre er den stereotypiske fortælling med til at fastholde voldtægtsofre i en eksistentiel limbo, hvor tillid, selvværd og skam bliver tro følgere indtil oplevelsen bliver behandlet. 

Det kan også være en forklaring på, hvorfor så få anmelder voldtægterne. Ifølge Det Kriminalpræventive Råd har 11.400 kvinder gennemsnitligt været udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg mellem 2017 og 2019. Til sammenligning har politiet blot modtaget 1.825 anmeldelser for voldtægt eller forsøg derpå i 2020. 

På den politiske scene er det sjældent idéfattighed, der indtager førerpositionen

Knut Arild Gulbrandsen
Landsformand, Offerrådgivningen i Danmark

Betragter ikke sig selv som ofre
Vi ved også fra Offerundersøgelsen, at hver fjerde offer for voldtægt, der ikke anmelder det, undlader at gøre netop det, fordi de ikke mente, at der var grund til det, eller at noget kriminelt er foregået.

Forklaringen kan meget vel ligge i, at ofrene ikke betragter sig selv som ofre, fordi de også ligger under for en kollektiv vrangforestilling – eller myte – om voldtægter: At de kun bliver begået af en ukendt gerningsmand på en afsides lokation mod en letpåklædt, ung kvinde. 

I december 2020 stod en ung skribent frem og fortalte om, hvordan mænd også skal kunne tale om, at de bliver udsat for voldtægt. Han oplevede selv, hvordan han ikke passede ned i den arketypiske voldtægtsofferkategori.

Det kulturelle dogme, som skribenten siger det, er, at en mand er stærk – og underforstået, at han kan sige fra. Men en voldtægt er en voldtægt. Der gik syv år, før han indså, at han var blevet voldtaget. 

Genvinding af tillid er afgørende 
Hårdere straffe, mere politi og større oplysningskampagner.

På den politiske scene er det sjældent idéfattighed, der indtager førerpositionen. Så sent som ved årets begyndelse trådte den nye samtykkelov i kraft, som justitsminister Nick Hækkerup (S) har kaldt en milepæl i ændringen af samfundets forståelse af voldtægt.

Vi skal selvfølgelig gøre alt, hvad der står i vores magt for at bringe antallet af voldtægter til et stort rundt nul. Vi må dog også se realiteterne i øjnene. Med de aktuelle estimater om voldtægtens sande omfang in mente, er det svært at forestille sig, at der ikke vil være voldtægtsofre i fremtiden. 

Derfor bør der være et langt større fokus på, hvordan ofre for voldtægt hjælpes, rådgives og styrkes til at genvinde en meningsfuld tilværelse. De ofre for voldtægt, som vi taler med i Offerrådgivningen, giver udtryk for, at genetableringen af tilliden til samfundet er umådelig svær.

For relationerne betyder enormt meget, men når over 60 procent af ofrene svarer, at det enten er en ven, kammerat, bekendt, nuværende eller tidligere partner, der har begået overgrebet, så kan man godt forstå, at det er svært at genvinde tilliden.

Det vil stå klart for enhver med bare den mindste form for reptilsk empati, at det kan være svært at stole på andre, når man har været udsat for sådan en forbrydelse. 

Bearbejdelsen er en enorm udfordring
En af de store udfordringer, som ofret overkommer, er håndteringen af den kollektive vrangforestilling, som vi alle er bærerne af – nemlig den klassiske fortælling om voldtægtsforbrydelsen. For ofret kan bearbejdelsen af hændelsen være en enorm udfordring, men som kun forværres af den mistro, som myterne om voldtægt afføder. 

Det sker både i det generelle samfund, men også i retsvæsenet. Her oplever ofre, at der opstår tvivl om deres forklaringer med spørgsmål som for eksempel: "Hvad havde du på, da det skete?".

I ofrets ører kan sådan et spørgsmål lyde fordomsfuldt, fordi præmissen for spørgsmålet kan antages at være, at der er en sammenhæng mellem udfordrende påklædning og voldtægt. 

Den klassiske forestilling om voldtægten er ikke længere tidssvarende

Knut Arild Gulbrandsen
Landsformand, Offerrådgivningen i Danmark

Men spørgsmålet kan sagtens være rimeligt; for eksempel i forbindelse med identifikation af ofret på videomateriale. Derfor er det så vigtigt, at politiet klædes ordentligt på til at afhøre personer udsat for voldtægt, så ofret ikke lider yderligere i mødet med systemet. 

Desværre findes der evidens for, at voldtægtsmyter også lever blandt politifolk. Myterne er i højere udtrækning accepteret af mandlige betjente, betjente med et lavere uddannelsesniveau og betjente med mindre erfaring i efterforskning af voldtægtssager.

Kræver midler til politiet
Udenlandsk forskning peger på, at det oftest er mistro til voldtægtsofret, der dominerer betjentenes myteunivers. I dansk kontekst var det også denne myte, der – på trods af en general lav accept af voldtægtsmyter – indtog en delt førsteplads blandt 504 politistuderende.

Det skriver ph.d. Marie Skov og lektor Sarah van Mastrigt ved Aarhus Universitet i en nyligt udgivet antologi om voldtægtssagen redigeret af Tine Søberg, Trine Baumbach og Linda Kjær Minke: 'Voldtægtssagen – retssystemets akilleshæl'. 

Det er afgørende, at voldtægtsofre mødes med værdighed, respekt og tillid. Det kræver midler og en indsats fra politiets side til blandt andet uddannelse, oplysning og evaluering. Men det kræver også en indsats fra dig og mig. Fra medierne og i særdeleshed i skildringen af voldtægten som fænomen. 

Den klassiske forestilling om voldtægten er ikke længere tidssvarende – og det går ud over ofrene, fordi de hele tiden skal forsvare, at de rent faktisk har været udsat for en voldtægt. 

Derfor er det også på tide, at vi ændrer synet på voldtægter, for den er ikke gal med ofrene. Den er gal med myterne.