Pia Kjærsgaard: Jeg har været hele følelsesregistret igennem

MELD/FELD-SAGEN: Dansk Folkepartis tidligere formand, Pia Kjærsgaard, har været ramt af både vrede og skuffelse i sagen om misbrug af EU-penge. Hun kalder sagen brandærgerlig og Morten Messerschmidt for en kreativ sjæl.

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Cecilie Gormsen

For første gang siden sagen om Dansk Folkepartis mulige misbrug af EU-midler begyndte at brage, udtaler Dansk Folkepartis tidligere formand Pia Kjærsgaard sig nu om krisen.

Pia Kjærsgaard fortæller, at det ikke ligefrem har været en fest at følge med i de mange historier, som kom frem i sidste uge, hvor hun selv var på ferie i udlandet. Hun har været hele følelsesregistret igennem, og hun har både været vred, skuffet og ked af det.

”Der er mange ting, jeg har været skuffet over, det vil jeg slet ikke lægge skjul på. Det kan ikke være anderledes, at det har skuffet, at der ikke har været mere styr på tingene. Men jeg vil ikke stå som dommer og udpege nogle, som er værre end andre,” siger Pia Kjærsgaard til TV 2 News.

Hun peger på, at det mest irriterende i hendes optik er, at Dansk Folkeparti selv er skyld i krisen. For hvis vælgerne falder fra på grund af holdninger, så er det én ting. Noget andet er, hvis det ikke har med det politiske at gøre:

”Når det er sjusk og rod og slendrian, så er det så træls, at det næsten ikke er til at bære.”

Messerschmidt er en kreativ sjæl
Pia Kjærsgaard kalder Morten Messerschmidt for ”en kreativ sjæl”, og ifølge hende er det ofte, at kreative sjæle ikke har styr på det økonomiske.

”De to ting følges mange gange ad, og det synes jeg egentlig er et meget typisk eksempel. Jeg er ikke i tvivl om – og jeg vil fortsat bakke op om – at Morten Messerschmidt er en superdygtig politiker, og jeg ser ham gerne tilbage på et tidspunkt i Dansk Folkeparti, når det er faldet til ro, og han selv er faldet til ro. Men det har været noget møg, og det er han jo også den første til at erkende," siger Pia Kjærsgaard til TV 2 News.

Hun understreger, at hun ikke kan forestille sig, at Morten Messerschmidt eller andre i partiet bevidst har prøvet at snyde.

Dansk Folkeparti frosøgte mandag at betale en million EU-støttekroner tilbage til Europa-Parlamentet. Det lykkedes dog ikke, da Parlamentet vil afvente, at EU's anti-svindelenhed, OLAF, er færdig med sin undersøgelse af sagen. I sidste uge erklærede Dansk folkeparti, at man vil betale alle de støttemidler tilbage, som Dansk Folkeparti har modtaget fra det omdiskuterede europæiske parti MELD og den tilhørende fond FELD.

Det gælder blandt andet udgifter til alt fra julekort, meningsmålinger, middage med danske medier, medietræning og finansiering af sommergruppemøder.

Selvom sagen med Pia Kjærsgaards egne ord har været træls og noget møg, så skal partiet nu videre, mener hun.

”Man kan blive ramt af en tsunami, og det er vi blevet. Og så må vi bare se at komme op til havoverfladen igen og tage en dyb indånding og få frisk luft i lungerne,” siger hun og fortsætter:

”Lige nu er det skidt. Det er hårde tider, og det tror jeg, vi her på Christiansborg, i ledelsen og ude i partiorganisationerne føler rigtig meget, men jeg tror altså på, at det kan rettes op, fordi der er et virkelig stort behov for Dansk Folkeparti og Dansk Folkepartis politik.”

Dokumentation

Hvad er MELD og FELD?
Movement for a Europe of Liberties and Democracy (MELD) og Foundation for a Europe of Liberties and Democracy (FELD) var en bevægelse og en tilhørende fond, der fra 2011 samlede en række europæiske partier på den nationalistiske højrefløj, herunder Dansk Folkeparti. 

Morten Messerschmidt var formand for de to organisationer, indtil de blev afviklet med udgangen af 2015, da de ikke længere kunne mønstre medlemmer fra en fjerdedel af EU's medlemsstater, sådan som det er påkrævet for at kunne få adgang til midler fra EU.

Den slags partisammenslutninger kan få støtte fra Europa-Parlamentet til deres aktiviteter. Men de må ikke bruge de penge på kampagner, der spiller ind i nationale valg eller folkeafstemninger. Og netop det bliver vigtigt senere i forløbet.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pia Kjærsgaard

MF (DF), fhv. formand for Folketinget, fhv. partiformand, DF
kontor (Købmandsskolen København, 1965)

0:000:00