Prædikant svarer Støjberg igen efter indrejseforbud

MODSVAR: En af de seks prædikanter, der i sidste uge fik indrejseforbud i Danmark, svarer i en video regeringen igen og siger, at han ikke prædiker had.

Bilal Philips (t.v.) under sit besøg i Danmark i 2011.
Bilal Philips (t.v.) under sit besøg i Danmark i 2011.Foto: Scanpix
Cecilie Gormsen

En liste med navnene på seks prædikanter blev i sidste uge offentliggjort af Udlændingestyrelsen.

De seks personer har fået indrejseforbud i Danmark i to år, og ifølge udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) sker det, fordi de seks personer forsøger at ”undergrave vores demokrati og vores grundlæggende værdier om frihed og menneskerettigheder.”

Én af mændene på listen svarer nu Inger Støjberg igen. I en video, der er lagt på Facebook, fortæller Bilal Philips ifølge Berlingske, at han er uforstående over for, hvorfor hans navn er landet på Udlændingestyrelsens liste.

”Selvom den danske udlændinge- og integrationsminister, fru Støjberg, udtalte, at Danmark ikke vil acceptere, at hadprædikanter kommer til Danmark for at prædike had mod det danske samfund, er jeg ikke en hadprædikant. Jeg prædiker ikke had mod nogen del af det danske samfund,” siger Bilal Philips i videoen.

Læs også: Disse hadprædikanter vil Støjberg ikke have ind i Danmark

Bilal Philips var 2011 i Danmark, hvor han ifølge eget udsagn opfordrede danske muslimer til at følge dansk lovgivning. Et besøg, der gav store politiske protester.

I den nye video afviser han at have indoktrineret folk til at begå vold mod kvinder og børn, ligesom han siger, at han heller ikke har udbredt idéen om et kalifat.

Bilal Philips er født i Canada og er i dag bosat i Qatar. Han er 70 år og har grundlagt online-universitetet Islamic Online University, og han har tidligere ytret ekstreme synspunkter som dødsstraf til homoseksuelle og piskeslag for utroskab. Han har allerede indrejseforbud i Storbritannien, Australien og Tyskland.

Bilal Philips' video er i skrivende stund blevet set cirka 44.000 gange.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

0:000:00