Regeringen er positiv over for dansk bidrag til sikkerhedsindsats i Hormuzstrædet

SIKKERHED: Den danske regering er bekymret for situationen i Hormuzstrædet. Derfor er udenrigsminister Jeppe Kofod (S) også positivt indstillet over for, at Danmark bidrager til en sikkerhedsindsats i området efter opfordring fra Storbritannien.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Christina Houlind

Den danske regering er bekymret for den maritime sikkerhedssituation i Hormuzstrædet.

Det udtaler udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en pressemeddelelse.

Derfor er han og regeringen også positivt indstillet over for, at Danmark bidrager til en sikkerhedsindsats i området.

Meldingen kommer, efter at den britiske regering tidligere på ugen opfordrede flere europæiske lande, herunder Danmark, til at blive en del af en indsatsstyrke, der skal beskytte skibe på deres vej gennem Hormuzstrædet.

"For en søfartsnation som Danmark er det afgørende, at vores skibe kan sejle sikkert. Jeg hilser den britiske regeringsudmelding om en international maritim sikkerhedsindsats i området velkommen. Indsatsen vil have et stærkt europæisk aftryk. Regeringen ser positivt på et muligt dansk bidrag til en sådan indsats, men det er selvsagt noget, vi skal drøfte med Folketinget, når vi har mere klarhed om de konkrete opgaver og partnere," udtaler Jeppe Kofod i pressemeddelelsen.

Trine Bramsen: Skal drøftes i udenrigspolitisk nævn
For godt en uge siden bordede iranske soldater det britiske olietankskib Stena Impero i Hormuzstrædet. Og det var efter den handling, at Storbritannien søgte opbakning fra blandt andre Danmark, USA, Frankrig, Italien og Finland. Inden da var en iransk olitanker blevet opbragt ved Gibraltar med hjælp fra britiske marinesoldater på baggrund af mistanke om, at skibet var på vej med råolie til Syrien – i strid med EU's sanktioner.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) udtaler, at det er regeringens opfattelse, at et dansk militært maritimt bidrag er relevant og vil kunne bidrage til opretholdelsen af sikkerheden i Hormuzstrædet.

"Danmark vil dermed bidrage til overholdelsen af internationale konventioner og fri handel som aktiv søfartsnation. Dette vil vi naturligvis drøfte i rammen af Det Udenrigspolitiske Nævn. Danmark har et stærkt og kapabelt Søværn, som vil kunne bidrage aktivt og effektivt til denne type af opgave," udtaler hun i en pressemeddelelse.

Opbakning fra V, DF og R
Og det ser allerede ud til, at regeringen i hvert fald kan forvente støtte fra Dansk Folkeparti, Venstre og Radikale.

Allerede tirsdag meddelte Venstre og Dansk Folkeparti ifølge Ekstra Bladet, at de mente, at Danmark burde tage del i en fælles, europæisk flådemission, der skal beskytte skibe på vejen gennem Hormuzstrædet. Og i dag følger Radikale trop. Udenrigsordfører Martin Lidegaard oplyser til DR, at partiet er positiv over for dansk deltagelse.

Hos Enhedslisten er man dog langt fra enig.  

"Med militær optrapning fra europæisk side lægger man sig alt for tæt op ad Trumps aggressive linje, og det vil være et fejltrin, der kan få store og farlige konsekvenser. Der er alt for meget på spil," udtaler partiets forsvarsordfører, Eva Flyvholm, i en pressemeddelelse og henviser til aftalen om atomnedrustning, som blev indgået med Iran i 2015. Den betyder, at Iran er gået med til at nedruste og afvikle deres atomprogram. Til gengæld har omverdenen, herunder EU, løftet nogle af de sanktioner, som landet var underlagt.  

Ifølge Danske Rederier er det godt fem procent af danske rederiers omsætning, der stammer fra området, og danske rederier har godt 80 danskopererede skibe gennem strædet om måneden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Kofod

Selvstændig rådgiver i Kofod Global, fhv. udenrigsminister, MF og MEP (S)
BA.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), MA i public administration (Harvard 2007)

Trine Bramsen

MF (S), fhv. forsvarsminister, transportminister og minister for ligestilling
cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2007)









0:000:00