Regeringen lander bredt forlig om ulandsbistand

FORLIG: Linjen for dansk udviklingsarbejde er lagt med et nyt politisk forlig. Det sætter blandt andet fokus på at skabe job i udviklingslandene og bekæmpelse af migration.

Alle partier undtagen Enhedslisten står bag et nyt forlig om dansk udviklingsbistand.
Alle partier undtagen Enhedslisten står bag et nyt forlig om dansk udviklingsbistand.
Kasper Frandsen

Et flertal i Folketinget har indgået et forlig om Danmarks nye udviklingspolitiske og humanitære strategi.

Det er første gang, Folketinget indgår et forlig om prioriteterne for dansk udviklingsbistand, som dermed sikres en fælles overordnet linje for de kommende fem år.

FN’s 17 verdensmål danner afsæt for strategien, som har til formål at bidrage til at skabe en bæredygtig udvikling af verden.

Læs også: Overblik: Det siger partierne om ny udviklingsstrategi

Det er vigtigt for dansk udviklingspolitik, for vores stemme i verden og for verdens fattigste, at så mange partier er med til at tage ansvar.

Ulla Tørnæs (V)
Udviklingsminister

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) glæder sig over det brede forlig. Det giver ro om Danmarks udviklingspolitik, og det styrker Danmarks stemme i verden, mener hun:

”Vi passer godt på Danmark, når vi tager vare på verden. Derfor er jeg glad for, at et så bredt flertal i Folketinget bakker op om Danmarks nye udviklingspolitiske og humanitære strategi. Det er vigtigt for dansk udviklingspolitik, for vores stemme i verden og for verdens fattigste, at så mange partier er med til at tage ansvar,” siger hun og fortsætter:

”Med strategien får vi en klar vision for udviklingsarbejdet – vi arbejder for en friere, rigere og mere tryg verden, hvor mennesker får muligheder for at skabe sig et godt liv der, hvor de er."

Enhedslisten er det eneste parti, der de kommende fem år kommer til at stå uden for forligskredsen, der dermed tæller otte partier.

Nye veje

Med strategien forpligter forligskredsen sig til, at dansk ulandsbistand minimum skal ligge på 0,7 procent af BNI, der også er FN’s anbefalede minimumsmål.

Den nye strategi fokuserer især på at opruste samarbejdet med den private sektor, hvor virksomheder, fonde og andre i endnu højere grad skal involveres i at skabe vækst og bæredygtig udvikling – ulandsbistand alene kan ikke sikre opnåelse af målene, lyder det.

Det skal blandt andet også være med til at skabe job og velstand, så folk er mindre tilbøjelige til at migrere mod Danmark og Europa.

I det hele taget er der et styrket fokus på migration i strategien, hvor dansk bistand også i højere grad skal være et værn mod de strømme af mennesker, man har set rejse mod Europa de seneste år.

Her bliver ”noget-for-noget”-tankegangen blandt andet yderligere skærpet, så Danmark – gerne sammen med EU – vil bruge landeaftaler om bistand til at sikre, at de samme lande også hjemtager migranter, der er rejst til Danmark og kan sendes hjem.

Derudover er et centralt element i strategien, at de humanitære indsatser skal kobles med de udviklingsmæssige indsatser, fordi flygtninge generelt forbliver flygtninge i længere tid end tidligere.

Dokumentation

Fire pejlemærker for indsatsen:

Danmarks udviklingssamarbejde vil fokusere på fire strategiske pejlemærker:

1. Sikkerhed, fred og beskyttelse
Danmark vil investere i fred, stabilitet, beskyttelse og øget modstandsdygtighed i udviklingslandene. I nærområder til krise og konflikt vil Danmark styrke indsatsen for internt fordrevne, flygtninge og berørte lokalsamfund.

Blandt andet vil vi styrke beskyttelse af flygtninge og forbedre deres levevilkår, uddannelse og beskæftigelse. På den måde vil vi også bidrage til at forebygge flygtningepresset mod Europas grænser.

2. Forebyggelse af irregulær migration
Danmark vil arbejde for at forebygge irregulær økonomisk migration og bidrage til at gøre noget ved de grundlæggende årsager til migration – som fattigdom og manglende muligheder for uddannelse og arbejde.

Vi vil også intensivere samarbejdet om tilbagetagelse af afviste asylansøgere og andre uden lovligt ophold i Danmark. Målet er, at alle skal have mulighed for at skabe en fremtid der, hvor de har hjemme.

3. Bæredygtig vækst, som kommer alle til gode
Danmark vil investere i økonomisk vækst i udviklingslandene, som er bæredygtig og kommer alle til gode. Vi vil have fokus på energi, vand, landbrug, fødevarer og andre områder, hvor Danmark har særlig viden, ressourcer og interesser.

Det skal bidrage til at skabe bæredygtige samfund med økonomisk frihed, muligheder og jobs – særligt for de unge. Det er også til fordel for dansk økonomi og handel.

4. Frihed – demokrati, menneskerettigheder og ligestilling
Danmark vil investere i indsatser for menneskerettigheder, demokrati, retsstatsprincipper og ligestilling. Alle har ret til et liv i sikkerhed, uden frygt og med inddragelse og lige muligheder.

Vi sætter kvinder og pigers rettigheder i centrum – herunder retten til at bestemme over egen krop. Og vi vil arbejde for samfund, der ikke diskriminerer – heller ikke på baggrund af kønsidentitet eller seksuel orientering – og som følger internationale regler. Det giver også mulighed for bæredygtig vækst og velstand.

Kilde: Udenrigsminsiteriet


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ulla Tørnæs

Kandidat til Europa-Parlamentet (V), Formand, Den Sociale Investeringsfond, Danida Fellowship Centre, bestyrelsesmedlem, professionshøjskole UC-Syd
exam.art. i fransk (Odense Uni. 1984), ED i fransk (Handelshøjskolen i København 1988), Bestyrelsesuddannelse CBS

0:000:00