Roald Als laver Lykketoft-portræt

KUNST: Tidligere formand for Folketinget Mogens Lykketoft har valgt karikaturtegneren Roald Als til at male sit portræt, der skal hænge sammen med de andre formandsportrætter foran Folketingssalen.

Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix
Cecilie Gormsen

Mogens Lykketoft (S) får nu sin faste plads på portrætvæggen ved Folketingssalen. Det sker, når den tidligere folketingsformands portræt, der er skabt af karikaturtegneren Roald Als, bliver afsløret 20. januar.

Traditionen tro har Mogens Lykketoft som tidligere formand for Folketinget selv fået lov til at vælge den kunstner, han ville have til at lave sit portræt. Ligesom tidligere statsministre får et portræt op at hænge, får de tidligere formænd for Folketinget det nemlig også. Og det var ikke et svært valg, hvem der skulle male Mogens Lykketofts portræt.

”Nu har jeg moret mig kosteligt over Roald Als i rigtig, rigtig mange år, som tegner og revser – også af mig selv. Jeg synes uden tvivl, at han er den bedste politiske karikaturtegner, som vi har,” siger han til Altinget.

Har før malet politiker-portrætter
Roald Als er særligt kendt for sine satiriske avistegninger i Politiken, men Mogens Lykketoft peger på, at tegneren også står bag et portræt af Københavns tidligere overborgmester Ritt Bjerregaard (S), der hænger på Københavns Rådhus.

”Og jeg har også set et meget flot portræt, som han har lavet af Anker Jørgensen (S) på en egeplanke,” fortæller Mogens Lykketoft og fortsætter:

”Roald er også en meget dygtig maler, og derfor henvendte vi os til ham, da jeg skulle tage stilling til, hvem der skulle lave mit portræt.”

Mogens Lykketoft vil ikke sige mere om selve billedet, før det er blevet afsløret, andet end at det har været en meget spændenede proces.

”Jeg er meget tilfreds med det. Men jeg vil gerne vente med at kommentere, hvorfor jeg synes, at det er et spændende billede, indtil det er oppe at hænge.”

Portrættet bliver afsløret 20. januar på Christiansborg.

Roald Als har en permanent udstilling af sine politiske karikatur-tegninger på Grønbechs Hotel i folkemødebyen Allinge.

Tidligere formænds portrætter
Tidligere formænd for Folketinget har også fået malet portrætter, der hænger foran Folketingssalen – faktisk er der kun en, der har fravalgt at få sit portræt op. Den konservative H.P. Clausen ønskede nemlig ikke at få et portræt op at hænge foran Folketingssalen. Han blev formand for Folketinget i 1989, men trak sig fra i 1993 på grund af Tamilsagen.

Det seneste portræt, der er kommet op at hænge, er af Thor Pedersen (V), der var Folketingets formand fra 2007 til 2011.

Foto: Claus Bech/Scanpix

Thor Pedersens portræt blev afsløret 9. december 2011, og det er malet af billedkunstneren Mikael Melbye.

Christian Mejdahl, der var formand for Folketinget fra 2003 til 2007 valgte kunstneren Peter Martensen til at male sit portræt. Det billede blev afsløret 30. januar 2009.

Foto: Kristian Juul Pedersen/Scanpix

Før Christian Mejdahl sad V-politikeren Ivar Hansen som Folketingets formand fra 1998 indtil sin død i marts 2003. Hans portræt er malet af maleren Thomas Kluge, og Ivar Hansen sad flere gange model for maleren – den sidste gang kort tid før sin død.

Foto: Carl Redhead/Scanpix

Fra 1994 til 1998 var socialdemokraten Erling Olsen formand for Folketinget. Hans portræt er malet af Peter Martensen, som også har malet et portræt af tidligere statsminister Poul Hartling (V) til Frederiksborg Slot - samt altså forhenværende folketingsformand Christian Mejdahl.

Foto: Linda Kastrup/Scanpix

Socialdemokraten Henning Rasmussen var Folketingets formand fra 1993 til 1994, og hans portræt er malet af Niels Winkel.

Foto: Keld Navntoft/Scanpix

Inden Henning Rasmussen sad H.P. Clausen som Folketingets formand, men han frabad sig som sagt at få sit portræt op at hænge.

I en kort periode fra 10. januar 1989 til 3. oktober samme år sad den konservative Erik Ninn-Hansen som folketingsformand, og hans portræt er malet af kunstneren Mogens Hoff.

Foto: Claus Bjørn Larsen/Scanpix

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mogens Lykketoft

Formand, Energinet Danmark, fhv. formand for Folketinget, fhv. MF (S), fhv. udenrigs- og finans- og skatteminister, fhv. partiformand, fhv. formand, FN's generalforsamling
cand.polit. (Københavns Uni. 1971)

0:000:00