Roger Buch: Lokallisterne har længe været i en dødskamp

Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp, blev vraget som socialdemokratisk spidskandidat og stiller op til kommunalvalget 2021 på en ny lokalliste. Forrige år blev Tønders borgmester, Henrik Fransen fra Venstre, også fravalgt af parties medlemmer og stiller op til valget på en lokalliste.

Umiddelbart kan sådanne markante sager og de mange andre lokallister, som opstår rundt i landet i disse måneder, ligne en optur for lokallisterne. Virkeligheden er en hel anden: Lokallisterne har aldrig været svagere, end de er nu, og nedturen ser ud til at være uendelig.

Forud for alle kommunalvalg opstår nye lokallister med afsæt i skuffede politikere, lokale stærke mærkesager som skolelukninger eller andre lokale sager.

Men lokallister klarer sig generelt dårligt ved valgene. Og faktisk klarer de sig dårligere og dårligere. Lokallisterne var nemlig helt dominerende for 110 år siden, hvor ændringer i valgloven gav dem et fald til "kun" 40 procent af politikerne i 1921.

Som det ses i figuren, holdt lokallisterne den styrke indtil kommunalreformen i 1970, der mere end halverede lokallisternes andel af kommunalpolitikerne.

Lokallisternes andel af mandater ved kommunalvalgene

Kilde: 1909 til 1962 er bearbejdet efter Kommunalpolitikerne af Karl-Henrik Bentzon fra 1981, og 1966 til 2017 er fra Statistiske Efterretninger

Reformer har ramt lokallisterne hårdt
De nye geografiske storkommuner og stigende modspil fra de landsdækkende partier betød, at lokallisterne mistede flere og flere borgmesterposter.

I 1970 havde de 20 procent af borgmesterposterne, men fra midten af 1980'erne var også borgmesterkæderne mere end halveret til syv til ni procent.

Den næste store nedtur kom med kommunalreformen i 2007, der ligesom reformen i 1970 halverede lokallisterne, som det ses i tabellen.

Det første valg til de nye kommuner var i 2005, men faldet skete denne gang ikke som ét stort hug, men som en gradvis bevægelse fra otte procent af vælgerne til under fire procent.

Kommunalreformerne har altså været hårde ved lokallisterne

Roger Buch
Centerleder, forskningslektor og ph.d. cand.scient.pol. ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

I 2017 kom lokallisterne for første gang under 100 politikere på landsplan, og de blev kun valgt ind i 36 kommune. I 2005 opnåede lokallisterne valg i 54 kommuner, hvilket var samme niveau som hele perioden siden 1970, hvor 55 til 65 procent af kommunerne havde lokallister i kommunalbestyrelserne.

I 2013 og 2017 stillede lokallisterne slet ikke op i ni og 11 kommuner, mens de var med overalt i 2005 og 2009 (98 og 97 kommuner).

Borgmesterposterne er næsten helt væk. Ved valgene i 2013 og 2017 vandt lokallisterne kun to borgmesterposter – altså cirka to procent sammenlignet med de syv til ni procent før kommunalreformen.

Kommunalreformerne har altså været hårde ved lokallisterne: Færre politikere, færre borgmestre og nu også færre kommuner med lokallister indvalgt.

Lokallisternes andel af mandat og stemmer samt antal valgte politikere

Kilde: Statistiske Efterregninger og Statistisk Årbog

Fire hovedgrunde til glidebanen
Men hvad er de dybere forklaringer på den 110 år lange glidebane? Fire hovedgrunde kan fremhæves.

For det første er kommunerne blev politisk langt vigtigere. De to kommunalreformer og den fortsatte udlægning af opgaver til kommunerne imellem valgene har gjort kommunerne til den vigtigste politik i Danmark.

Med næsten 60 procent af de offentlige ansatte og to tredjedele af de offentlige opgaver er kommunerne velfærdssamfundets kerne. Dét har gjort kommunerne mere betydningsfulde for de landsdækkende partier, som før 1970 ikke gav stor opmærksomhed til de mere end 1.400 kommuner.

Storbyerne og de store provinsbyer var dog interessante for partierne, men det var de 1.300 små sognekommuner ikke. Interessen blev langt større med nutidens magtfulde velfærdskommuner, som partierne satser meget på at kontrollere. 

Kommunerne var før 1970 i sig selv en uoverskuelig størrelse. At stille op 1.400 steder kræver omfattende organisation. Forklaringen på lokallisternes tilbagegang er for det andet netop den enkle, at partiernes opgaven med at stille op overalt er blevet meget mere overkommelig med først 275 og senest 98 kommuner.

Og når partierne stiller op overalt, forsvinder små lokale politiske nicher. Eksempelvis er der ikke længere grundlag for de tværsocialistiske lister, som i 1970'erne stillede op de steder, hvor SF, kommunisterne og de mange små venstrefløjspartier ikke stillede op. Lokallisterne møder nu skarpere modstand med en fuld palet af landsdækkende partiet i stort set samtlige kommuner.

Partistøtten gavner lokallisterne mindre
Partierne er for det tredje blev stærkere organisatoriske modstandere.

Den offentlige partistøtte, som blev indført i 1987, har styrket partierne i langt højere grad end lokallisterne. Partierne er siden 1980'erne blevet moderniseret og professionaliseret på en måde, som lokallisterne slet ikke har kunnet matche.

I første omgang var der ikke den store fordel, men med en kraftig stigning i støtten i 1996 blev især den nationale støtte sat op. I 2021 gives der 34,50 kroner per stemme ved et folketingsvalg mod kun 7,75 kroner per stemme ved kommunalvalg til partiet hvert år frem til næste valg.

Partierne modtager derfor tilsammen cirka 122 millioner kroner samt et tilsvarende beløb i gruppestøtte på Christiansborg. Den kommunale valgstøtte til de landsdækkende partier er cirka 24 millioner kroner.

Når to ud af tre kommuner slet ikke har lokallister indvalgt, kommer lokallisterne mere og mere til at fremstå som et fremmedelement eller en kuriositet

Roger Buch
Centerleder, forskningslektor og ph.d. cand.scient.pol. ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Alt i alt modtager partierne cirka 275 millioner kroner i offentlig støtte. Til sammenligning giver lokallisternes 124.912 stemmer ved kommunalvalget i 2017 kun knap en million årligt i partistøtte.

Lokallisterne er økonomiske pygmæer
Selv om partierne bruger hovedparten af deres midler på landspolitik, så bruger de også store midler på støtte til de lokale partiforeninger.

Især under kommunalvalg bruger landsorganisationerne store økonomiske og organisatoriske ressourcer på uddannelse af lokale kandidater, pjeceudkast, plakater og landsdækkende annoncering. Her overfor står lokallisterne som økonomiske pygmæer uden en stærk landsorganisation i ryggen. 

For det fjerde skyldes lokallisternes tilbagegang, at den vælgermæssige nedgang har fjernet de fleste af opmærksomhedsskabede borgmesterposter, hvilket bliver en selvforstærkende svækkelse af lokallisterne.

Lokallister får sværere ved at tiltrække vælgerne uden borgmestre, som viser, at lokallister også kan styre kommuner og bidrage til det lokale demokrati.

Når to ud af tre kommuner slet ikke har lokallister indvalgt, kommer lokallisterne mere og mere til at fremstå som et fremmedelement eller en kuriositet frem for den seriøse politisk medspiller, som de er mange steder.

Nyt terræn kan vindes
Der er altså mange gode grunde til, at lokallisterne har det svært. Lokallisternes nedtur er selvfølgelig ikke uendelig, da vælgeropslutningen ikke kan komme under nul.

Men lokallisterne kan stadig synke mere i vælgertal og politikere – og forsvinde helt fra endnu flere kommuner. Men lokallisterne vil næppe forsvinde fuldstændigt.

Stærke personligheder eller vigtige lokale politiske spørgsmål kan være platform for succes i enkelte kommuner. Der kan vindes nyt terræn. Måske kan Ishøj eller Tønder blive nye borgmesterposter for lokallisterne.

Tønder er det bedste bud, fordi ikke blot borgmester, men også halvdelen af Venstres gruppe fulgte med over i Tønder Listen. Ishøjlisten har kun fået to kommunalpolitikere med ud over borgmesteren.