Første kommune: Syddjurs forbyder al rygning for elever – også uden for skolen

RYGNING FORBUDT: Syddjurs bliver den første kommune, der forbyder al rygning for skoleelever. Også for elever, der forlader skolens område. ”Det er ikke formynderisk,” siger V-borgmester Claus Wistoft.  

Foto: Linda Kastrup/Scanpix
Anders Redder

Pilen peger mod en røgfri fremtid på skolerne i Syddjurs – og det allerede fra 1. august.

Her bliver den østjyske kommune Danmarks første til at indføre et totalt rygestop for alle elever i kommunens ti folkeskoler.

Det betyder, at eleverne efter sommerferien skal sanktioneres ved rygning. Det gælder også, hvis cigaretten er tændt uden for skolens område eller efter skoletid.

Det fortæller sundhedskonsulent i Syddjurs Kommune Marianne Ahrenkiel, der har været med til at udforme det snarlige rygestop.

Der kan være elever, der ser det som et overgreb. Og forældre, der synes, det er for drastisk. Men for mig at se er det ikke formynderisk.

Claus Wistoft (V)
Borgmester, Syddjurs Kommune

”Røgfri skoledag betyder, at det får konsekvenser, hvis man som folkeskolelev ryger. Første gang får man en advarsel, og derefter inddrages forældre, hvis det fortsætter,” siger hun.

Rygning sidestilles med alkohol og mobning
I Syddjurs bliver det op til den enkelte skole at bestemme, hvordan rygning skal sanktioneres.

Men fra kommunens side er der en forventning om, at overtrædelse af rygereglerne tages alvorligt.

”Det er en regel, der skal sættes på lige vilkår med at drikke alkohol eller mobning,” siger sundhedskonsulent Marianne Ahrenkiel.

Ifølge tal fra Kræftens Bekæmpelse har omkring hver anden elev prøvet at ryge i folkeskolen.

Samtidig viser en Epinion-undersøgelse for Kræftens Bekæmpelse, at der i det sidste år er kommet flere rygere i aldersgruppen 16-25 år. Her ryger 15 procent af de unge nu dagligt cigaretter.

Derfor er det ifølge projektchef i Kræftens Bekæmpelse, Niels Them Kjær, strengt nødvendigt, at der som i Syddjurs tages nye initiativer i kampen mod røgen.

”Totalt røgfri skoledage burde være en selvfølgelighed i hele landet, og vi tror og håber også, at flere kommuner vil gøre ligesom Syddjurs,” siger Niels Them Kjær.

Borgmester: Det er ikke formynderisk
I Syddjurs Kommune kommer rygeforbuddet ifølge sundhedskonsulent Marianne Ahrenkiel til at stå på tre ben: undervisning, forældreinddragelse og rygning forbudt.

Derfor er planen, at eleverne efter sommerferien sammen med deres forældre underskriver en kontrakt, hvori de lover ikke at ryge. Ikke bare i skoletiden, men i hele skoleåret.

Venstre-borgmester Claus Wistoft mener ikke, at kommunens nye tiltag går for langt i ikke-rygningens tegn.

”Som Venstre-mand er jeg af princip ikke vild med forbud. Men rygning er så evident en dræber, at vi tillader os at tage et markant standpunkt,” siger han.

Er det liberalt at få elever til at indgå en kontrakt, hvor de lover ikke at ryge. Også selvom de ikke er i skole?

”Det er liberalt at turde tage stilling til livsstils- og sundhedssygdomme, der påvirker vores fælles kasse. Der kan være elever, der ser det som et overgreb. Og forældre, der synes, det er for drastisk. Men for mig at se er det ikke formynderisk. Tværtimod - det er sund fornuft at hjælpe unge på vej mod et sundere og længere liv,” siger Claus Wistoft, der er ”stolt” af, at kommunen er landets første til at indføre røgfri skoletid.

Heller ikke sundhedskonsulent Marianne Ahrenkiel mener, at kommunen tager for drastiske midler i brug.

”Det er lov, at unge under 18 år ikke kan købe cigaretter. Vi lægger os sådan set bare i forlængelse af loven, når vi siger, at der ikke må ryges, mens man går i folkeskole.”

De fleste elever er 15-16 år, når de går ud af folkeskolen. Er det ikke en alder, hvor man skal tage sine egne valg?

”Problemet er jo, at det ikke kun er deres eget valg. Vi ved fra forskningen, at cigaretter er så afhængighedsskabende, at det kan være meget svært at sige fra, hvis først man begynder,” siger hun.

Forbud gælder også lærere
Syddjurs Kommune er en af 15 danske kommuner, hvor rygning er forbudt i arbejdstiden.

Den regel gælder alle kommunalt ansatte. Også folkeskolelærerne i Syddjurs, der siden 2014 har måttet vænne sig til røgfri arbejdsdage.

Med det nye rygestop gøres reglerne ens for elever og lærere, og det giver ifølge Kræftens Bekæmpelse god mening.

”Røgfri skoletid burde ifølge os være lovpligtigt. Hvis lærerne ikke må ryge, må eleverne heller ikke – det skaber en god rød tråd. Heldigvis oplever vi også, at kommunerne er lydhøre over for ideen. Og mange folkeskoler tager selv initiativ og bliver totalt røgfri,” siger Niels Them Kjær.

Også borgmester Claus Wistoft er glad for, at ikke-rygning efter sommerferien gælder lærere såvel som elever.

”Det var pudsigt, at vores lærere ikke måtte ryge, når nu eleverne i de ældre klasser kunne gøre det uden for skolens område. Det var et af de argumenter, vi i byrådet hæftede os ved, da vi besluttede at indføre røgfri skoletid,” siger han. 

Kræftens Bekæmpelse har ikke tal på, hvor mange skoler der landet over forbyder eleverne at ryge uden for skolens areal. Et kvalificeret skøn lyder ifølge Niels Them Kjær på 40-50 skoler, herunder fem i Københavns Kommune.

Udover Syddjurs Kommune har også Odense Kommune besluttet at indføre røgfri skoletid i alle byens folkeskoler. Det træder dog ifølge sundhedschefen i Odense, Sonja Serup Hansen, tidligst i kraft fra skolestart 2018.

Dokumentation

Her er kontrakten, som eleverne i Syddjurs Kommune sammen med forældrene skal underskrive efter sommerferien.

 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Wistoft

Viceborgmester (V), Syddjurs Kommune, formand, Midttrafik, bestyrelsesmedlem Tryghedsgruppen og Rosenfeldt Gods

0:000:00