S og DF er kommunalvalgets store tabere, mens V og K kæmper om den borgerlige førertrøje

I ugen efter kommunalvalget fyger det allerede med hurtige konklusioner om valgets tale, og hvad vi kan lære, men det er selvfølgelig alt for tidligt at gøre endeligt op. Men jeg vil alligevel prøve at komme med mine egne bud.

Det er især de store nederlag til Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, der har fået opmærksomhed. Ligesom Konservatives store fremgang har fået snakken om Søren Pape som den nye Poul Schlüter og måske endda kommende statsminister til at blusse op igen.

Dansk Folkeparti var valgets store taber. Mere end en halvering og nogenlunde på niveau med opkomlingen Nye Borgerlige. Kristian Thulesen Dahl meddelte straks, at han ville tage konsekvensen af dette hans fjerde valgnederlag og forlade formandsposten for partiet. Det har så den sidegevinst, at hans interne hovedrival, Morten Messerschmidt, selv må vælge, om han tør deltage i et formandsvalg, inden hans ankesag om svindel og dokumentfalsk er færdigbehandlet i Landsretten. Tag den, Messerschmidt. Thulesen Dahl græder nok tørre tårer.

Dansk Folkeparti er i en nedadgående spiral, der begyndte få dage efter den store valgsejr til folketingsvalget i 2015, hvor DF blev det største borgerlige parti. Men Thulesen Dahl rystede på hånden. Han turde ikke gribe ud efter magten. Vælgerne og medlemmerne blev skuffede.

S er såret, og næste folketingsvalg er mere åbent, end mange troede. 

Dernæst brugte han al sin tid på at 'strammer-washe' Mette Frederiksen og gøre plads til Pernille Vermund i sin iver efter at overtage Radikales rolle som midterpartiet, der bestemte det hele - når han da ikke lige havde travlt med at skyde alt ned fra Liberal Alliance, selv når partiet fik kæmpet DF-sager igennem i regeringen. Dermed fik han fortalt de venstreorienterede DF’ere, at de roligt kunne stemme S, og de højreorienterede DF’ere, at han ikke var rigtig borgerlig.

Thulesen Dahls endeligt på formandsposten var uundgåeligt. Han manglede bare et fordelagtigt tidspunkt, og det kom så med valgresultatet til kommunalvalget.

Socialdemokratiet er den anden store taber af kommunalvalget. Ikke så meget i borgmesterposter som i stemmer. Det er det dårligste valg i mands minde. Selvfølgelig er der undtagelser som de unge talentfulde borgmestre i Holbæk og Halsnæs. Men det er lys i mørket.

Generelt er det gået tilbage. Selv i de fleste højborge. Den mediemæssige elite har allerede konkluderet, at det skyldes storbybashing og manglende klimaambitioner, og man skal aldrig sige aldrig, men mit gæt er nu, at det mere er støjen fra de slettede mink-sms’er, der har givet et billede af en regering, som er parat til at gøre hvad som helst for at rede egen bagdel, der er skyld i det dårlige resultat.

I København mister Alternativet i hvert fald mere, end det Enhedslisten formår at samle op. Og de borgerlige vinder en ekstra fagborgmesterpost på grund af stor konservativ fremgang. Partiet, der gik til valg på flere parkeringspladser!

Mange taler om en rigsretssag som følge af minkskandalen. Jeg tillader mig at tvivle, men det kommer til at undergrave statsministerens og regeringens troværdighed. Det første resultat af det så vi 16. november. Indtil en måned før valget forventede alle fremgang, men nu blev det til hug til S. Nye tider.

Hos Konservative er der fest. Stor fremgang. Klart tredjestørste parti. Flere borgmesterposter. Fortællingen om et parti i fremgang kan fortsætte for fuld Pape Power.

Det hjælper selvfølgelig, at både V, DF og LA går tilbage. Så der er noget at tage af. Men det er, som om Pape og Konservative har fået sat sig som ét af de sidste ordentlige partier. V mister prominente medlemmer, DF er i opløsning, S fedter rundt i minksms’erne, R har #MeToo-problemer. Omgivet af kaos udstråler Papes rolige og muntre gemyt end ro og forudsigelighed, som mange godt kan savne. Måske ligefrem en snært af en verden af i går, inden den gik af lave.

Der er måske større potentiale for en Ellemann-liberalisme end først antaget.

Der var også fremgang til regeringens tre støttepartier. Hos SF og Enhedslisten præcis som forventet. Hos Radikale mere en overraskelse. Det bedste kommunalvalg hos det #MeToo-plagede midterparti siden 1974. En lettelsens suk kunne nok høres hjemme hos Sofie Carsten Nielsen, da stemmerne var talt op. Der er noget at bygge videre på.

Det samme har Venstres Jakob Ellemann-Jensen nok tænkt. Kun en mindre tilbagegang blev det til for Danmarks liberale parti. Og han har været sindssygt flittig i valgkampen, den gode Ellemann. Han var her og der og alle vegne. Mange har hæftet sig ved hans tidligere ministerkollega Eva Kjers nederlag i Kolding. Men måske var det mere interessant at se til Sønderborg, hvor tidligere undervisnings- og sundhedsminister Elle Trane Nørby næsten gik ti procentpoint frem. Det blev ikke til nogen borgmesterpost, men en positiv, moderne liberalisme kunne give V sin største fremgang i hele landet – og endda i den sydjyske storkreds. Der er måske større potentiale for en Ellemann-liberalisme end først antaget.

Så hvad kan vi lære?

For det første: S er såret, og næste folketingsvalg er mere åbent, end mange troede. 

For det andet: DF er i større problemer end hid til antaget. Det kan gå rigtigt galt.

For det tredje: Konservative er stadig på vej ind i kampen om førertrøjen, hvis blå blok vinder næste valg, men - og for det fjerde - Venstre er ikke slået af den blå trone endnu.