Sådan får du adgang til Altingets chatbot om Folkemødet

CHATBOT: Under Folkemødet giver Altinget dig flere gange dagligt nyheder, opdateringer og tips på Altingets nye chatbot, Albot. Læs her, hvordan du kommer i gang.

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Mette Pabst

Deltagere på årets folkemøde kan holde sig opdateret ved hjælp af Altingets nye chatbot, Albot. 

Albot er et nyt digitalt tiltag, der skal levere nyheder og tips i små beskedformer direkte på Messenger.

"Vi afprøver hele tiden nye måder at formidle politisk stof på. Chatbotten egner sig perfekt til en begivenhed som Folkemødet, så vi glæder os til at tænde for den," siger Jakob Nielsen, chefredaktør hos Altinget.

Gratis opdateringer og nyheder
Man vælger selv, om man ønsker at modtage nyheder fra Folkemødet, vejrudsigter, tips til dagens program eller idéer til, hvor der skal drikkes en øl om aftenen.

Det er let at tilmelde sig chatbotten. Gå ind på messenger og søg efter "Altinget Politiske Nyheder" - og tryk på start. Det er selvfølgelig helt gratis at følge Albot.

Chatbotten kan også tilgås ved at benytte følgende link, Altingets chatbot, og sende en privatbesked til chatbotten.

Det er Altingets strategi- og udviklingsafdeling, der står bag produktionen af Albot, og chatbotten skal kunne noget andet end traditionelle formidlingsformer.

"Chatbots er en anden og mere umiddelbar måde at ramme folk direkte på - og blive ramt, for vi kan jo også se, hvilke spørgsmål folk har," siger Mette Rosendahl, udviklingschef hos Altinget.

Det er endnu ikke besluttet, om Albot skal være en fast bestanddel af Altinget. Modtagelsen på Folkemødet skal være med til at afgøre Albots fremtid.

"Vi vil kigge på, hvordan brugerne interagerer med chatbotten, og evaluere derefter. Indtil videre regner vi med, den genopstår til kommunalvalget og kan fungere som en slags pop-up-bot, når vi har ekstra fokus på et emne," lyder det fra Mette Rosendahl.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00