Særlig rådgiver for Mette Frederiksen stopper

Sara Vad Sørensen, der er særlig rådgiver for statsminister Mette Frederiksen (S), har valgt at opsige sin stilling. Hun bliver afløst af Sofie Findling Andersen.

Sara Vad Sørensen, der siden folketingsvalget i 2019 har fungeret som Mette Frederiksens særlige rådgiver, har valgt at opsige sin stilling.
Sara Vad Sørensen, der siden folketingsvalget i 2019 har fungeret som Mette Frederiksens særlige rådgiver, har valgt at opsige sin stilling.Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Jon Michelsen

Mette Frederiksens (S) særlige rådgiver, Sara Vad Sørensen, har opsagt sin stilling.

Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Sara Vad Sørensen har de seneste otte år arbejdet for Mette Frederiksen.

Først som ministersekretær i Beskæftigelsesministeriet og siden som personlig assistent i Socialdemokratiet samt souschef for Socialdemokratiets politiske afdeling.

Efter Socialdemokratiets sejr ved folketingsvalget i 2019 blev Sara Vad Sørensen ansat som særlig rådgiver for statsministeren, hvor hun har fungeret siden.

Nu har hun valgt at opsige sin stilling efter knap et års barsel og dermed forlade statsministeren efter otte års samarbejde.

”Sara er et af de dygtigste mennesker, jeg har arbejdet sammen med. Hun besidder en stor faglig indsigt, der har været uvurderlig i forberedelsen af de politiske udspil, vi præsenterede før valget og efterfølgende i hendes rådgivning af regeringen,” udtaler statsminister Mette Frederiksen i meddelelsen og fortsætter:

”Derfor ærgrer det mig også, at Sara ikke kommer tilbage efter sin barsel. Samtidig glæder jeg mig til at fortsætte samarbejdet med Sofie og det politiske sekretariat i Statsministeriet.”

Barselsvikar bliver fast rådgiver

Siden oktober 2020 har Sara Vad Sørensen været på barsel. I den forbindelse blev Sofie Findling Andersen flyttet til Statsministeriet fra en stilling som særlig rådgiver for erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Sara Vad Sørensens exit betyder derfor, at Sofie Findling Andersen ikke længere vil bistå erhvervsministeren, men derimod fortsætte som Mette Frederiksens særlige rådgiver.

Sofie Findling Andersen blev ansat som særlig rådgiver i Erhvervsministeriet i august 2019, hvor hun tiltrådte fra en stilling som politisk konsulent i Socialdemokratiet. Derudover har hun tidligere været ansat som erhvervspolitisk konsulent i Dansk Erhverv.

Statsministeriets politiske sekretariat består fremover af stabschef Martin Justesen, særlig rådgiver Sofie Findling Andersen og særlig rådgiver Nana Zarthine Christensen.

Læs også

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sara Vad Sørensen

Analysechef, Danfoss
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2013)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Sofie Findling

Underdirektør for Erhvervspolitik og Analyse, Dansk Erhverv
Msc. International Business & Politics (CBS)

0:000:00