David Trads: Selvfølgelig må politikere skifte parti

Vi skal lære af de største, så lad mig begynde med Winston Churchill:

Manden, der sikrede demokratiet i det 20. århundrede, da fascismen og nazismen var tæt på at vinde Anden Verdenskrig, var en partihopper af Guds nåde:

I de næsten syv årtier, han sad i det britiske parlament, skiftede han parti tre gange – først konservativ, så liberal, så konservativ igen. Hans kolleger var ofte i alarmberedskab – for han signalerede tit, at han kunne finde på at skifte igen, hvis partiet ikke makkede ret.

Churchill så det helt anderledes: Han understregede ofte, at for at skabe fremskridt må man være villig til at skifte politik, og for at blive perfekt, må man skifte ofte. Hans berømte citat lyder:

”Nogle mennesker skifter parti, fordi de tager hensyn til deres egne principper. Andre skifter deres principper, fordi de tager hensyn til deres parti."

Andre mennesker så knap så pragmatisk på det. De anklagede Churchill for at være flintrende ligeglad med partier, som han angiveligt følte sig hævet over. På britisk kaldes partihop nedværdigende ’ratting’ – altså at opføre sig som en rotte. Ingen vil være en rotte.

Lige nu er Folketinget og kommunalbestyrelserne fuld af politikere, som har forladt det parti, de blev valgt for – ja, faktisk har der aldrig været så mange: 11 folketingsmedlemmer har vendt deres parti ryggen. En ud af 16 valgte. 105 byrådsmedlemmer har også sagt farvel til deres parti. En ud af 25 valgte.

Det er op til vælgerne at tage stilling til hver enkelt kandidat ved det næste valg. Sådan er det

David Trads
Kommentarskribent

Vi husker, at folketingsmedlemmer i henhold til Grundloven kun er valgt i egen ret, og at partier slet ikke eksisterer der. Vi ved også, at vi som vælgere nok både stemmer på en kandidat, fordi vi har tillid til personen og til partiet. Det er en kombination.

Vi ved også, at vælgere som sådan er meget lidt loyale over for det parti, de stemmer på. Tænk bare på Venstre, der i meningsmålinger lige nu står til at tabe halvdelen af dem, der stemte på dem i juni 2019. Sådan cirka 350.000 vælgere siger netop nu farvel til partiet.

Den stærke loyalitet, der plejede at være hos dem, man kalder ’kernevælgere’, er i dag i forvitring. Partier hopper op og ned i målinger og ved valg på niveauer, vi ikke plejede at opleve. Det understreger Churchills pointe om, at det er helt ok at skifte parti.

Hvis vi nu hver især tænker på os selv og vores egen stemmeafgivning gennem årene, vil i hvert fald mange af os opleve, at vi ikke altid har stemt på samme parti. Selv de af os, som er eller har været medlem af et parti, er ikke altid lige begejstrede for det. Ting ændrer sig. Vi ændrer os.

Engang var jeg selv nem at forarge, når jeg så en partihopper, men det er jeg ikke længere. Jeg tænker ikke, at Jakob Ellemann-Jensen er en dårligere Venstre-mand, fordi han i sin tid var begejstret for Ny Alliance; at Astrid Krag er en ringe S-minister, fordi hun engang var SF’er; at Pernille Vermund er utroværdig som leder af Nye Borgerlige, fordi hun tidligere var konservativ; at Rasmus Nordqvist er en svag SF’er, fordi han var fra Alternative; et cetera.

Det er op til vælgerne at tage stilling til hver enkelt kandidat ved det næste valg. Sådan er det:

Da Ida Auken eksempelvis skiftede fra SF til De Radikale, blev hun endnu mere populær hos vælgerne, og nu, hvor hun er skiftet til S, får vælgerne igen chancen for at bedømme hende. Det samme gælder for eksempel Marcus Knuth, som gik fra Venstre til De Konservative. Hvis Lars Løkke Rasmussen stifter et nyt parti, gælder samme logik.

Når vælgere må skifte parti, gælder det selvfølgelig også politikerne. Den dag krydset skal sættes – til kommunalvalg, regionsvalg eller folketingsvalg – må vi hver især afgøre, om vi synes, at politikeres skift er ok. Det er op til os.