SF afviser tilbagebetaling af milliarder til virksomhederne

AFVISNING: Virksomhederne har svigtet deres ansvar for at efteruddanne medarbejdere med AMU-kurser. Derfor kan de glemme alt om at få penge igen, mener SF, der i stedet vil bruge pengene til trepartsforhandlingerne.

Foto: Malte Kristiansen/Scanpix
Emma Qvirin Holst

Virksomhederne har forpasset deres mulighed for at få adgang til de 2,6 milliarder kroner, der lige nu er ophobet på en konto i Undervisningsministeriet.

Det mener SF.

Milliarderne har staten opkrævet fra virksomhederne til voksen- og efteruddannelse, men brugen af AMU-kurser er faldet markant, og derfor står midlerne ubrugte hen på en konto. Og det får virksomhederne til at kræve pengene tilbage.

”Vi mener grundlæggende, at det er virksomhedernes penge,” siger DA's uddannelses- og integrationschef, Jannik Bay, til Altinget.

Læs også: Milliarder til uddannelse hober sig op

Men det kan de glemme alt om, siger SF's beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge. Ifølge ham har virksomhederne svigtet deres ansvar for opkvalificere arbejdskraften, og derfor skal staten beholde pengene og løse den opgave.

”Det er ikke første gang, vi ser, at virksomhederne ikke lever op til deres ansvar. Derfor må vi jo gøre det for dem,” siger Karsten Hønge til Altinget.

Milliarder til trepartsforhandlinger
Helt konkret vil Karsten Hønge bruge pengene i trepartsforhandlingerne, hvor de kan bruges til opkvalificere ufaglærte til at blive faglærte.

”I fremtiden vil der være for mange ufaglærte og for få faglærte. Derfor vil disse 2,6 milliarder kroner være en investering i fremtiden. Vi vil kunne hjælpe rigtig mange ufaglærte lønmodtagere ved at uddanne dem til fremtidens arbejdsmarked," siger Karsten Hønge.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) erkender, at ophobningen af milliarderne er problematisk, og at der skal findes en løsning i forbindelse med trepartsforhandlingerne.

”I løbet af foråret starter trepartsforhandlingerne om voksen- og efteruddannelse, og i den forbindelse vil regeringen sætte sig sammen med arbejdsmarkedets parter for at finde ud, hvordan vi bedst muligt får gavn af de mange penge, der står på opsparingen,” lyder det i et skriftligt svar fra undervisningsministeren til Altinget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00