Sosserne har mistet rollen som Danmarks sidste folkeparti

Epoken for brede folkepartier synes forbi.

Det hurtigt voksende antal partier forsøger hver især at pleje stadig snævrere vælgergruppers interesser, ofte forstærket af en fragmenteret medieudvikling, hvor skarpt adskilte segmenter knap nok bemærker andres synspunkter.

Ingen partier evner længere for alvor at appellere på tværs, heller ikke Socialdemokratiet, som ellers har haft en selvopfattelse som Danmarks sidste folkeparti. Men det er slut nu.

Socialdemokratiets historisk dårlige resultat ved sidste uges kommunal- og regionsrådsvalg har gjort det tydeligt, hvor svært regeringspartiet i dag har ved at favne til gaden og gården, både til storbyerne og landdistrikterne.

Forklaringen er enkel: Socialdemokratiet har udviklet sig til et stadig mere afgrænset interesseparti, der primært appellerer til lønmodtagere med kortere uddannelser og lavere lønninger. Andre vælgere søger derfor mod andre partier.

I perioden med Mette Frederiksen som formand har Socialdemokratiet på den ene side fået skærpet sin profil betydeligt, og mange klassiske arbejdervælgere har tydeligvis ladet sig begejstre af det gennemførte og målrettede fokus på folk med jævne indkomster og lange arbejdsliv.

Særligt arnepensionen står som et stærkt symbol på en ny og mere socialt bevidst prioritering af de mange og ældre hårdtarbejdende lønmodtagere uden friværdier.

Men satsningen på igen at blive et rendyrket arbejderklasseparti har også haft sine omkostninger. For på den anden siden er Socialdemokratiet begyndt at frastøde de vælgergrupper, som ikke umiddelbart kan se sig selv i den arbejderistiske skabelon.

Nedturen i landets fire største byer taler for sig selv: Tendensen fra sidste folketingsvalg er blevet accelereret, og Socialdemokratiet har mistet yderligere terræn blandt de befolkningsgrupper, der i dag bor i de største byer, fra unge studerende til højtuddannede funktionærer.

Som i en slags leverpostejfarvet kulturrevolution fremstår Socialdemokratiets projekt som et revanchistisk forsøg på at flytte provinsens og forstædernes normer ind til storbyerne og tvinge de unge og det dekadente parnas til at lytte til supermarkedsmuzak og spise røde pølser

Lars Trier Mogensen
Kommentarskribent

Modsat tidligere, hvor Socialdemokratiet reelt evnede at indtage rollen som brobygger mellem forskellige socialklasse – og formåede at vedligeholde et solidt fundament som folkeparti ved at favne arbejdsmænd og akademikere, høj og lav, tykke og tynde – er spektret ved at blive indsnævret.

S-regeringen har først og fremmest plejet ét enkelt, men dog stort vælgersegment.

Med fortsat opbakning fra mere end hver fjerde vælger har Socialdemokratiet selv sagt stadig fat i en broget skare, også mere socialt sammensat end de fleste andre partier. Men forestillingen om Socialdemokratiet som et fælles folkeparti for alle er ved at gå i opløsning. Og det er langt fra tilfældigt.

Belært af de bitre valgnederlag i 00'erne og særligt tabet af regeringsmagten ved folketingsvalget i 2015 har S-regeringen under statsminister Mette Frederiksen med stor præcision fokuseret på vinde frafaldne arbejdervælgere tilbage og samtidig konsolidere sig blandt de lønmodtagere, som har følt, at Socialdemokratiet i alt for mange år har været styret af privilegerede karrierepolitikere uden fornemmelse for hverdagen på gulvet og uden for storbyerne.

Missionen er lykkes. I hvert fald i første runde. Ingen kan længere være i tvivl om, at Socialdemokratiet i dag prioriterer netop lønmodtagere med kortere uddannelser og lavere lønninger.

Anført af tænksomme ideologer som indenrigsminister Kaare Dybvad (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) er S-regeringen trådt i karakter med et politisk projekt, som både symbolsk og konkret sigter med at vende en skævvredet udvikling, hvor kløften mellem arbejdere og funktionærer er vokset.

Ved at stramme udlændingepolitikken og samtidig distancere sig fra kloge-Åge'er fra det videregående uddannelsessystem har Mette Frederiksen knust Dansk Folkeparti, og ved folketingsvalget i 2019 blev Socialdemokratiet igen det største parti blandt arbejdervælgere.

Man skal helt tilbage til 1990'erne for at genfinde en periode, hvor sosserne stod så stærkt og dominerende blandt ufaglærte og erhvervsfagligt uddannede, som partiet gør i dag.

Politik er imidlertid et nulsumsspil. I takt med at Socialdemokratiets profil er blevet mere entydig eller "klasseren," om man vil, er det gradvist blevet sværere at appellere til den voksende del af befolkningen, som har længere uddannelser og derfor ofte bor i de større byer, hvor de mest vidensintensive brancher er placeret.

Storbyvælgerne har hurtigt afkodet strategien og er tilsyneladende blevet forstemte

Lars Trier Mogensen
Kommentarskribent

Den aftagende appel handler ikke kun om økonomisk interessevaretagelse, men i høj grad også om kulturel identitet. For at rendyrke den arbejderistiske profil har den socialdemokratiske partitop promoveret en ny form for kulturkamp, som på nogle strækninger kan minde om Anders Fogh Rasmussens gamle opgør med "smagsdommere" og den "kreative klasse", men som er blevet effektivt suppleret med et demonstrativ discountkulturelt udtryk i form af blandt andet makrelmadder og håndboldromantik.

Besyngelsen af det antielitære og usnobbede har utvivlsomt virket. I målgruppen er det gået rent hjem, når Mette Frederiksen eksempelvis har rykket sin 1. maj-tale væk fra Fælledparken i København og ud til et lille kolonihavehus i Aalborg. Markedsføringen har fungeret, og kernevælgere virker til at have fanget budskabet om, at bingo er lige så vigtigt som opera. 

Ledetråden har været en gammel kongstanke hos Sveriges tidligere S-statsminister, Olof Palme. Blot vendt på hovedet. Han udtalte berømt, at kunstnere da godt kunne få økonomisk støtte, hvis blot de til gengæld var villige til at tage ud til forstæderne og fornemme livet blandt hverdagens helte i folkhemmet. Ellers kunne det være lige meget, og denne sidste konklusion synes at være blevet udfaldet hos tidens danske socialdemokrater.

Ved at distancere sig fra kultureliten og akademikeroverklassen håber man at kunne komme tættere på arbejdervælgerne.

Som i en slags leverpostejfarvet kulturrevolution fremstår Socialdemokratiets projekt som et revanchistisk forsøg på at flytte provinsens og forstædernes normer ind til storbyerne og tvinge de unge og det dekadente parnas til at lytte til supermarkedsmuzak og spise røde pølser.

For Socialdemokratiet er det således i dag blevet en politisk markør at stå i opposition til dem, der foretrækker storbyens kulørte cocktails af vegansk gourmetmad, flydende kønsidentiteter og multikulturel kosmopolitisme. Det virker til at være en bevidst strategi at provokere dem, som kunne kaldes for "storbytosserne".

Når socialdemokrater angriber forskere for at være for aktivistiske; når de lægger afstand til såkaldt "wokeness-prægede parallelsamfund"; og ikke mindst, når regeringspartiet stiller sig i spidsen for lukningen af tusindvis af studiepladser på landets største universiteter, ja, så udvirker det en forventelig modreaktion fra indignerede og krukkede storbytyper, som repræsenterer alt det, som Socialdemokratiet gerne vil signalere at være en ukompliceret kontrast til.

Men triumfen har altså en bagside. Storbyvælgerne har hurtigt afkodet strategien og er tilsyneladende blevet forstemte.

Ligesom det heller ikke i sin tid var en heldig idé at udskamme "landsbytosserne" – dem, der stemte på først Fremskridtspartiet og siden Dansk Folkeparti – har det også kontante konsekvenser, når Socialdemokratiet i dag lægger afstand til storbyerne.

Flugten fra Socialdemokratiet ser tilmed også ud til at have ført mange vælgere over til såvel De Radikale som De Konservative i de større byer, og dét kan for alvor blive et problem, hvis mønsteret gentager sig ved næste folketingsvalg. Tabet af storbyerne kan på længere sigt forskubbe balancen mellem blokkene.

Socialdemokratiet er i gang med at skrumpe, og efter kommunalvalget var der også flere S-borgmestre fra de største byer, som advarede om udviklingen.

For Socialdemokratiet er det således i dag blevet en politisk markør at stå i opposition til dem, der foretrækker storbyens kulørte cocktails af vegansk gourmetmad, flydende kønsidentiteter og multikulturel kosmopolitisme

Lars Trier Mogensen
Kommentarskribent

Eksempelvis Odenses socialdemokratiske borgmester, Peter Rahbæk Juel, som kunne både se sit eget personlige stemmetal blive mere end halveret og partiet skåret ned med 10,5 procentpoint:

"Når man kan se, at der er den tendens, at vi er gået tilbage i alle fire store byer, så bør det også for os som socialdemokrater, både lokalt og nationalt, kalde på en grundig evaluering af, hvad der er gået galt. Har man den politik på hylden, der skal til for at ramme unge byboere?".

Samme bekymring kommer fra Aalborgs S-borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, som også fik halveret sit personlige stemmetal:

"Den politik, hvor man gør meget ud af at flytte uddannelsespladser ud og sætte andre tiltag i gang for at styrke udkanten, har brug for en revidering i forhold til, hvordan de store byer skal klare at udvikle sig," lød det lettere desperat efter valgnederlaget:

"Jeg synes, Socialdemokratiet skal bruge noget tid til at tænke over, hvad det er for en politik, de har til storbyens vælgere. Jeg kan se, at vi er gået rigtigt meget tilbage dér, hvor der bor mange unge," sagde Thomas Kastrup-Larsen til DR, og han er vel at mærke borgmester i Mette Frederiksens egen hjemby og valgkreds.

Arbejderismen kan have sejret ad helvede til. Selv om tabet af storbyvælgerne i første runde var en kalkuleret krigsskadeomkostning for at vinde kulturkampen om arbejdervælgerne, kan prisen vise sig at blive høj i næste runde.

Uden den vælgermæssige magtbastion, som de største byer historisk set har udgjort for Socialdemokratiet, kan Mette Frederiksen langt fra vide sig sikker på at kunne videreføre sin etpartiregering.