Støjberg har lige så meget brug for DF, som DF har for Støjberg

I dag har Rigsrettens anklagere i deres afsluttende procedure krævet Inger Støjberg idømt en fængselsstraf for som minister at have overtrådt ministeransvarlighedsloven. Anklagerne påstår, at Støjberg handlede groft uagtsomt og iværksatte samt fastholdt en ulovlig ordning, der adskilte asylpar, hvor den ene part var mindreårig.

Støjberg og hendes forsvarere mener naturligvis, at der omvendt bør ske frifindelse. Inden jul ved vi, hvad Rigsrettens dommere når frem til.

Men uanset Rigsrettens udfald tyder alt på, at Støjberg kan fortsætte sin politiske karriere i Dansk Folkeparti. I det stærkt kriseramte og nødlidende parti, der nærmest dag for dag bliver mindre og mindre, klynger der sig et håb til den tidligere udlændinge- og integrationsminister som den store Jeanne D’Arc, der frelser partiet fra at brænde ned.

De efterhånden mange fløje, der har åbenbaret sig i DF, mens krisen kradsede, kan samles om én ting: Den totale opbakning til Støjberg og en helt blank afvisning af Instrukskommissionens konklusioner, der i januar skabte grundlaget for, at Rigsretten blev nedsat. DF stemte sammen med i alt 30 folketingsmedlemmer imod Rigsretten. De øvrige nej-stemmere var Nye Borgerlige, Lars Løkke og otte medlemmer af Venstre plus Støjberg selv.

I kampen om, hvem der skal efterfølge Kristian Thulesen Dahl som DF's nye formand, kan man derfor se helt bort fra Rigsrettens afgørelse, medmindre Støjberg selv tillægger den en betydning for sin beslutning, som ingen endnu kender. Når Støjberg så længe har udskudt spørgsmålet om medlemskab af DF, som har været et brændende ønske fra hele partiet og ikke mindst Thulesen Dahl selv, så må det dog hænge sammen med, at hun alligevel tillægger Rigsretten en betydning for sin egen politiske fremtid. Men hvilken?

Almindeligvis ville mange nok forestille sig, at en dom var ensbetydende med et farvel til politik. Men det ville bryde med Støjbergs hidtidige stil, hvor hun har mobiliseret vælgere imod, at Rigsretten blev nedsat, og skabt et martyrium for dele af højrefløjen, der har købt hele hendes fortælling om, at sagen handler om hendes modstand mod "barnebrude". Det afføder rimeligvis stærkere følelser, end at hun beordrer sin administration til at administrere imod lovgivningen på området.

Hvilken karriere venter der i øvrigt Støjberg, hvis hun forlod politik? Hun har ingen større erhvervserfaring, selvom hun har taget en grad i offentlig forvaltning. Det er meget længe siden, hun arbejdede som journalist og skrev en bog om det musikalske ægtepar Sussi og Leo.

Det står klart, at politik ikke bare er hendes kald, fra hun var helt ung - det er også hendes levebrød. Der er ingen anden udvej, end at hun må fortsætte karrieren der, hvor det kan lade sig gøre. Og det eneste sted, hvor hun er rigtig velkommen og i alle tilfælde vil blive båret ind på skjolde, er naturligvis DF.

Men var en fremtid i DF dét, som Støjberg håbede på? Næppe. Støjberg kender til magt og ved, hvordan den forvaltes. Hun ved om nogen, at politik er noget, der foregår i ministerierne og ikke ovenpå en ølkasse til et foreningsmøde i Jylland en kold og mørk vinteraften med et behersket fremmøde.

Dem, der kender Støjberg godt, identificerer hende som tæt på en klassisk venstremand. En noget højredrejet udgave af slagsen, der er skeptisk over for bevidstløs fortsat udbygning af velfærdsstaten og tilhænger af selveje, selvbestemmelse og lavere skat, og som ikke er pjattet med ny regulering. Sådan, som folk nu er i landbrugskredse i Jylland. Man er ikke knusforelsket i EU, men accepterer, at det nu engang er rammen, der sikrer et frit marked for produkterne og leverer landbrugsstøtte oveni. Man fødes desuden med det syn på livet, at socialdemokrater er den politiske hovedfjende.

Hvad er DF i dag under Thulesen Dahl? Man vil ud af EU. S er nogen, man gerne vil lege med. Engang sagde man åbent, at man forestillede sig en regeringskoalition mellem DF og S. Dyrevelfærd vejer tungere end dyreproduktion. Velfærdsstaten skal helst udbygges. Love og regler skal være så stramme som overhovedet muligt. Det gælder ikke mindst kommunerne, der skal lægges i et jerngreb og styres fra Christiansborg. Det samme gælder sundhedspolitikken, der også helst skal styres centralt fremfor overlades til regionerne.

Når det gælder alt andet end udlændingepolitik, har Støjberg hidtil i sin politiske karriere stået et helt andet sted end der, hvor Thulesen Dahl har flyttet DF hen i dag.

Men Paris er som bekendt en messe værd, som den senere franske konge Henrik af Navarra bemærkede, da han forlod sin protestantiske tro for at blive katolik, hvilket gav ham adgang til den franske trone. Det samme ideologiske sporskifte kan Støjberg foretage sig, uden det i første omgang får den store betydning. Alle ser det i Støjberg, som de vil se.

Støjberg er ikke DF's formand endnu. Men det er svært at se, hvem det ellers skulle blive i stedet for hende.

Martin Henriksen? Han er alt andet end en samlende figur i sit eget parti med stærke modstandere som Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt. Det kan godt være, at han vandt et hovedbestyrelsesvalg, men et kampvalg mod Messerschmidt vil han formentlig tabe. I dag er han ikke engang medlem af Folketinget.

Uanset, hvordan det kommer til at gå i Rigsretten, så står én ting helt klart: Støjberg kommer aldrig i nærheden af en ministertaburet igen

Jarl Cordua

Messerschmidt? Han bliver formentlig formand, hvis ikke Støjberg – imod min forventning – melder sig. Der er ikke andre.

Valget vil kaste DF ud i en ny krise, når landsretten, som stort set alle andre end Messerschmidt selv forventer, igen dømmer ham for fusk med EU-bilag. Det vil i øvrigt udløse hans afgang fra Folketinget, som hidtil har kendt folketingsmedlemmer, som har fået en dom, for uværdige.

Det er ikke set før, at nogen leder et parti som formand, mens man er kendt uværdig til at sidde i Folketinget. Det vil helt sikkert fylde noget i valgkampen. Det er et sats på, at DF-vælgere er ligeglade med, hvad to retsinstanser har sagt om deres formand. Det vil nok få nogle af dem til at gå uden om DF, og det er svært at se, hvordan DF igen skal kunne få fremgang, når formanden medbringer denne baggage.

Der tales om en alliance i DF mellem europaparlamentsmedlem Peter Kofod og Messerschmidt, hvor Kofod som ny næstformand kunne hoppe ind som formand, hvis eller når landsretten stadfæster byrettens dom.

Det er muligvis en udvej, hvor Kofod både kan præsentere en ren straffeattest og er uden den store skyld for fortidens blamage. Han vil være et nyt, friskt pust, men også temmelig ung og uerfaren. Også han er blottet for erhvervserfaring andre steder fra end politik. Det er i øvrigt en skæbne han deler med næsten hele DF's ledelse. De har ikke lavet andet end politik i hele deres voksne liv, og de kan næppe opretholde en levefod på samme niveau, hvis DF lukker og slukker, som nogle iagttagere allerede spår, er fremtidsudsigterne for partiet.

Kofod risikerer, at ingen – heller ikke hans egne – vil tage ham alvorligt som formand. Det er ikke det bedste udgangspunkt i et parti, der indimellem kræver hård topstyring.

Logikken er klar: DF kan med Støjberg få en formand, som alle kan bakke op om, og som kan bilægge de interne politiske såvel som personlige stridigheder, som, offentligheden har set, er brudt ud i lys lue, mens krisen har udviklet sig i partiet.

Jo længere balladen varer, jo mere forstærkes krisen, og det øger risikoen for, at medlemmer og vælgere falder fra. Lige nu ligger DF faktisk stabilt på cirka seks procent. Det er stadigvæk noget højere, end andre kriseramte partier som LA og K lå på, da det så værst ud.

Støjberg har også brug for DF. Der er lukket hos Venstre. Ellemann har med det veloverståede kommunalvalg lige vundet fire år mere. Hun bliver ikke lukket ind i varmen igen, efter hun brændte alt ned efter sig på vej ud af partiet sidste år. I denne uge viste Voxmeter endda en måling, hvor V lå på samme niveau, cirka 17,5 procent, som i december sidste år – lige før den store nedtur.

Når det gælder alt andet end udlændingepolitik, har Støjberg hidtil i sin politiske karriere stået et helt andet sted end der, hvor Thulesen Dahl har flyttet DF hen i dag.  

Jarl Cordua

Konservative fik et forrygende kommunalvalg og ligger også godt i meningsmålingerne. Ved at invitere en eventuelt frikendt Støjberg ind, åbner man Pandoras æske med ballade. Ikke alle konservative er store fans af hende. Og som det også bemærkes: "Hun fylder meget".  Pape vil formentlig skulle bruge tid på at skulle forholde sig til Støjbergs provokerende meldinger, hvis hun bliver nyt medlem af folketingsgruppen. Det er nok bedre at lade hende blive udenfor og satse på, at hun som formand for DF til sin tid vil pege på Pape som ny statsminister fremfor Ellemann, der i Venstre blev hendes banemand.

Nye Borgerlige? Her har Pernille Vermund det samme problem som K: Er partiet stort nok til at skulle rumme Vermund og Støjberg? Hvor mange udlændingeordfører kan det parti have? Skal Vermund pludselig dele magten med Støjberg? Hvorfor skulle hun det?

I DF får Støjberg alle muligheder, men hun arver også ansvaret. Hvor skal DF ligge? Skal det udvikle sig til et traditionelt højrefløjsparti, eller skal man fortsætte stilen under Thulesen Dahl?

Efter alt at dømme er Støjberg som formand dårligt nyt for Mette Frederiksen. Det vil formentlig afslutte epoken, hvor DF og S kunne finde sammen. Thulesen Dahls ihærdighed for at udstille og drille de radikale og stemme sammen med rød blok eksempelvis om boliglovgivning er formentlig fortid. Det ligner en tilbagevenden til en position, hvor DF er protestparti ligesom Nye Borgerlige, der kan minde om Fremskridtspartiet, da Pia Kjærsgaard havde allermest kontrol med det parti.

Det vil i øvrigt være godt nyt for både Ellemann og Søren Pape, at de ikke længere behøver at skulle bekymre sig om, at DF's formand kan finde på at lave aftaler med rød blok udenom blå blok. Det bliver et nyt DF med mindre politisk indflydelse og præget af flere ølkassetaler, hvor udlændingepolitikken kommer til at dominere.

Og det er egentlig her, Støjberg står i et dilemma: For hun ved om nogen, at det er som medlem af en regering, at man har indflydelsen. Og uanset, hvordan det kommer til at gå i Rigsretten, så står én ting helt klart: Støjberg kommer aldrig i nærheden af en ministertaburet igen. Det vil ingen regeringschef turde udsætte sig selv for.