Støjberg til EU: Tillad forlængelse af grænsekontrollen

SCHENGEN: I et brev til EU-Kommissionen anmoder udlændingeminister Inger Støjberg (V) om, at EU tillader, at den midlertidige grænsekontrol forlænges endnu en gang. Efter topmøde i Bruxelles tror regeringen på opbakning fra de andre EU-lande.

Inger Støjberg (i midten) sammen med EU's kommissær for indre anliggender, Dimitris Avramopoulos (til højre). Det er op til EU-Kommissionen at foreslå en forlængelse af Danmarks grænsekontrol.
Inger Støjberg (i midten) sammen med EU's kommissær for indre anliggender, Dimitris Avramopoulos (til højre). Det er op til EU-Kommissionen at foreslå en forlængelse af Danmarks grænsekontrol.Foto: European Union
Emma Qvirin Holst

BRUXELLES: Danmarks midlertidige grænsekontrol skal forlænges endnu en gang, når den udløber 12. november.

Det mener udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V), der i et brev til EU-Kommissionen beder om tilladelse til fortsætte kontrollen. 

”Så længe der ikke er styr på EU’s ydre grænser, skal vi selv kunne kontrollere, hvem der krydser den danske grænse,” siger Inger Støjberg i en pressemeddelelse og fortsætter:

”Vi kan se tusindvis af flygtninge og migranter søge denne vej, og samtidig giver rækken af terrorangreb rundt i Europa anledning til stor bekymring for, at terrorister gemmer sig i flygtninge- og migrantstrømmen.”

Derfor har jeg de allerbedste forventninger om, at vi i god dialog med Kommissionen inden 12. november får opbakning til forlængelse.

Lars Løkke Rasmussen (V)
Statsminister

Brevet til EU-Kommissionen bærer underskrifter fra fire ministerkollegaer fra Sverige, Tyskland, Østrig og Norge. De fire lande har også indført midlertidig grænsekontrol.

I brevet, der blev sendt til Bruxelles torsdag, anerkender ministrene, at antallet af flygtninge, der ankommer til Grækenland, er dalet siden EU’s seneste indsatser med blandt andet EU-Tyrkiet aftalen.

Men de fem ministre mener stadig, at flygtninge- og migrantsituationen giver anledning til bekymring.

”Generelt er situationen fortsat ekstremt volatil og svær at forudse, særligt da den centrale middelhavsrute fortsat giver grund til bekymring. Uden intern grænsekontrol truer dette funktionen af Schengen-området og udgør generelt en seriøs risiko for offentlig orden og sikkerhed, set fra vores synspunkt,” skriver ministrene i deres brev til EU-Kommissionen.

Løkke tror på tilladelse
Ifølge Schengen-reglerne er det EU-Kommissionen, der formelt skal foreslå en forlængelse af den midlertidige grænsekontrol. Derefter skal det godkendes af EU-landene.

Når det kommer til medlemslandenes villighed til at blåstemple en forlængelse, er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) optimistisk. Det skyldes de konklusioner, der kom ud af et topmøde mellem EU’s stats- og regeringschefer torsdag aften.

I en erklæring siger EU-lederne, at unionen skal arbejde mod at afskaffe den midlertidige grænsekontrol og vende tilbage til det grænseløse Schengen-samarbejde. Men de understreger samtidig, at det skal ske ved ”at justere den midlertidige indre grænsekontrol til at afspejle de aktuelle behov”, indtil EU's ydre grænser er sikret tilstrækkeligt.

”Derfor har jeg de allerbedste forventninger om, at vi i god dialog med Kommissionen inden 12. november får opbakning til forlængelse,” siger Lars Løkke Rasmussen efter topmødet i Bruxelles.

Tidligere i oktober sagde EU’s kommissær for indre anliggender, Dimitris Avramopoulos, om Danmarks mulighed for at få tilladelsen:

”Hvis det kan retfærdiggøres, vil tilladelsen blive givet.”

Læs de fem ministres brev til EU-Kommissionen her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00