Kommentar af 
David Trads

Støjberg vil gøre Dansk Folkeparti stort igen

Dansk Folkeparti gør parat til kroningen af dets nye dronning, og nu skal Støjberg bare gøre op med sig selv, om hun vil tage skridtet. Der er gode odds for, at hun siger ja tak. 

Støjberg vil som eventuel ny leder af DF få et fænomenalt afsæt. Og hun vil have alle chancer for at få succes, skriver David Trads. 
Støjberg vil som eventuel ny leder af DF få et fænomenalt afsæt. Og hun vil have alle chancer for at få succes, skriver David Trads. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
David Trads
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Prøv lige engang at se på de her fire fakta – og du vil forstå, hvorfor Dansk Folkeparti folder deres hænder i bøn og beder til, at Inger Støjberg bliver dets nye formand:

Et: Ved folketingsvalget i 2019 fik Støjberg 28.420 personlige stemmer, hvilket gjorde hende til landes fjerdemest populære.

To: På Facebook, det sociale medie med suverænt størst rækkevidde, har hun 193.642 følgere. Kun statsministeren overgår hende.

Tre: Den hjemmeside, hun for nyligt oprettede – inger.dk – skal man betale for at tilgå. Der er, ifølge mine oplysninger, rigeligt til at gøre det til en god forretning.

Fire: Som meget få politikere er hun så stort et brand, at hun simpelthen bare hedder ’Inger’. Kun få når den status, at efternavnet er unødvendigt.

Der er næsten ingen i dansk politik, som matcher Støjbergs evne til at sætte en dagsorden og få folk til at bakke op om hende.

David Trads

Summen af kardemommen er åbenlys:

Der er næsten ingen i dansk politik, som matcher Støjbergs evne til at sætte en dagsorden og få folk til at bakke op om hende. Hendes evne til at skære ind til benet i en debat – næsten altid på udlændingeområdet – er enestående. Det er den bedste valuta i politik.

Den flirt, som Dansk Folkepartis ledende medlemmer har haft med Støjberg – i virkeligheden altid, men med stadig stigende intensitet siden hendes exit fra Venstre i februar i år – er blevet fuldkommen skamløs de seneste døgn:

Kristian Thulesen-Dahl, den afgående formand, Pia Kjærsgaard, den oprindelige stifter, Morten Messerschmidt, det engang så store håb, og, ja, massevis af tillidsfolk i partiet, nærmest trygler og beder Støjberg om at gå efter posten som ny leder.

Tiltroen til, at Støjberg med et trylleslag vil gøre partiet stort igen – Make Dansk Folkeparti Great Again – er kolossal. I det segment, som partiet skal høste stemmer hos, har hun samme høje troværdighed som Pia Kjærsgaard og Pernille Vermund, lederen af Nye Borgerlige.

Den krise, som DF lige nu er lammet af – senest med katastrofen ved kommunalvalget – er så dyb, at partiet endeligt ser ud til at tænke ud af boksen. Den klan, der har styret det hele siden starten i 1995 – Kjærsgaard, Thulesen-Dahl, Peter Skaarup, Søren Espersen og til dels Messerschmidt – er nu så stor en del af problemet, at de ikke længere er fremtiden.

Men…tænker du måske…hvad så med den rigsretssag, som netop nu nærmer sig sin afslutning? Det er der naturligvis to mulige udfald på:

For det første - frifindelse: Det giver sig selv, at en frifindelse vil betyde, at hun kan gå på vandet. Hverken mere eller mindre. Venstre, hendes gamle parti, som stemte for at sende deres næstformand i Rigsretten, vil stå afpillede tilbage. Støjberg vil som eventuel ny leder af DF få et fænomenalt afsæt. Hun vil have alle chancer for at få succes.

For det andet - skyldig: Hvis Støjberg dømmes – måske endda til ubetinget fængsel, som anklagerne ønsker – er hun hurtigt ude af Folketinget, idet et flertal givet vil stemple hende som uværdig. Men hun vil alligevel kunne blive DF-formand, og hun vil uden tekniske problemer kunne stille op til næste folketingsvalg igen. Det kan ende som en triumf også.

Hvem skal så være ny næstformand i givet fald?

Et godt bud er Messerschmidt, som netop – galant som altid – har erklæret, at han vil træde til side, hvis Støjberg stiller op. Jamen, hvad så hvis Landsretten stadfæster byretsdommen i Meld- og Feld-sagen? Tja, så kan også han fortsætte som næstformand, selv om han også måtte blive erklæret uværdig til at sidde i Folketinget – og stille op igen ved næste valg. Endnu et come-back.

Og hvad så, hvis hverken Støjberg eller Messerschmidt kommer i den nye ledelse? Hvem skal så bære partiet videre? Martin Henriksen? Ved kommunalvalget på Stevns blev DF halveret. Han fik selv 604 stemmer. René Christensen? Ja, han blev den største stemmesluger i Guldborgsund, hvor partiet kun gik godt en fjerdedel tilbage. Han har dog sagt, at han ikke er interesseret. Hvem så? Det er svært at se alternativerne.

Dansk Folkeparti gør parat til kroningen af dets nye dronning. Nu skal Støjberg bare gøre op med sig selv, om hun vil tage skridtet. Oddsene må være lave for, at hun siger ja tak.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)









0:000:00