Kommentar af 
Anne Sofie Allarp

Støttepartierne gisper og holder sig for næsen, men regeringens politik kan ikke komme som en overraskelse

Støttepartierne bør gå i tænkeboks og spørge sig selv, hvordan de får maksimal indflydelse for deres mandater. For lige nu tørrer regeringen gulv med dem. 

Det har været en barsk tid for alle, der havde tiltro til forståelsespapirets ordlyd om at flygtninge- og migrantkrisen skulle løses "i et internationalt, forpligtende samarbejde".
Det har været en barsk tid for alle, der havde tiltro til forståelsespapirets ordlyd om at flygtninge- og migrantkrisen skulle løses "i et internationalt, forpligtende samarbejde".Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Anne Sofie Allarp
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvis det at vånde sig, gælder for noget, så er der bevægelse på det danske centrum-venstre. Der bliver gispet og stønnet, man korser og beklager sig, vrisser og skammer sig.  

Og det har da også været en barsk tid for alle, der havde tiltro til forståelsespapirets ordlyd om at flygtninge- og migrantkrisen skulle løses "i et internationalt, forpligtende samarbejde, hvor Danmark skal spille en aktiv rolle og til enhver tid respektere de internationale konventioner.”

Om skribenten

Anne Sofie Allarp er forfatter, politisk kommentator og radiovært. Hun er fhv. international redaktør, Radio24syv, fhv. international sekretær, Socialdemokratiet.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Den socialdemokratiske regering har ganske vist rejst sig som en Fugl Phønix på den internationale scene, men det har været på en helt anden måde, en den, støttepartierne og det danske centrum-venstre drømte om.

Med inddragelsen af opholdstilladelser for visse syriske flygte har regeringen skabt opstandelse og overskrifter i resten af verden for at være det første demokratiske land, der sender flygtninge tilbage til det, som resten af verden kan se, er en uvis skæbne. Vi har alene vundet støtte fra Ungarns Victor Orbán.

Med ”tilbuddet” om at hente en fireårig traumatiseret dansk pige hjem fra Syrien uden sin mor og bror ignorerer regeringen fortsat FN’s bønner om at tage alle danske kvinder og børn hjem.

Meget kan man sige om det nye socialdemokrati, men de har ikke puttet med deres politiske kursændring. Den har været lagt åbent frem forud for valget i 2019.

Anne Sofie Allarp

Og senest har regeringens stealthy pop-up event i Kigali og det bizare hemmelighedskræmmeri efterfølgende, hvor vi kunne konstatere, at politistaten Rwanda indledningsvis var langt mere transparent end den danske regering, sat nyt fokus på regeringens planer om at indføre en australsk flygtningemodel. Denne flygtningemodel, hvor regeringen påtænker at betale et afrikansk land for at huse asylansøgere og flygtninge, går imod anbefalingerne fra alle toneangivende internationale og nationale organer, blandt andet FN’s flygtningeorganisation UNHCR

Regeringens vilje til enegang og udfordring af konventionerne afspejles også på den europæiske scene, hvor vores EU-skeptiske statsminister med rette har pådraget Danmark sammenligninger med Visegrad-landene. Det er særligt Mette Frederiksens retoriske stil og enfant terrible-alliancen med Østrigs kansler Sebastian Kurz, der har sat Danmark på kollisionskurs med Bruxelles, som dog indtil videre har sat en stoisk mine op overfor statsministerens uterligheder, som for eksempel hendes besynderlige nullitet af et presse-event under den israelske valgkamp med den korruptionsanklagede premierminister Netanyahu og hendes gode ven Kurz. 

Samlet har begivenhederne været dødsstødet til den høflige, grænsende til det påfaldende, tavshed, der herhjemme har præget centrum-venstre, når det kom til udlændinge- og integrationspolitikken og værdipolitikken bredt.

I vælgerhavet er den erkendelse, som har måttet forcere mange håb og psykologiske blokeringer undervejs, siden Mette Frederiksen overtog formandskabet af Socialdemokratiet oven på valgnederlaget i 2015, nu for alvor brudt igennem digerne: Når det kommer til brede dele af udenrigs-, rets-, social-, udlændinge, asyl- og integrationspolitikken, og at dømme ud fra tone og stil, så har regeringen og Dansk Folkeparti langt mere tilfælles, end regeringen har med sine støttepartier.

Vil støttepartierne virkelig have os til at tro på, at de først er alarmerede nu? 

Anne Sofie Allarp

Erkendelsen runger gennem de sociale medier og debatspalterne, og ord som vælgerbedrag og partiløshed bølger frem og tilbage. Men det er ikke kun en skuffelse over den ’nye retning for Danmark’, som vælgerne stemte igennem, da de bragte Mette Frederiksens socialdemokrati til magten, det er også en grundlæggende skuffelse over, hvor lidt valuta støttepartierne har fået for deres mandater.

Enhedslisten og Det Radikale Venstre har kvitteret ved at vride hænder for åben skærm.

Enhedslistens Pelle Dragsted har som ugens gæst i P1 advaret regeringen om, at de er på en kurs imod krig og konflikt med støttepartierne. Det Radikale Venstres Zenia Stampe skammer sig over at have bragt regeringen til magten og taler om at være oppositionsparti til regeringens udlændingepolitik. 

Og den radikale leder Sofie Carsten Nielsen er ikke stolt over at have lagt stemmer til den socialdemokratiske regering og efterlyser et politisk midterprojekt.

Men her må man retfærdigvis kalde fløjen ud for hykleri. For meget kan man sige om det nye socialdemokrati, men de har ikke puttet med deres politiske kursændring. Den har været lagt åbent frem forud for valget i 2019.

De Radikale støttede en socialdemokratisk et-partis-regering, der havde garanteret dem nul indflydelse på udlændingepolitikken. Dette var efter at Socialdemokraterne konsekvent havde stemt sammen med blå blok på afgørende værdipolitiske områder gennem fire år i opposition mellem 2015 og 2019.

Og det var efter, at Socialdemokratiet i opposition havde fremlagt politiske udspil, der stak af ikke blot fra det, man normalt ville forbinde med centrum-venstre politik, men også fra bærende principper i dansk retstradition, såsom bandeudspillet fra 2017 (kollektiv afstraffelse), den “retfærdige og realistiske” udlændingepolitik (præventiv bortskaffelse af asylbehandling og asylophold til et land i Afrika), og ikke mindst “altid på børnenes side” fra efteråret 2018, som grundfæstede regeringens målsætning om at fjerne "flere" børn. 

Og ikke mindst ovenpå indgåelsen af forståelsespapiret, i forbindelse med hvilket regeringen tydeligt formulerede, at den ikke så sig bundet af sin forståelse med de andre partier, burde alarmklokkerne have ringet for oppositionen. Så spørgsmålet er snarere: Hvad havde støttepartierne realistisk talt regnet med?

Vil støttepartierne virkelig have os til at tro på, at de først er alarmerede nu? 

Og er sagen ikke rettere, at støttepartierne forud for valget spillede med i et valg-taktisk totalteater, hvor de ikke gjorde væsen af sig, så blokken samlet kunne fremstå som en "ny retning". 

Måske troede de, at deres loyale optræden ville blive belønnet med en mildere kurs efter valget. Måske havde de fået løfter ud over formuleringen i forståelsespapiret. Og måske kunne de faktisk bare ikke tro, at Socialdemokratiet virkelig mente det. 

Men det skal de til at forholde sig til. Socialdemokratiet virker som om, de står samlet om den nye politiske retning. Og de skammer sig ikke. Og det betyder, at rød blok er præget af præcis samme splittelse, som vi ser i blå blok og blandt konservative verden over. De liberalt-demokratiske værdier står overfor de nationale værdier. Og den armlægning kan være væsensforandrende for det danske centrum-venstre. 

Så i stedet for at holde sig for næsen og tale om mandaternes logik, bør støttepartierne gå i tænkeboks og spørge sig selv, hvordan de får maksimal indflydelse for deres mandater. For lige nu tørrer regeringen gulv med dem. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00