Svensk chefredaktør: Hvad er lektien efter regeringskaosset i Sverige?

Denne analyse er først udgivet på Altinget.se, og oversat af journalist Nickolaj Oksen.

De fleste forudsigelser i svenske medier onsdag morgen blev en realitet. Socialdemokraten Magdalena Andersson blev statsminister, og Centerpartiet valgte ikke at stemme for den nye statsministers finanslov – som dermed faldt.

Valget af en ny statsminister blev dagens tredje, fjerde største nyhed

Derefter indtraf den mærkværdighed, at nyheden om en nyvalgt statsminister røg længere og længere ned ad nyhedsmediernes rangliste. Det faktum, at Rigsdagen havde valgt en ny statsminister, og så endda den første kvinde, var helt enkelt ikke længere dagens største nyhed.

Et utænkeligt scenarie for få valgperioder siden, men hverdagskost i dagens politiske miljø. I stedet overtog en perlerække af nye overskrifter mediebilledet. Oppositionens finanslov blev vedtaget i Rigsdagen. Magdalena Andersson meldte ud, at hendes vurdering var, at hun godt kunne regere på højrefløjens finanslov.

Den vurdering delte Miljøpartiet dog ikke – og forlod regeringen.

Dermed blev Magdalena Andersson tvunget til at gå af som statsminister kun få timer efter, at hun var blevet valgt. Nu skal der ske en ny afstemning i Rigsdagen om statsministerposten. Her forventes Andersson at blive genvalgt, og denne gang med ambitionen om en smal S-regering, der mildest talt får et besværligt regeringsgrundlag.

Den hektiske dag viser forskellene mellem S og MP

”Miljøpartiet har ikke siddet i regering i syv år af hensyn til regeringen,” sagde en mærkbart anspændt partileder for Miljøpartiet, Per Bolund, på partiets pressemøde onsdag eftermiddag.

I Miljøpartiets måde at agere på ligger altså en implicit kritik af, hvordan Socialdemokraterne har valgt at håndtere situationen. Per Bolund sagde det ikke ligeud, men de tilbagevendende fraser om "magt for magtens skyld" handler grundlæggende om, at man ser Socialdemokraterne som et principløst parti.

De forskellige reaktioner bliver dermed en glimrende illustration af den reelle forskel mellem partierne og deres tilgang til politik. Udefra er det faktisk muligt at forstå næsten alle partiers indgangsvinkel og syn på, hvad der sker lige nu i svensk politik. Problemet er snarere, at partierne imellem har utroligt svært ved at forstå hinandens perspektiver.

Hvor Socialdemokraterne betragter forskellene mellem deres egen og højrefløjens finanslov som håndterbare, så er forskellene så dybtgående for Miljøpartiet, at de i praksis ikke har noget valg. Imens bander og svovler socialdemokraterne formentligt over Miljøpartiet i kulissen. De mener, at partiet er for fine til at tage ansvar – når det gælder.

Duellen mellem Centerpartiet og Miljøpartiet 

Onsdag blev også en duel mellem Centerpartiet og Miljøpartiet i kampen om, hvem der er mest imod Sverigedemokraterne. Ved Miljøpartiets pressemøde forklarede partiets Märta Stenevi, at hun var skuffet over Centerpartiets leder Annie Lööf:

”Vi troede, at hendes modstand mod Sverigedemokraterne og deres indflydelse var større end dette,” sagde hun med henvisning til, at Lööf medvirkede til, at højrefløjens finanslov blev stemt igennem i Rigsdagen.

Annie Lööf ser det ikke på samme måde, men henviser til en samlet vurdering af regeringens finanslovsforslag, som Centerpartiet altså ikke er tilfreds med.

Den forklaring gør det dog svært helt at forstå, hvorfor Centerpartiet er klar til at acceptere en socialdemokratisk statsminister, samt tvinge hende til at regere med en højrefløjens finanslov, samtidig med at partiet ser det som udelukket at hjælpe en statsminister fra Moderaterne til magten og lade ham regere med præcis det samme budget.

Magdalena Anderssons trøst – og lektie? 

Magdalena Andersson sagde på sit pressemøde, at hun vil savne Miljøpartiet, men virkede temmelig fortrøstningsfuld ved tanken om at få flere ministerposter besat med socialdemokrater. En valgkamp med lidt større handlefrihed kan også appellere.

På spørgsmålet om hun havde fortrudt noget undervejs, om hun kunne have handlet anderledes, ville hun ikke sige noget.

Spørgsmålet er dermed, om ikke de seneste ugers begivenheder burde rejse den tanke hos Andersson og socialdemokraterne, at man nogle gange skal tro på, hvad modstanderne rent faktisk siger under forhandlingerne.

Venstrepartiets partileder, Nooshi Dadgostar, har man flere gange fejlbedømt, og det samme gælder Centerpartiet.  

De mange kaotiske situationer, som Sverige har været gennem i det forgangne år, kan beskrives som stædighed fra både Centerpartiet, Venstrepartiet og nu Miljøpartiet. Men det kan også beskrives som en manglende evne hos Socialdemokratiet til at forstå, at når nogen siger ”det dér går jeg ikke med til”, så kan det nogle gange betyde netop dét.

Det er ikke første gang, at Socialdemokratiet vurderer, at det kan tvinge sin vilje igennem. Måske kan det være socialdemokraternes lektie – at dét ikke altid er muligt?