Svingdørslobbyisme blandt embedsmænd skal op til debat

Når folketingspolitikere skifter spor og bliver lobbyister, starter det altid en diskussion om danske karensperioder.

Skal der for eksempel være en "nedkølingsperiode" på et halvt eller et helt år, så man ikke kan gå direkte fra at være minister på et område til at påvirke lovgivningen samme sted.

En diskussion, som vi blandt andet havde, da Brian Mikkelsen skiftede fra at være erhvervsminister til posten som administrerende direktør i Dansk Erhverv.

Uanset hvor principiel interessant en sådan diskussion kan være, er det, hvis man kigger på udviklingen, langt mere relevant at diskutere, om der skal være en karensperiode for embedsmænd, der skifter job til rollen som privat lobbyist. Dem er der nemlig langt flere af.

En opgørelse fra 2020 over rekrutteringerne af topcheferne i de største danske interesseorganisationer viser for eksempel, at godt 26,2 procent af topcheferne i de 149 største organisationer herhjemme kommer fra embedsværket. Til sammenligning kommer kun 2,7 procent fra politik. 

Og kigger man på en mere bred opgørelse over karriereudviklingen for de folketingsmedlemmer, der er i perioden 1981 til 2015 forlod politik, så var der kun to procent af dem (24 styk), som skiftede til at være lobbyist.

Mange af de lande, som vi normalt sammenligner os med, har i dag karensregler.

Helt tæt på har vi for eksempel karensperioder for topembedsmænd og politikere på mellem seks og 18 måneder i Sverige, Norge og Tyskland.

Baggrunden for karensreglerne er for embedsmændenes vedkommende, at de ofte ligger inde med en indgående viden om sagsgange, ansvarsområder og interne overvejelser på det område, som de har arbejdet med.

Diskussionen er på ingen måde kun teoretisk

Benny Damsgaard
Kommentarskribent

Viden, som potentielt kan være guld værd for de virksomheder og interesseorganisationer, som ønsker at påvirke området, og som derfor kan give de pågældende en unfair fordel og staten et tab.

Og diskussionen er på ingen måde kun teoretisk. Så sent som i sidste uge skiftede en vicedirektør i Bredskabsstyrelsen, Joachim Finkielman, til rollen som direktør i Forsvarsindustriens organisation, FAD, under Dansk Industri.

Lige før jul skiftede tidligere forsvarschef, Bjørn Bisserup, til lobbybureauet Rud Pedersen, hvor han skal arbejde med forsvarsområdet, og i november sidste år skiftede Digitaliseringsstyrelsens direktør, Rikke Hougaard Zeberg, til at være direktør i DI Digital.

For alles vedkommende er det uden tvivl jobs, som de er kvalificerede til, men som også gør, at de nu vil skulle arbejde med at påvirke deres tidligere kollegaer og medarbejdere.

Inden man fra politisk hold eventuelt beslutter sig for at indføre karensregler, skal man være opmærksom på, at en indførelse af en karensperiode for embedsmænd vil koste.

Rent ansættelsesretligt vil begrænsninger på, hvor man kan skifte til som embedsmænd være at betragte som en konkurrenceklausul. Det skal man som medarbejder kompenseres for, hvis ens arbejdsgiver ønsker at opretholde den.

Derudover er der spørgsmålet, om ikke det gør det danske embedsapparat bedre, at der er en løbende udveksling med det private område.

At embedsmændene så at sige kommer ud i virkeligheden og ser, hvordan lovgivning konkret påvirker. For kort tid siden så vi for eksempel, at direktør i Dansk Industri, Lars Frelle-Petersen, skiftede tilbage til det offentlige og rollen som departementschef i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Men hvorfor er der egentlig flere embedsmænd, der skifter til toppen af organisationsverdenen, end politikere? Umiddelbart skulle man mene, at politikere var kvalificerede til at arbejde med politik.

Og det er ikke, fordi toppolitikere ikke har forsøgt at komme ind i toppen af organisationerne. Da Dansk Industri skulle finde en afløser for Karsten Dybvad, var der for eksempel en lang række af VLAK-regeringens topministre, som lagde billet ind.

Politik er en usikker branche

Benny Damsgaard
Kommentarskribent

Spørger man i organisationsverdenen, er svaret ofte manglende ledelseserfaring hos politikerne og potentiel problematisk bagage.

Politikere er vant til at mene noget, men der er meget få af dem, som har decideret ledelseserfaring og er vant til alt, der følger med af lønsamtaler eller MUS-samtaler. Er du minister, klarer din departementschef hele den del, og er du folketingsmedlem, så er det overladt til partisekretariaterne. 

Dernæst er der bagagen. Politik på topplan er en fuldkontaktsport, hvor man går hårdt til hinanden. Har man været mange år i toppolitik, er det derfor ikke usandsynligt, at man har fået sig en del politiske fjender undervejs, og at man har fået et bestemt ry og rygte i offentligheden.

Den bagage er det ikke alle organisationer, som vil have med. Her er en embedsmand et langt mere uproblematisk ansigt, som ingen rigtigt har noget i mod.

Spørger man på Christiansborg, er organisationernes modvilje mod at ansætte politikere dog noget, der irriterer i stigende grad.

Politik er en usikker branche, og mange toppolitikere går løbende og tænker på, hvad de skal beskæftige sig med, hvis vælgerne fravælger dem næste gang.

Hvis man har været i politik siden sine helt unge dage og måske ikke har nævneværdigt med erhvervserfaring eller formel uddannelse, er ens værdi på det almindelige arbejdsmarked langt fra det, man for eksempel kan tjene som minister.

I sådan en sammenhæng kan et skifte til organisationsverdenen være et tillokkende skifte. Politik uden at være partipolitik. Som tallene viser, er det dog meget få, at det lykkes for.

Irritationen på Christiansborg over især organisationernes tilbageholdenhed med at ansætte politikere var en af grundene til, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen tilbage i 2017 begyndte at tale om politisk udpegede ambassadører og også selv udpegede en række såkaldte eksportambassadører. Tanker, som Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti efterfølgende tog pænt imod. 

Set fra Christiansborg virker organisationernes modvilje mod at ansætte politikere også decideret irrationel. Politikere har som oftest større tillid til tidligere politikere end til tidligere embedsmænd.

Politikere ved, hvordan andre politikere tænker, og politikere har bare instinktivt en større tillid til personer med en politisk baggrund som dem selv. Det giver – på godt og ondt – en særlig forbindelse og forståelse, hvis man har kendt hinanden siden ungdomspolitisk.