Tibet-sagen bør føre til revision af dansk Kina-politik: Ansvaret skal ikke tørres af på embedsmændene

Tibet-sagen giver associationer til en scene i Tintin i Amerika: Efter et togrøveri i det vilde Vesten udtaler sheriffen: "De skyldige undslap - men vi anholdt nogle indianere!" I Tibet-sagen er de skyldige de ansvarlige politikere, men det er politi og embedsmænd, der tager skraldet.

Politiet forsøgte i 2012 og 2013 at skærme den kinesiske præsident, Hu Jintao, og andre kinesiske honoratiores fra fredelige demonstranter. Politiet tog Tibets farvestrålende flag fra aktivisterne og adlød ulovlige ordrer om at undgå, at demonstranterne var synlige for den fine gæst. Det var åbenlyst grundlovsstridigt, jf. bestemmelserne om ytrings- og forsamlingsfrihed. 

Tørrede ansvaret af på politiet
Den første Tibetkommission, der afsluttede sit arbejde i december 2017, tørrede ansvaret af på politifolkene. Den nuværende Tibetkommission II, nedsat i 2018 på baggrund af nye oplysninger, arbejder fortsat.

Tibet-sagen bør give anledning til en grundlæggende revision af Danmarks Kina-politik. Afhøringerne i kommissionen tegner et billede af en dansk udenrigspolitik, der er kørt helt af sporet.

Anders Højmark Andersen og Erik Boel
Hhv. formand, Støttekomiteen for Tibet og tidligere landsformand, Europabevægelsen

Vi har fulgt afhøringerne I Kommissionen de seneste måneder og allerede nu tegner et mønster sig: Denne gang er det embedsmænd fra Udenrigsministeriet, som papirsporet peger mod. De har under kinesiske besøg i de seneste to årtier aktivt medvirket til, at politiet holdt demonstranter ude af gæsternes synsfelt.

Men det politiske og moralske ansvar er politikernes. Det skal ikke tørres af på politifolk og embedsmænd. Vi ved nu, at det var Udenrigsministeriet, der inspirerede politiet til at gemme demonstranter af vejen, men vi ikke kan genkende billedet af et ministerium, der underløber sin minister og fører egen Kina-politik. 

Bør placeres et politisk ansvar
Tibetkommissionen har afhørt flere tidligere ministre, der foruden at nævne Kinas betydning for dansk økonomi har retfærdiggjort en stor lydhørhed over for kinesiske ønsker med en henvisning til mulighederne for at bevare det danske bistandssamarbejde i Tibet.

Da kommissionen konfronterede Mogens Lykketoft med, at han som udenrigsminister i 2001 efter kinesisk pres havde godkendt et forbud mod flagning med det tibetanske flag tre måneder før fodboldlandskampen mellem Tibet og Grønland, svarede han: "Hvad var vigtigst? At nogen fik lov til at flage, eller at vi kunne komme ind og påvirke Tibet?"

Tibet-sagen bør give anledning til en grundlæggende revision af Danmarks Kina-politik. Afhøringerne i kommissionen tegner et billede af en dansk udenrigspolitik, der er kørt helt af sporet. Vi har ført princip- og værdiløs kræmmer politik over for Kina.

Glem ikke, at Kina hverken har en fri presse eller frie valg, og at retsstaten og uafhængige domstole er aldeles fraværende. Kina er et brutalt kommunistisk etpartisystem, som har indført en overvågningsstat af hidtil ukendte dimensioner, der i en form for særegen system-eksport søges udbredt til andre autoritære regimer.

Ikke siden Mao Zedong har Kina været så autoritært ledet som i dag under Kommunistpartiets generalsekretær Xi Jinping. Landet er i dag længere fra demokrati end i 1989, hvor Kommunistpartiet gennemførte massakren i Lhasa den 5.-7. marts og på Tiananmen (Den Himmelske Freds Plads) tre måneder senere.

Har bukket og skrabet for Kina 
Afhøringerne i kommissionen afslører, hvorledes skiftende regeringer har bukket og skrabet for de fine kinesiske herrer. Reelt opført sig som om, Danmark var en kinesisk vasalstat.

Det kom især til udtryk, da Danmark efter kinesisk pres i 2009 endegyldigt anerkendte det ulovligt besatte Tibet som en del af Kina og dermed forbrød sig mod det tibetanske folks selvbestemmelsesret, som regeringen ellers havde været med til at stemme for i FN i 1961.

Rivaliseringen mellem USA og den frie verden på den ene side og Kina på den anden er det vigtigste geopolitiske stormagtsspil i det 21. århundrede. De to giganter er på kollisionskurs økonomisk, teknologisk, militært og ideologisk. Uanset USA's fejl og mangler må der aldrig herske tvivl om, hvor Danmark står.

Afhøringen af tidligere udenrigsminister Kristian Jensen afslører, at Udenrigsministeriet nærmest sidestiller USA og Kina, når det gælder adgang til udenrigsministeren. Men hvis Danmark - og EU for den sags skyld - prøver at spille på to heste i konflikten USA-Kina, risikerer vi, at USA i de kommende år trækker sig mere og mere fra den historiske alliance med Europa.

Nøgternt vurderet er Danmark langt mere afhængig af Washington end af Beijing; også økonomisk. Og først og sidst bør en revideret dansk Kina-politik tage udgangspunkt i vore egne - og verdenssamfundets - værdier om demokrati, retsstatsprincipper, frihed og respekt for menneskerettigheder.