Tidligere KL-formænd: Vi advarede Fogh-regering mod at centralisere skat

SKAT: Vi advarede mod at flytte inddrivelsen af skat fra kommuner til staten, og vi advarede mod tempoet i overflytningen. Sådan lyder det fra Erik Fabrin (V) og Ejgil W. Rasmussen (V), tidligere KL-formænd under VK-regeringen i 00'erne.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix
Lise-Lotte Skjoldan

Erik Fabrin (V) og Ejgil W. Rasmussen (V), som begge var formænd for KL under VK-regeringen i 00'erne, advarede den tidligere regering om at centralisere inddrivelsen af Skat i staten.

Men topministrene i den tidligere regering sad ifølge KL-formændene advarslerne overhørig.

Det skriver Politiken fredag.

De to tidligere KL-formænd fortæller, at de både af formelle og uformelle kanaler advarede mod at flytte inddrivelsen af skat fra kommunerne til staten – og især advarede mod at gøre det i det tempo, som den tidligere regering lagde op til.

"Vi advarede statsministeren, skatteministeren, finansministeren i det formelle system. Derudover var alle partier stærkt engagerede i at påvirke deres toppolitikere til at forlade den tankegang," siger Erik Fabrin, der var KL-formand 2006-2010, til Politiken.

Han bakkes op af Ejgil W. Rasmussen, der var KL-formand fra 2002 til 2006. I en tale på KL's delegeretmøde i 2005 sagde den tidligere formand:

"Forceringen af statens overtagelse af skatte- og inddrivelsesopgaven vinder ingen skønhedskonkurrence. Her kan man vist tale om, at målet om at få en hurtig gevinst til statskassen synes at hellige midlerne."

Tidligere V-finansminister: Jeg er overhovedet ikke enig
Kristian Jensen (V), nuværende finansminister og tidligere skatteminister i perioden 2004-2010, vil ikke kommentere kritikken direkte til Politiken, men han understreger, at han ville have udskudt overflytningen af skatteinddrivelsen, hvis han kunne gøre noget om.

Det er en indrømmelse, han tidligere på ugen stod frem med, efter Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti opfordrede til at nedsætte en skattekommission.

Tidligere finansminister Thor Pedersen (V) har ikke så meget til overs for kritikken fra de tidligere KL-formænd.

"Jeg er overhovedet ikke enig. Jeg har aldrig oplevet en reform, hvor folk står og siger, at "ih, hvor er det dejligt, at vi ikke mere skal beskæftige os med et område"," siger han til Politiken.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ejgil W. Rasmussen

Fhv. borgmester (V), Gedved Kommune, fhv. formand, KL (2002-06)
landbruger

Erik Fabrin

Fhv. borgmester (V), Rudersdal, fhv. formand for KL
handelseksamen (Niels Brock)

Kristian Jensen

Direktør, Green Power Denmark, fhv. udenrigsminister, MF og næstformand for Venstre
bankassistent (Unibank Lemvig 1993)

0:000:00