Tidsånden er med lokallisterne

De lokale lister er blevet erklæret for døde mange gange siden årtusindeskiftet. Og med god grund.

Stemmeandelen til de lokale lister er blevet lavere og lavere ved stort set hvert eneste kommunalvalg de seneste mange år. Men måske er der ved at komme nyt liv i de lokale lister, der kan virke som en ventil for splittelse i partigrupperne og måske andre steder endda kan være svaret på den udbredte politikerlede.

Både i Tønder og Ishøj har borgmestrene forladt etablerede partier efter ballade og manglende genopstilling. I Tønder har borgmester Henrik Frandsen fået en hel håndfuld byrådsmedlemmer med sig i sin Tønderliste, lige som Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp har fået både 1. viceborgmesteren og en udvalgsformand med i sin Ishøjliste.

De to lister kommer helt sikkert i byrådet ved det kommende valg. Men om det rækker til at bevare borgmesterposterne er et helt andet spørgsmål. Man kan ikke anbefale Frandsen og Bjørstrop at læse i historiebøgerne, hvis de vil bevare optimismen om at beholde de gyldne kæder.

Således kom Stevns Kommunes daværende borgmester Mogens Haugaard Nielsens lokalliste, Nyt Stevns, ind i byrådet ved kommunalvalget i 2017 med 12,4 procent af stemmerne. Og selv om det rakte til en plads som kommunens tredjestørste parti, måtte han pænt aflevere borgmesterkæden til sin tidligere partifælle Anette Mortensen (V).

Stevnsborgmesteren havde i lighed med Frandsen og Bjørstorp forladt sit parti efter manglende opbakning til genopstilling til borgmesterposten. Rækker det nylige eksempel fra Stevns ikke, kan man bladre videre til en anden tidligere venstreborgmester, nemlig Egedals Svend Kjærgaard, der efter en eksklusion fra Venstre tilbage i 2009 kun fik godt syv procent af stemmerne til sin Egedalliste. Og det på trods af, at også han var en stor erhvervsmand i byen og havde fået en række byrådsmedlemmer med sig før valget.

Går man længere tilbage er billedet det samme. En borgmester, der forlader sit parti, opnår ofte et flot valg til sin nye liste, men borgmesterkæden går tabt. Og ofte til det parti, som borgmester forlod.

I det hele taget opstår mange lokallister ved, at allerede valgte byrådsmedlemmer ikke længere føler sig hjemme i deres parti. En del forlader selvfølgelig politik eller skifter til andre etablerede partier. Nogle gange bliver det i stedet til en lokalliste, som vi seneste har set det i Mariagerfjord, hvor venstremedlemmet Svend Madsen har dannet sin egen liste efter utilfredshed med venstreformand Jakob Ellemann-Jensens behandling af Inger Støjberg og i Vejen og Vejle, hvor udbrydere fra Liberal Alliance har dannet deres egne liberale borgerlister.

Men hvad kommer de lokale lister egentlig folk ved, ud over dem, der bor i de pågældende kommuner, hvor listerne har deres liv? I mange tilfælde ikke ret meget. Ud over det spændende i, at man kan se en kommune som et lokalt opgavefællesskab i stedet for en kampplads for de klassiske partier. Retfærdigvis skal siges, at en del lokalpolitikere næppe vil kunne karakteriseres som ideologer og ofte er endog meget pragmatiske.

Enkelte steder ender det dog med, at de lokale lister tager borgmesterposten.

Ved det seneste kommunalvalg beholdt Guldborgsundlistens John Brædder borgmesterposten på Falster, også selv om han var truet af det dengang meget fremadstormende Dansk Folkepartis finansordfører fra Christiansborg, René Christensen.

En borgmester, der forlader sit parti, opnår ofte et flot valg til sin nye liste, men borgmesterkæden går tabt. 

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

På toppen af Sjælland erobrede Nyt Gribskovs Anders Gerner Frost borgmesterposten. Men summen af det hele var dog i 2017, at antallet af lokallisteborgmestre faldt fra tre til to og dermed blev tendensen til tilbagegang bekræftet.

Og så har jeg ikke engang beskrevet den udfordring kommuner med en lokallisteborgmestre står med, når der skal fordeles ressourcer og byrder mellem landets kommuner, og man mangler en (parti-)allieret på Christiansborg.

Det er værd at bemærke, at de steder, listerne får fat i borgmesterposten, er det det politiske, der samler, mere end vragede spidskandidater. Men måske tidsånden er med de små lister?

Nyhedsbilledet har aldrig været mere fragmenteret. Enhver liste kan lave sine egne SoMe-kanaler og kommunikere direkte med kommunens borgere. På Christiansborg fik vi ved det seneste valg for kun anden gang siden 1970’erne et tocifret antal partier valgt. Og flere er på vej til stemmesedlen. Og de små lister kan også fungere som en ventil over for den stadig mere udbredte politikerlede.

Her er i hvert fald muligheden for at vælge folk, der bare kæmper for kommunen. Helt så let bliver det dog næppe. Men forudsætningerne for at få en lokal liste op at stå burde være bedre end længe.

Det svære er bare at få dem til at overleve, også når den karismatiske leder på et tidspunkt forlader kommunalbestyrelsen. For et parti uden klare grundholdninger står alt andet lige sværere, når persongalleriet skiftes ud.

Og det er måske en forklaring på, at der kommunalvalg efter kommunalvalg er blevet valgt færre lokalistepolitikere i byrådene.