Tre bejlere til ny dab-kanal: I dag afgøres skæbnen for Radio24syv

DAB: I dag afgøres det, om Radio24syv får lov at leve videre de næste fire år på dab, eller om en anden bejler løber med den nye sendetilladelse. Få overblikket her.

Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Peter Pagh-SchlegelDaniel Bue Lauritzen

Radio24syv, Radio Loud eller DK4 Radio?

I eftermiddag udpeger Radio- og Tv-nævnet, hvilken af de tre bejlere, der får lov til at sende aktualitets- og kulturradio på dab de næste fire år.

Radio24syv mister ved udgangen af denne måned sin sendetilladelse på FM4-båndet, der overtages af det Aarhus-baserede Radio4.

Det var derfor, at den tidligere regering med støtte fra Dansk Folkeparti tilpassede udbuddet til den nye dab-kanal, således at Radio24syv kunne søge den.

Selvom flere øvrige bejlere kritiserede udbuddet for at være "skræddersyet til Radio24syv", er der alligevel flere konkurrenter med i ræset.

Loud vil inddrage institutioner i programmerne
Selskabet Kulturradio Danmark byder ind med kanalen Radio Loud, der foruden en ejerkreds af lokalradiostationer også har en interessant konstellation af partnerskaber med flere kulturinstitutioner.

Roskilde Festival, Nationalmuseet, Enigma, teatret Mungo Park og spilletstedet Vega er blandt institutionerne i partnerskabskredsen, som blandt andet skal stå for vidensdeling og programudvikling.

For eksempel står der i ansøgningen, at spillestedet Vega forpligter sig til at "udvikle og skabe fire timers ugentlig radio, der har fokus på nye danske talenter, livemusikken, fællesskabet og fankulturen omkring musikken" og "et ugentligt program, hvor vi hører den musik, som musikchefen og bookerne lytter til, og følger, hvordan koncertplanen bliver til."

Repræsentant for partnerskabskredsen, Jane Sandberg, og direktør Ann Lykke Davidsen har afvist, at Radio Loud vil blive reklamesøjle for sine samarbejdspartnere. Læs mere om det her.

På nyhedsfladen vil radiokanalen særligt fokusere på inddragelse af unge samt indførelsen af konstruktive nyheder.

Hvis Loud vinder sendetilladelsen, vil de gå i luften 1. april 2020.

Du kan læse hele Louds ansøgning her

En slanket version af Radio24syv
Radio24syv vil derimod fortsætte med at sende allerede fra næste måned.

Da de går fra et budget på 95 millioner kroner til 70 millioner kroner, vil det også betyde et slankere Radio24syv end det, vi kender til i dag.

En tredjedel af kanalens redaktionelle medarbejdere har allerede fået besked på, at de ikke bliver genansat, såfremt kanalen fortsætter, mens flere politiske programmer – blandt andet debatprogrammerne "Cordua og Steno" og "Det Røde Felt" – vil ophøre.

Du kan læse hele Radio24syvs ansøgning her

DK4 vil stå tidligt op
TV-kanalen DK4 har sendt til hele landet siden 1994 og agter altså nu også at udkomme med radio. 

Kanalen vil i sin journalistik blandt andet sætte fokus på FN's verdensmål og Rigsfællesskabet. Målet er at blive en radio for det arbejdende folk, har kommunikationschef Steen Andersen sagt til Journalisten.

Derfor vil radioen sende morgenradio mellem fire og seks om morgenen, hvor "en masse arbejdsduelige danskere" er stået op, lyder det. Du kan læse hele kanalens ansøgning her

Radio- og Tv-nævnets afgørelse ventes offentliggjort klokken 16.00.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ann Lykke Davidsen

Kommunikationschef, Dansk Håndbold Forbund

Jørgen Ramskov

Afgående direktør, Producentforeningen (1/8-2024), formand for Copenhagen Film Fund og Teater Grob
journalist (DJH 1988)

0:000:00