Trods fremgang i meningsmålingerne mister Socialdemokratiet medlemmer

Mens Socialdemokratiet har vundet flere vælgere, har partiet taget afsked med mere end 3.000 partifæller siden 2019.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

AALBORG: Vælgerne er strømmet til Socialdemokratiet siden sidste folketingsvalg.

Men samtidig har mere end 3.000 medlemmer forladt partiet.

Det viser en ny opgørelse af partiets medlemstal, som er blevet offentliggjort på partiets kongres.

Sidste gang Socialdemokratiet mødtes til kongres var i september 2019 i kølvandet på partiets magtovertagelse grundlovsdag samme år. Dengang havde partiet 35.470 medlemmer.

Nu er tallet faldet til 32.137.

Artiklen fortsætter efter grafikken.

Medlemstilbagegangen er sket i samme periode, som partiets opbakning blandt vælgerne er steget ifølge meningsmålingerne. Efter coronakrisens begyndelse i foråret 2020 nåede tilslutningen til Mette Frederiksen og co. historiske højder, hvor hver tredje dansker ville sætte kryds ved regeringspartiet.

Opbakningen er dalet en smule, efter coronavirussen ikke længere dominerer den politiske dagsorden. Men partiet har stadig udsigt til at forbedre valgresultatet fra 2019.

Artiklen fortsætter efter grafikken.

Socialdemokratiets tab af partimedlemmer bekræfter en tendens, som er set siden midten af nullerne, hvor både Socialdemokratiet og Venstre gradvis har mistet flere og flere medlemmer. De to partier er dog fortsat de største medlemspartier.

Samtidig har flere af de mindre partier i Folketinget oplevet en medlemsfremgang siden folketingsvalget. Blandt andet kunne Nye Borgerlige i januar fejre, at partiet var blevet det tredjestørste parti målt på medlemmer.

Ligeledes kan Konservative, som i weekenden er samlet til landsråd i København, notere sig, at der er kommet flere partifæller. Konservative har nu 13.000 medlemmer, og i 2019 var medlemstallet 10.900.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00