BRUXELLES: 2019 går på hæld, og i den anledning ser Altinget tilbage på årets gang i EU-samarbejdet. Det blev et år, der både var præget af skiftedag på de store poster, et valg og en ny britisk premierminister.  

De Gule Veste satte Macron under pres

Bevægelsen 'De Gule Veste' startede allerede i efteråret 2018, men i løbet af den første måned af 2019 fortsatte de massive protester overalt i Frankrig, hvor demonstranter endte i store sammenstød med det franske politi.

En af demonstrationerne ender endda med, at en gruppe af 15 demonstranter på årets første lørdag trænger ind i et fransk ministerium og ødelægger biler og vinduer.

De Gule Vestes protester er rettet mod den franske præsident, Emmanuel Macrons, arbejdsmarkedspolitik, og den franske præsident forsøger at komme urolighederne i landet til livs ved at love nye tiltag som for eksempel en forhøjelse af mindstelønnen.

I løbet af januar tager Macron en ny metode i brug for at genvinde opbakningen blandt det flertal af franskmændene, der har sympati med De Gule Veste. Præsidenten starter et tomåneders projekt, hvor han vil deltage i dialogmøder landet over.

I takt med, at året skred frem, begyndte De Gule Veste at fylde langt mindre i det franske gadebillede. Men den franske præsidents hovedpine er endnu ikke ovre. Kort tid før årsskiftet er landet ramt af en generalstrejke. Den franske fagbevægelse er nemlig utilfreds over de pensionsreformer, som den franske regering har varslet.

Indtil videre har Macron nægtet at give sig, og nu vil tiden vise, om begyndelsen af 2020 også vil blive præget af protester og utilfreds med præsidenten i det franske.

Da bægeret næsten flød over for Europas konservative

Ungarns konservative premierminister, Viktor Orbán, har længe været en torn i øjet på indtil flere europæiske politikere grundet sin retorik over for EU-samarbejdet og manglende efterlevelse af de fælles europæiske værdier såsom retsstatsprincippet.

Men alligevel har han og hans parti, Fidesz, haft en plads i den største europæiske partifamilie, det kristendemokratisk konservative European People's Party (EPP).

Den stol begyndte dog at vakle under Orbán, da den ungarnske regering i februar lancerede smædekampagne mod daværende EU-kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, der i øvrigt også er medlem af EPP, og den ungarnsk-amerikanske forretningsmand George Soros.

Det fik blandt andre Juncker til at kræve, at Fidesz og Orbán blev ekskluderet fra partigruppen. Men det blev kun til suspendering, da EPP-partifamilien stemte om spørgsmålet.

Dermed har Viktor Orbán og Fidesz ikke længere stemmeret og kan ikke deltage i møder i EPP-regi, ligesom ingen fra partiet kan stille op til poster i partiorganisationen.

Suspenderingen har dog ikke ramt Fidesz' medlemmer af Europa-Parlamentet, der stadig sidder med i EPP-gruppen og indtager poster i Parlamentets grupper på vegne af de konservative.

Mays forgæves kamp

Det blev en lang, sej kamp mod uret fra det øjeblik, den britiske premierminister Theresa May nåede til enighed med EU om en udtrædelsesaftale. Det britiske Underhus var nemlig ikke glad for indholdet af aftalen. Især havde de set sig sure på det såkaldte irske backstop.

Briterne skulle træde ud af EU-samarbejdet 29. marts, og i takt med at datoen nærmede sig, steg risikoen for, at det ville ske uden en aftale, fordi de britiske parlamentarikere blev ved med at stemme nej til Mays aftale.

Kort tid før deadline tilbød EU briterne to nye skæringsdatoer: 12. april og 22. maj. Hvis May kunne få godkendt aftalen inden 12. april, ville Storbritannien få indtil 22. maj til at klare de praktiske foranstaltninger, som en udtrædelse kræver.

Men atter måtte Theresa May sande, at hun ikke kunne få opbakning fra de britiske politikere. Hun bad derfor om at få udskudt Brexit-datoen til 30. juni og om at få undtaget briterne fra afholde europaparlamentsvalg.

Hverken det ene eller andet ønske blev imødekommet. Brexit blev skudt helt frem til 31. oktober, og Storbritannien skulle garantere, at der ville blive afholdt et valg til Europa-Parlamentet. Det sørgede Theresa May for.

Det gav en kæmpe vælgerlussing til hendes konservative parti, og dagen efter valget måtte hun tårevædet konstatere, at det ikke ville blive hende, der skulle bane vejen for Storbritanniens udtrædelse. Hun trak sig som premierminister og blev i juli afløst af Boris Johnson.

En midlertidig dagpengesejr til Danmark

Da europaparlamentsvalget stod for døren, fik det rumænske EU-formandskab travlt med at få afsluttet alle politiske forhandlinger, inden EU-systemet lukkede ned og gik i valgkampen.

I kampens hede glippede det for rumænerne at sikre, at den aftale, de havde lavet med Europa-Parlamentet og EU-Kommissionen om revideringen af forordning 883, fik opbakning fra et flertal af medlemslandene.

Den nye aftale indebar blandt andet, at EU-borgere vil få hurtigere adgang til danske dagpenge, og det arbejdede den danske regering imod. Danmark var derfor sammen med en række andre lande med til at lave et blokerende mindretal, som betød, at aftalen blev skudt til hjørne i sidste øjeblik.

Sejrens sødme var dog kortvarig. Efter europaparlamentsvalget har Parlamentet, medlemslandene og EU-Kommissionen genoptaget forhandlingerne, og kapitlet om de danske dagpenge forbliver lukket.

Et nyt politisk landskab så dagens lys

For første gang i 40 år steg valgdeltagelsen til europaparlamentsvalget frem for at falde, og de mange vælgere var med til at skabe et nyt politisk landskab. De to store partifamilier, de socialdemokratiske S&D og konservative EPP, oplevede, at deres magt svandt ind, og de kunne ikke længere styre Europa-Parlamentet som før, hvor de tilsammen udgjorde et flertal.

Flertallet er nu afhængigt af en eller flere af de andre politiske grupper, og det gav blandt andet den liberale gruppe og den grønne gruppe mere magt til at afsøge alternative flertal.

Mens især den grønne og EU-positive dagsorden vandt stemmer i Danmark, hvor de grønne partier og EU-positive partier gik markant frem, var valget et nederlag for EU-skeptikerne.

Folkebevægelsen mod EU blev ikke genvalgt, og dermed har den danske EU-modstand for første gang siden 1979 ikke en stemme i Europa-Parlamentet. Samtidig måtte Dansk Folkeparti sluge en kæmpe vælgerlussing.

Partiet havde ikke regnet med at beholde alle de fire mandater, som Morten Messerschmidt sikrede ved sin rekordsejr i 2014. Men end ikke ambitionen om to mandater blev indfriet, og spidskandidaten Peter Kofod måtte rejse alene til Bruxelles.

Her sidder han i den nye EU-skeptiske gruppe sammen med blandt andet franske Marine le Pens parti, Front National, og italienske Matteo Salvinis parti, Lega. Salvini er hovedarkitekten bag gruppen, der var tiltænkt til at udfordre magten i Parlamentet, der varetages af EU-positive kræfter. Men den position har gruppen aldrig opnået, selvom den er den fjerdestørste i Parlamentet.

Vestagers kamp for at nå toppen

I løbet af sine fem år som konkurrencekommissær er Margrethe Vestager blevet en sand stjerne i EU.

Derfor var hun også på manges læber, da snakken begyndte at falde på, hvem der monstro skulle have fingrene i EU-topposterne efter parlamentsvalget.

Hun var endda en af den liberales gruppe spidskandidater, der sammen med blandt andet den konservative Manfred Weber og socialdemokratiske Frans Timmermans kæmpede for at blive udnævnt som formand for EU-Kommissionen.

De var alle tre en del af den såkaldte spitzenkandidatproces, hvor det er tanken, at det er de politiske grupper i Europa-Parlamentet, der selv vælger en kandidat til formandsposten.

Den proces er dog ikke populær blandt medlemslandene, der helst selv vil byde ind med navne til posten. Vestagers og hendes to primære konkurrenters, Weber og Timmermans, navne blev nævnt i stats- og regeringschefernes drøftelser, men der var ingen af dem, der vandt opbakning.

I stedet kom et nyt navn på banen: Ursula von der Leyen. Hun blev kommissionsformand, mens Charles Michel fik posten som formand for Det Europæiske Råd. Christine Lagarde blev den nye formand for Den Europæiske Centralbank, og Josep Borrell blev EU's nye udenrigschef.

Margrethe Vestager og Frans Timmermans blev imidlertid ikke helt forbigået. Da Ursula von der Leyen er medlem af EPP, skulle den liberale gruppe og socialdemokraterne også tilfredsstilles. Derfor fik både Vestager og Timmermans tilsagn om, at de ville blive ledende næstformænd i en ny EU-Kommission.

Da Ursula skrev historie

EU's stats- og regeringschefers toppostkabale betød, at EU for første gang nogensinde fik en kvindelig formand for EU-Kommissionen.

Valget faldt på Ursula von der Leyen, der indtil da havde været forsvarsminister i Tyskland. I midten af juli blev hun officielt godkendt af Europa-Parlamentet af et meget smalt flertal, og dermed kunne hun påbegynde arbejdet med at danne en ny Kommission.

Men allerede inden den tog form, havde hun givet en lang række løfter. I løbet af de første 100 dage efter, at den nye Kommission træder til, vil der blive præsenteret en ny klimaplan, et forslag til en europæisk mindsteløn og lovforslag om kunstig intelligens, lovede hun Europa-Parlamentet.

Udpegelsen af Ursula von der Leyen var også med til at stadfæste den franske præsident, Emmanuel Macrons, magt i EU. Den tyske kansler, Angela Merkel, forsøgte forgæves at få opbakning til først Manfred Weber og senere Frans Timmermans. Men det var Macron, der løste kabalen, da han bragte Leyens navn i spil.

Johnson overtog taktstokken i Storbritannien

Det blev Boris Johnson, der vandt kampen om at afløse Theresa May som formand for de britiske konservative. Han fik dermed også posten som premierminister med i købet.

Og mens hele EU-systemet i august var gået på sommerferie og fik sig en puster oven på et travlt parlamentsvalg og toppost-efterspil, forstyrrede den nye premierminister roen. I et brev til Det Europæiske Råds formand, Donald Tusk, opfordrede Johnson EU til at genforhandle briternes udtrædelsesaftale, der var strandet i det britiske underhus og ikke kom videre, fordi der ikke var et flertal bag den.

EU indvilgede i at se på at ændre den del af udtrædelsesaftalen, der skabte utilfredshed, nemlig det irske backstop. Men kun, hvis Boris Johnson kunne præsentere et reelt alternativt, der kunne erstatte det.

Efter en del betænkningstid, hvor flere begyndte at tvivle på, at briterne reelt ville foreslå noget, kom der omsider et skriftligt udspil fra Storbritannien, og efter forhandlinger mellem EU og briterne opstod der to uger før Brexit-deadlinen enighed om en ændring af udtrædelsesaftalen.

Det var dog ikke helt nok til, at Boris Johnson kunne nå at få aftalen godkendt inden 31. oktober. Brexit blev derfor atter udsat – denne gang til 31. januar. I mellemtiden fik Boris Johnson udskrevet et nyvalg, og 12. december sikrede han det bedste valgresultat til sit parti siden 1980'erne og et sikkert flertal i underhuset til at godkende Brexit-aftalen.

Dermed tegner alt til, at 2020 bliver året, hvor Storbritannien omsider – 3,5 år efter folkeafstemningen – træder ud af EU.

Fornyet frygt for aftaleløst Brexit

Mens Boris Johnson lagde pres på EU i forsøget på at få udtrædelsesaftalen ændret i tiden op til 31. oktober, rykkede truslen om et aftaleløst Brexit tættere og tættere på.

Den britiske premierminister forspildte ikke en eneste anledning til at understrege, at Storbritannien under alle omstændigheder skulle forlade EU i slutningen af oktober, uanset om der var en aftale eller ej.

Derfor intensiverede både EU og de enkelte medlemslande – heriblandt Danmark – deres forberedelser på et såkaldt no deal-scenarie.

I Danmark oprettede regeringen blandt andet et akutberedskab, der skulle stå klar til at løse de praktiske udfordringer og uforudsete problemstillinger, der kunne opstå, hvis briterne bragede ud af EU uden en aftale.

Der blev også nedsat en særlig Brexit-ministergruppe, der skulle sørge for en samlet håndtering af Brexit op til og efter Storbritanniens udtrædelse.

Budgetbissen Mette Frederiksen kaldte EU-budgettet for gak

I oktober skulle EU's stats- og regeringschefer tage hul på slagsmålet om EU's langsigtede budget for 2021 til 2027. Og det var en kampklar dansk statsminister, der var draget til den belgiske hovedstad for at mødes med sine kollegaer.

Inden da havde hun gjort sin holdning til budgettet klart i et stort interview med Jyllands-Posten, hvor hun blandt andet sagde, at det var fuldstændig gak med et større EU-budget.

I samme omgang fik EU-samarbejdet også beskrivelser som "virkelighedsfjernt frakoblet parallelunivers" med på vejen. Retorikken vækkede en del kritik hjemmefra, hvor både politiske modstandere og medspillere kaldte den for farlig.

Men hvis vi nu lader retorikken ligge og vender tilbage til budgettet, drog Mette Frederiksen ned til Bruxelles med en tilgang til EU-budgettet, der deles af et flertal i Folketinget. Danmarks procentvise bidrag til EU-samarbejdet skal ikke øges, og derfor skal det nuværende budgetforslag slankes en del.

Eftersom Storbritannien er på vej ud af EU, bliver den samlede kage markant mindre, og det ser den danske regering gerne blive afspejlet i det nye langsigtede EU-budget. Men det bliver en hård kamp, for det betyder, at en række syd- og østeuropæiske lande vil miste en del af deres EU-midler.

Indtil videre er landene ikke kommet meget længere end deres møde i oktober, hvor Mette Frederiksen efterfølgende blot konstaterede, at de stadig står meget langt fra hinanden.

Skiftedag

Med en måneds forsinkelse kunne Ursula von der Leyen og den nye Kommission overtage roret i EU 1. december. Det betød også, at danske Margrethe Vestager kunne komme i gang med sit nye job som både ledende næstformand med ansvar for digitale område og konkurrencekommissær.

Men vejen dertil bød på et par bump, og Leyen måtte udskifte tre af sine kommissærer.

To af dem blev sat ud af spil allerede inden høringerne i Europa-Parlamentet, da Parlamentets Retsudvalg vurderede, at de var belastet af interessekonflikter. Den franske Sylvie Goulard nåede videre til parlamentarikernes krydsild, men efter en ekstra høring stemte et stort flertal for, at hun også skulle skiftes ud.

Men efter at tre nye ansigter kom til, kunne Ursula von der Leyen i november omsider fremsætte sin samlede Kommission til afstemning i Europa-Parlamentet. Her stemte et stort flertal ja til holdet af kommissærer.

Der var dog nogle, der var forbeholden. Den europæiske venstrefløjs fællesgruppe stemte imod, mens den grønne gruppe stemte blankt. Begge dele skete med begrundelsen, at den nye Kommission ikke havde høje nok klimaambitioner.

Samtidig med, at den nye Kommission rykkede ind i Berlaymont-bygningen i Bruxelles, overtog Charles Michel officielt jobbet som EU-chefernes mødeleder fra Donald Tusk.

Kampen for et klimaneutralt EU

Blot 11 dage efter Kommissionen trådte til, præsenterede Ursula von der Leyen sammen med den ledende næstformand for klimaområdet, Frans Timmermans, sit prestigeprojekt: Den europæiske grønne aftale.

Den har været ventet, siden hun i juli måned lovede, at en ny Kommission ville sætte EU i førersædet, når det gælder bekæmpelsen af klimaforandringerne. Det vil hun sikre med aftalens 47 skridt, der tilsammen skal gøre Europa til det første klimaneutrale kontinent i 2050.

Men allerede dagen efter den store aftale blev fremlagt, led den europæiske klimakamp et tilbageslag. EU's stats- og regeringschefer var samlet til et EU-topmøde, hvor det var håbet og ambitionen, at de skulle enes om at støtte 2050-målsætningen.

Det lykkedes næsten at få alle medlemslande ombord. Men efter flere timers forhandlinger, måtte lederne sande, at Polen fortsat stritter imod. Da Polen får størstedelen af sin energi fra kul, er polakkerne meget lunkne ved tanken om at skulle nå at omstille sig inden 2050.

For nu er spørgsmålet sparket videre til næste år, hvor Polen igen vil tage stilling til, om landet kan være med til at gøre EU klimaneutralt om 30 år.

Det bliver blot et af mange spørgsmål, der venter i 2020, hvor der også aftales et nyt EU-budget og briterne siger farvel.