Ny måling: Rød blok fastholder føring

MÅLING: Rød blok står fortsat til at overtage magten, viser en ny Norstat-måling. Venstres lave tilslutning tegner til en stor nedtur ved kommunalvalget, påpeger Altingets politiske kommentator. 

Foto: /ritzau/Jens Dresling
Cecilie Gormsen

93 mandater til rød blok og 82 til blå blok. 

Sådan ville mandaterne ifølge en ny måling foretaget af Norstat for Altinget fordele sig, hvis der var valg nu. Dermed fortsætter rød blok sin føring, ligesom Mette Frederiksen står til at blive ny statsminister.

Ifølge Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, er der ikke sket de store forskydninger, når man kigger på de seneste måneder. 

”Det er mest små hop på stedet. Ser man på udviklingen fra juni og frem er der ingen klare tendenser. De partier, der går lidt frem den ene måned, går lidt tilbage den næste," siger Erik Holstein. 

Ifølge Erik Holstein er den mest bemærkelsesværdige ændring i denne måneds Norstat-måling, at Liberal Alliance står to procentprocent bedre end i august-målingen.

"Det er en afgørende forskel for Liberal Alliance: 4,4 procent ville være småkatastrofalt, mens 6,4 procent er helt okay efter omstændighederne," siger Erik Holstein og fortsætter:

"Liberal Alliance har lidt en stribe ydmygende nederlag det sidste år, men partiets ordførere har formået at holde fast i, hvad der er LA's principielle politik. Det har været klogt – og det er helt sikkert med til at begrænse partiets tab. Men det er for tidligt at drage en endelig konklusion."

Målingen er foretaget, inden regeringen torsdag aften indgik en aftale med Dansk Folkeparti om at ændre registreringsafgiften. 

Kommunalvalg kan blive V-massakre
Kigger man på Venstre, har partiet siden foråret konstant ligget til 31 mandater, hvilket vil være en tilbagegang på tre mandater fra det i forvejen dårlige valgresultat fra 2015. Og det er et stort problem for statsminister Lars Løkke Rasmussen, understreger Erik Holstein. 

"Venstre står stadig i stampe et par procentpoint under det elendige valgresultat. Det bliver interessant at se, hvor meget den landspolitiske nedtur vil smitte af på kommunalvalget om præcis to måneder. Lige nu tegner det til en massakre på Venstre ude i kommunerne," siger Erik Holstein.

Den nye Norstat-måling er foretaget hen over sidste weekend, der var noget nær en politisk superweekend, hvor både Socialdemokratiet, Radikale og Dansk Folkeparti holdt deres årlige landsmøder.

"Resultatet er, at alle partier er gået tilbage. Det må være en smule deprimerende for dem, men man skal nok ikke lægge så meget i det. For de kom egentlig meget godt fra deres landsmøder," vurderer Erik Holstein. 

Norstat Politisk Index 2016-2017 Folketingsvalg 2015 Juni 2017 Juli 2017 August 2017 Usikkerhed +/- %-point
Socialdemokraterne 26,3 26,6 28,4 26,6 2,2
Radikale Venstre 4,6 6,3 5,4 5,0 1,1
Konservative Folkeparti 3,4 3,8 4,1 4,1 1
Socialistisk Folkeparti - SF 4,2 6,1 4,8 5,1 1,11
Liberal Alliance 7,5 4,6 4,4 6,4 1,24
Kristendemokraterne (ikke opstillingsberettigede) 0,8 0 0 0 0
Dansk Folkeparti 21,1 18,9 19,3 18,3 1,96
Venstre 19,5 17,2 17,5 17,4 1,92
Enhedslisten 7,8 8,7 8,3 8,4 1,4
Alternativet 4,8 5 5,1 6,2 1,22
Nye Borgerlige (tilføjet oktober 2016)   1,7 1,7 1,4 0,59
Dokumentation

Om målingen
Målingen er foretaget af Norstat for Altinget på net og telefon i perioden 12. til 19. september 2017 blandt 1.502 respondenter. 

Data er vejet på køn, alder, region, uddannelse og stemte ved seneste folketingsvalg.

Den maksimale usikkerhed for partierne er +/- 2,2 procentpoint. Se usikkerhed for hvert parti nederst i tabellen.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00