Nekrolog: Farvel til den gæve galler, der aldrig fik sin kongetitel

AFSKED: Hele nationens farverige og flamboyante franskmand er ikke mere. Det danske kongehus har med prins Henriks bortgang mistet sit ældste og mest sprælske medlem.

Prins Henrik blev bisat tirsdag den 20. februar.
Prins Henrik blev bisat tirsdag den 20. februar.Foto: /ritzau/Henning Bagger
Christian Juhl Mølgaard

I anledningen af Prins Henriks bisættelse i dag genudgiver vi denne nekrolog.

En forårsaften i 1965 forlod en fransk diplomat sin lejlighed ved Marble Arch i London. Han skulle til middagsselskab. Han var let til mode, smokingen var presset og håret nyklippet.

Et par dage forinden havde han fået at vide, at den danske tronfølger skulle være æresgæst ved selskabet.

“Han svor ved sig selv, at han ville forlade det formentlig stive selskab så tidligt, som han anstændigvis kunne.”

Sådan beskrev prins Henrik selv optakten til det første møde med sin fremtidige livsledsager i erindringsbogen Skæbne forpligter fra 1996.

Ved middagsselskabet fik han en høj, ung pige til bords. Hun forekom ham genert, reserveret og meget usikker på sig selv. Det var prinsesse Margrethe.

“Jeg tog min tilflugt til voltairske vendinger og forsøgte mig med en diskret sprudlen, som man kalder pariservid for at lette en samtale på fransk, uden at det blev til det sædvanlige overfladiske pjat. Min bordfælle behøvede ikke mine forsøg for at få samtalen til at folde sig ud. Hun var kvik i replikken. Hun blev livlig, men holdt sig klogeligt inden for de konventionelle rammer. Jeg kunne mærke, at hun trods sin nervøsitet slappede af. Hun var kultiveret. Jeg fandt hendes åndrighed og granitagtige intelligens fængslende. Jeg følte mig øjeblikkeligt tiltrukket af hende.”

Året efter friede han til hende. En uge efter frieriet blev han tilbudt en ambassadørpost. En post, han havde stræbt efter hele sit voksne liv, men som han blankt måtte afslå.

“Beslutningen var ikke vanskelig. Men hvis jeg ikke havde mødt prinsessen, havde jeg uden tøven takket ja. Det var et utroligt tilbud. Men, som man siger – kærligheden overvinder alt, n’est-ce pas?,” betroede han Stéphanie Surrugue i portrætbogen Enegænger fra 2011.


Prinsesse Margrethe med sin forlovede, grev Henri de Monpezat på Frederiksborg Slot i 1966. (Foto: /ritzau/Lars Hansen)

Spådommen
Fra barnsben blev Henri Marie Jean André de Laborde de Monpezat som familiens ældste søn opdraget til at overtage driften af familiens franske herregård. De første år af hans liv foregik på skift i Vietnam, fransk Indokina og Frankrig. Faderen, André, passede familiens forretninger i alle tre lande, og familien fulgte efter.

Henri var højt begavet, havde mange interesser og kunne reelt være blevet koncertpianist, hvis stjernerne havde stået anderledes. Han var blevet optaget på det franske musikkonservatorium, men valgte juraen på det prestigefyldte Sorbonne.

Han blev uddannet inden for jura og statskundskab og lærte sideløbende kinesisk og vietnamesisk. I 1962 blev han ansat i Asien-afdelingen i det franske udenrigsministerium, og i de efterfølgende år fungerede han som ambassadesekretær ved Frankrigs ambassade i London.

Han havde en strålende diplomatisk karriere i udsigterne, men en kinesisk vismand spåede hans fremtid anderledes, da han som 24-årig besøgte denne under et ophold i Østen med en spændt veninde ved sin side.

Først fortalte vismanden den skuffede veninde, at Henri aldrig ville komme til at gifte sig med hende. Han ville tværtimod finde én langt væk fra sit land. Dernæst så vismanden på den fremtidige danske prins og sagde:

“Din tilværelse bliver meget spændende, men fuld af faldgruber, og dit liv bliver vanskeligt. Du bliver berømt, rig, og du vil komme til at tilbringe resten af dit liv omgivet af vand.”

Sådan bliver historien gengivet i portrætbogen Enegænger.

To år efter middagsselskabet i London blev den franske diplomats skæbne, som vismanden havde forudset, beseglet i Holmens Kirke. Beliggende ud til vandet – i et land omgivet af vand.


Brudeparret efter vielsen på vej ud af Holmens Kirke i 1967. (Foto: /ritzau/Vagn Hansen)

Det bedste alternativ
Nogle røster hævdede, at Margrethe giftede sig under sin stand, men ifølge historiker Søren Mørch var der tværtom tale om et glimrende parti, det bedst tænkelige på det tidspunkt.

“Det var ikke til at få øje på nogen kongelig prins, der var værd at bygge på. Kongehuset måtte acceptere det næstbedste: en præsentabel, højtuddannet udlænding med et anerkendt, uplettet generalieblad,” skriver Søren Mørch i bogen Nullerne.

“Den unge mand var jurist fra Sorbonne med så fremragende kvaliteter, at han havde kunnet klare Quai d’Orsays knaldhårde ansættelseskonkurrencer og havde været i stand til at gøre så god en karriere i det franske diplomati, at han blev ansat ved ambassaden i London, en af de mest prestigiøse i Frankrigs udenrigstjeneste. Han var ikke kongelig, men bedre ægtefælle til prinsesse Margrethe kunne ikke fremskaffes.”

I begyndelsen tog både danskerne og dansk presse generelt vel imod den ukendte greve. I Politiken berettede Lise Nørgaard om “en højt begavet ung mand, af et udmærket ydre, høj og mørk, men også et sympatisk menneske fra et af de mest kultiverede miljøer i Frankrig”.

I sin tale til Margrethe ved brylluppet erklærede prinsen ikke kun sin store kærlighed til sin tilkommende, han lovede også troskab mod Danmark og det danske folk og kaldte sig selv en nybagt student.

“Det er mit faste forsæt at bestå min eksamen med en pæn karakter,” sagde han om den opgave, der lå foran ham.

Første opgave lå i fordanskningen af franskmanden. Han forlod katolicismen, så han kunne blive lutheraner i den danske folkekirke. Og med ægteskabet blev Henri til Henrik. Det var kun et enkelt, ekstra bogstav i navnet. Alligevel betød det alverden.

“Første del af livsopgaven for de fem millioner danskere var at få et navn, vi kunne udtale lige fra Esbjerg til Østerbro. I 1967 var det utænkeligt, at hans eget navn ikke skulle fordanskes. Globaliseringen havde endnu ikke ramt os,” skriver Nathalie Ostrynski i et portræt i Berlingske.

Mere end noget andet har navnet symboliseret den splittede relation, der har været mellem prinsgemalen og danskerne igennem årene, noterer hun.

"Vi har insisteret på, at han skulle være dansk, mens han har insisteret på at bibeholde noget af sin franske, oprindelige identitet. At der var noget af Henri i Henrik."


Prins Henrik fotograferet i 1974. (Foto: /ritzau/Allan Moe)

Et menneske uden værdi
Til trods for den lovende begyndelse, begyndte faldgruberne og vanskeligheder, som vismanden havde varslet, snart at melde sig. Folkestemningen kølnedes. Blandt andet klædte prinsen sig efter højeste mode i London, men det blev ikke taget vel imod i Danmark. På kort tid skrumpede den unge franske diplomat med den så lovende karriere ind til fransk klovn. Det gjorde ondt.

“Jeg kom jo med et ønske om at integrere mig totalt i mit nye land,” sagde prinsen til Stéphanie Surrugue i Enegænger.

“Jeg var i færd med at lære Danmarks historie og geografi, traditioner og skikke, jeg forsøgte at definere indholdet af min rolle som tronfølgerens ægtemand, og jeg modtog undervisning i dansk, men slet ikke nok.”

"Jeg følte," sagde han i et interview med Ritzau i anledning af sin 60 års fødselsdag, "at man betragtede mig som et menneske uden værdi. Danskerne gav mig ikke mange chancer for at vise, hvem jeg var. Man kunne godt have forsøgt også at se mine gode sider."

I et portræt af prinsen i Politiken beskriver Olav Hergel, hvordan danskerne og prins Henrik efter den ellers lovende begyndelse begyndte at tale forbi hinanden.

"Vi så ham med dronningen og sønnerne på Amalienborgs balkon, på slottet i Frankrig med gravhunde, til jagtmiddage med jægerhat og mavesvære strandvejsvenner og i røg og damp for Danmark med et cigaretrør og sin kone. En pyntedukke i ternet tøj og koboltblå jakker med røde syninger på. Hans tøj var for stort til Danmark," skriver Hergel.

"Der blev skrevet meget, men det var med få undtagelser opstillede billeder og gravhundejournalistik til ære for billedbladsroyalisterne, og han blev aldrig rigtig accepteret i et land, hvor man var mere til hønsestrik end til silkesokker, mere til Prince Light end Gauloises og mere til Volvo end Citroën. Bestandigt blev der talt om hans franske accent, uagtet at han taler engelsk, dansk, kinesisk og vietnamesisk flydende og kan begå sig på tysk, russisk og svensk.”

Prins Henrik lagde aldrig skjul på, at han havde svært ved at finde sin rette hylde i Danmark. Han tog en uddannelse i flyvevåbnet og blev udnævnt til ordenskansler, men det var ikke nok. I 1969 tog han et civilt job for Dansk Røde Kors. Men han havde til stadighed ikke fundet fast grund i Danmark og var ikke blevet en integreret del af landet.

Det hjalp da heller ikke på situationen, at den stolte franskmand i et herostratisk berømt interview med Berlingske talte om sit syn på børneopdragelse.

"Børn er som hunde eller heste, de skal tæmmes, for at man kan få et godt forhold til dem. Jeg har selv fået mine lussinger, det tager man ikke skade af," sagde han i interviewet, hvilket vakte et ramaskrig i datiden og affødte en haglstorm af kritik mod kongehuset.

Senere i livet fik prins Henrik efter alt at dømme en stikpille med på vejen ved sit og dronningens sølvbryllup, da kronprins Frederik i sin tale kommenterede opdragelsesmetoderne.

"Papa, man siger, at den, man elsker, tugter man. Vi tvivlede aldrig på din kærlighed."


Prins Henrik med prins Frederik på armen på Amalienborgs balkon i 1971. (Foto: /ritzau/Vagn Hansen)

Ønsket om anerkendelse
Henriks største livskrise gennem alle årene blev med ét blottet for den brede befolkning i forbindelse med nytårskuren i 2002. Traditionen tro skulle dronningen stå for første del af seancen, men hun var faldet ned ad trappen på Marselisborg Slot og havde slået ribbenene.

Om morgenen havde dronningen fortalt sin mand, at han ikke som forventet skulle overtage hendes rolle ved nytårskuren. Det skulle i stedet kronprinsen.

Skuffet og frustreret udtalte Henrik sig til Bodil Cath, og det berømte interview blotlagde krisen i kongehuset. Prinsen følte sig ydmyget, degraderet, tilsidesat.

I 2005 fik han titlen prinsgemal i stedet for blot prins, men opnåede ikke den ønskede ligestilling eller titlen kongegemal.

“Det er jo altså min egen skyld, at jeg ikke forstod mentaliteten, da jeg ankom til Danmark i 1960’erne; at man gerne vil bryste sig af ligestillingen i samfundet generelt, men ikke på toppen af samfundspyramiden. Det har jeg nu forstået,” sagde han i Enegænger.

“Forestil Dem ramaskriget, hvis min søn, når han er blevet konge, bestemmer, at hans kone bare skal være prinsesse, ikke dronning. Forestil Dem, at kong Frederik havde sagt til min svigermor, at hun bare skulle være prinsesse Ingrid,” sagde prinsen.

“Jeg insisterer på at tale højt om det, inden jeg dør,” sagde han i Enegænger, og det løfte holdt han. Gang på gang.

Kort efter terrorangrebet mod København i februar 2015 holdt regentparret pressemøde for hollandske journalister forud for et statsbesøg fra det hollandske kongehus.

Her tog prins Henrik ordet og fortalte i lange vendinger om, at han stadig ønskede at være kongegemal og ikke forstod, hvorfor han ikke blev betragtet som ligeværdig med sin hustru. Først da dronningen lagde en hånd på husbondens ryg for at få ham til at holde inde, standsede han talestrømmen.

Rebel til det sidste
Henrik havde dog langt fra sagt det sidste ord i den sammenhæng.

Det var en følelsesladet og let famlende dronning, der i nytårstalen samme år bekendtgjorde, at prinsgemalen ville lade sig pensionere og derfor kun i meget begrænset omfang ville tage del i de officielle arrangementer fremover.

“Det er hans beslutning, jeg forstår den, og jeg respekterer den. Jeg er min mand dybt taknemmelig for al den støtte, hjælp og inspiration, han har givet mig igennem alle årene. Jeg ser frem til, at jeg fortsat kan varetage mine opgaver, og at jeg stadig har min mand at støtte mig til, selvom det bliver mindre synligt,” sagde dronningen.

Meddelelsen kom samme år, hvor Henrik havde glimret ved sit fravær ved fejringen af dronningens 75 års fødselsdag grundet influenza, men senere blev set på Markuspladsen i Venedig. Det vakte på den ene side offentlig harme over, at prinsen kunne tillade sig at ydmyge sin viv på den vis, og på den anden satte det allerede da skub i spekulationerne om prinsens helbred, fysisk såvel som mentalt.

I sommeren 2017 gav den rebelske prins endnu en gang sin frustration frit løb, da han lod bekendtgøre, at han ikke agtede at lade sig begrave ved siden af dronningen i Sankt Birgittes kapel i Roskilde Domkirke.

Dronningen må for hans skyld ligge alene i gravkammeret under den dobbeltsarkofag, som billedhuggeren Bjørn Nørgaard arbejder på. For hvis prinsen ikke kunne sidestilles med dronningen i levende live, vil han ikke i al evighed ligge side om side med hende, er rationalet.

Til Kristeligt Dagblad sagde Stéphanie Surrugue i den forbindelse:

”Som jeg kender prins Henrik, er dette ikke en besked til danskerne. Det er en besked til eftertiden, for ved ikke at ligge begravet ved siden af dronning Margrethe vil alle kommende generationer blive mindet om prins Henriks egen fortælling om, at han ikke følte sig respektfuldt behandlet. Men der er ingen tvivl om, at han holder af både Danmark og sin familie.”

I september udsendte kongehusets pressetjeneste meddelelsen om, at prins Henrik havde fået diagnosticeret demens. Siden har der været ro om hans person. Han har rekreeret i Egypten, og det var herfra, han i slutningen af januar blev fragtet hjem til Rigshospitalet, hvor han blev undersøgt for en tumor i lungen, der viste sig at være godartet, og siden fik en infektion i lungerne.


Prins Henrik som vært ved årets kongejagt i Klosterheden Plantage i 2015. (/ritzau/Morten Stricker)

På de indre linjer
Prins Henrik var gennem hele livet af de nærmeste kendt som en betænksom ven, der holdt af at glæde andre. I Enegænger fortalte jagtvennen, nu også afdøde Peter Zobel, om, hvordan den empati kom til udtryk.

“Da jeg blev skilt, inviterede han mig til Rom under påskud af, at vi skulle se på kirker og slotte. I virkeligheden ville han jo muntre mig op. Men hvor betænksom han end er, også over for sin hustru i øvrigt, er det jo sjældent noget, offentligheden finder ud af.”

Kendetegnende for prins Henrik særligt i de senere år har også været hans joviale facon i offentligheden, hvor han ofte har givet sig tid til at veksle ord både med pressen og med de danskere, han har mødt.

Hans pudsige indfald har virket forfriskende og vil stå klart i erindringen om ham. Hans uanmeldte besøg på Christiania uden livvagter og stor virak. Billedet fra Randers Regnskov, hvor han lavede en improviseret kongekrone af en sammenrullet pytonslange. Hans optræden som panda til en middag for Verdensnaturfonden og hans samarbejde med den danske popgruppe Michael Learns To Rock.

Prins Henrik var alsidig, sprælsk, og han nægtede at lade sig sætte i bås. Men dét til trods påtog han sig immervæk en livslang, vanskelig opgave. En rolle, ingen før ham havde udfyldt, og som derfor ikke var klart defineret. Der var ingen forskrifter, ingen hundredårig tradition. Rollen som prinsgemal var jomfruelig grund.

Gennem mange år varetog han sin funktion professionelt med stor interesse for dansk erhvervsliv, et årelangt arbejde for Dansk Røde Kors og en alenlang liste af protektioner.


Dronning Margrethe og prins Henrik i deres fælles udstilling Pas De Deux Royal på Aros i Aarhus i 2013. (Foto: /ritzau/Henning Bagger)

På de indre linjer har dronningen og prinsen også fortalt, hvordan de som intellektuelle samtalepartnere gennem årene har haft en gensidig forståelse af hinandens dybe behov for at udøve kunst. Hun som maler, han som skulptør og poet.

Prins Henrik lagde sit hjerte i vindyrkningen på slottet Château de Cayx, de mange jagter og i sit levende engagement i gastronomi. Han levede for kunsten, skulpturerne og digtsamlingerne.

“Endog et kongeligt palads med tusind døre, vide fløje, kan være trangt og mangle plads,” skrev han i et af sine mange digte.

Danmark er blevet et nationalikon fattigere. Vi vil savne hans franske, farverige og flamboyante armbevægelser. En ener og en enegænger har forladt os.

Æret være hans minde.

Dokumentation

Prins Henrik
Født 11. juni 1934, Talence, Gironde, Frankrig.

Søn af greve André de Laborde de Monpezat (død 1998) og grevinde Renée de M. f. Doursennot (død 2001).

Gift 10. juni 1967 i Holmens Kirke med den danske tronfølger, senere Hendes Majestæt Dronning Margrethe II, datter af kong Frederik IX (død 1972) og dronning Ingrid (død 2000).

General à la suite i Hæren og Flyvevåbenet; admiral à la suite i Søværnet.

Levnedsløb
1947: Jesuiter-kostskole i Bordeaux
1948: Cahors' Gymnasium
1952: Student, Hanois franske Gymnasium
1952-57: Paris Universitet, Sorbonne (jura og statskundskab), studerede kinesisk og vietnamesisk på École Nationale des Langues Orientales
1957: Magister i fransk litteratur og orientalsk sprog
1959-62: Aftjent værnepligt, bl.a. ved infanteriet i Algeriet (sergent)
1962: Det franske udenrigsministeriums Asien-afdeling
1963: 3. ambassadesekretær i London

Protektor
Albert Schweizer Komitéen i Danmark; Alliance Française; De Allieredes Danske Våbenfæller; Amatørsymfonikerne; Blindes Støttefond; Danish-Chinese Business Forum; Danish Heritage Society of Dickson (s.m. H.M. Dronningen); Danmarks Bridgeforbund; Danmarks Jægerforbund; Danmarks Museum for Lystsejlads; Dansk-Engelsk Selskab (s.m. H.M. Dronningen); Dansk Fransk Handelsunion; Dansk Møllerforening; Dansk Numismatisk Forening; Dansk Petanque Forbund; Danske Flyvere; De Danske Forsvarsbrødre i Kbh; Danske Garderforeninger i Udlandet; Dansk Kennel Klub; Dansk Korforening; Dansk Røde Kors; Dansk Vandskiforbund; Dansk Vejhistorisk Selskab; Dragonfonden; EGV; Etatsorkestret; FN-Museet i Frøslevlejren; Fonden for Nyborg Fæstning; Foreningen af Officerer uden for Aktiv tjeneste; Franz Schubert Selskabet Danmark; Frøslevlejrens Venner; H. C. Andersen Museets Venner; Håndværker- og Industrimesserne; Junior Chamber Danmark; Fregatten Jylland; Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub; Komitéen til Udlandsforeningers Kulturelle Samvirke; Kongelig Dansk Aeroklub; Københavns Akvarieforening; Københavns Drengekor; Københavns Rotary Klub; Københavnske Soldaterforeningers Samvirke; Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede; Landskomiteen til Renovering af Fredericia Vold; Lions Club International; Malko Competition; Miljø Fonden af 1989; NaturBornholm; Ebbe Munck's Mindefond (s.m. H.M. Dronningen); Nyborg Fugleskydningsselskab af 1801; Odense Forenede Skydeselskab; Officersforeningen i København; Ordenshistorisk Selskab; Phuket Marine Biological Center; Politikompagniernes Støtteforening; Quercy Rail; Regates La Croix Blanche (Dansk Drageklub); The Royal Air Forces Association, Copenhagen Branch; Scandinavian Festival of Music; The Shanghai Conservatory of Music; Société Huguenote; Solistforeningen af 1921; Souvenir Français; Souvenir Normand - Dansk Normannisk Selskab; Vesterbro Ungdomsgård; Det Nationale Hestesportcenter Vilhelmsborg; Zoologisk Have.

Præsident
Comité des Patrons de la Fondation Européenne de la Culture og for WWF Verdensnaturfonden, Danmark; ærespræsident for De samvirkende Danske Forsvarsbroderselskaber; Association France-Danemark; Prinsens Livregiments Soldaterforening og for Rebildselskabet; vicepræsident for International Dragon Association.

Formand
Komiteen Kong Frederik den Niendes hæderspris for fortjenstfuld indsats for dansk eksport, komiteen Dansk Eksportforenings diplom og Hans Kongelige Højhed Prins Henriks æresmedalje, Prins Henriks Skoles fond og bestyrelsen for Prinsegemalens Fond.
Æresformand for America's Cup Danmark A/S, Aarhus Sejlklub og Tennisklubben 1900 Tennis.

Medlem af bestyrelsen for De danske Kongers kronologiske Samlinger og Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond.

Æresmedlem
Académie Bocuse d'Or Danmark; Académie de Marine; Académie de Montauban; Académie des Sciences d'Outre-Mer; Automobil Sports Klubben; l'Association des Amis de la Pensée et de l'Oeuvre de George Migot; l'Association Les Amis de Camille Pissarro; l'Association des Anciens du Lycée Albert Sarraut de Hanoi; l'Association Riquet et son Canal; l'Association de Sauvegarde des Eglises de Caïx et Fages; Association Internationale de Bibliophilie; Comité d'Honneur de l'Association des Amis de l'Université Paris-Sorbonne; Confrérie de la Chaine des Rôtisseurs (bailli d'honneur); Confrérie des Chevaliers du Tastevin (commandeur); Conservatoire Européen de Musique de Paris; The Danish Club, London; Dansk Bibliofil-klub; Dansk Gravhundeklub (s.m. H.M. Dronningen); Det Fyenske Salutbatteri (æreskanonér); Det kgl. Danske Geografiske Selskab; Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab; Den Danske Soldaterforening, Michigan; Deutsche Rettungsflugwacht e.V.; Foreningen til den Ædle Hesteavls Fremme; Hellerup Idræts Klub; Helsingørs Kgl. Privilegerede Skydeselskab (overordentligt medlem); Aarhus og omegns Jagtforening; Køge og Omegns Jagtforening; International Lawn Tennis Club of Denmark; Kjøbenhavns Skytteforening; Institut d'Etude des Civilisations Normandes 1988; Det Krigsvidenskabelige Selskab; Kungliga Svenska Segelsällskapet; La Maison de la Chasse et de la Nature; Concours International d'Opera; New York Yacht Club; Nordlangelands Skytteforening; Prague Heritage Fund; Royal Thames Yacht Club, London; Sportsrideklubben; Stamford Yacht Club; Søofficers-Foreningen; Rolls-Royce Enthusiasts' Club; Vieilles Maisons Françaises; Aarhus borgerlige Skydeselskab; Det broderlige Skydeselskab i Aalborg; Aabenraa Skyttelaug; »Maître ès Jeux« de l'Académie des Jeux Floraux de Toulouse; Marineforeningen; Kongelig Norsk Seilforening; Sankt Knudsgilde i Flensborg (æresbroder); Sophiæodde Saluteringslaug (æreskanonér); Søe-Lieutenant-Selskabet.

Har oversat
Simone de Beauvoir: Alle mennesker er dødelige (s.m. H. M. Dronningen, 1981)

Har udgivet
Chemin faisant (franske digte, 1982); Destin oblige (erindringsbog, oversat til dansk: Skæbne forpligter, 1996); Ikke altid gåselever (kogebog, s.m. Jakob Johannsen, 1999); Cantabile (digte, 2000); Les escargots de Marie Lanceline (2003); Prins Henriks private Album (Intimité royale, 2004); Château de Cayx (2004); Hviskende brise (Murmures de vent, digte, 2005); Til glæde for ganen (kogebog, 2005); Helt Magnifique - Franske kokke ved det danske hof (s.m. Barbara Zalewski, 2007); Tarnimi tungujortut, Les bleus à l'âme, Blå mærker på sjælen (digtsamling på grønlandsk, fransk og dansk, 2009); Roue-Libre, Frihjul (digtsamling på fransk og dansk, 2010); Fabula (digtsamling på dansk og fransk med billeder af Prinsgemalens skulpturer, 2011); La part des anges (digtsamling på fransk, 2013); I mine lykkelige nætter (digtsamling på dansk og fransk) 2014. Pérégrinations autour de ma tête (digtsamling på fransk, 2016); Poèmes (1982-2014) (digt antologi på fransk, 2016).

Udstillinger
Bakkehusmuseet, Frederiksberg, 2007; ARoS, Aarhus, 2013, begge sammen med H. M. Dronningen; 'Augustiana', Augustenborg 2015; 'Jardins en Art', Paris 2015; 'Cahors', Frankrig 2015, Andratx, Mallorca 2016, samt 'Eventyrlig dialog', Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum, Herning 2017.

Tildelt
Dansk Turistråds Hæderstegn; Le Grand Prix de Rayonnement Français de l'Académie Française; Le Grand Prix de l'Académie d'Alsace; Dansk Arbejdes Guldmedalje 1989; Årets Europæer 2011; Berlingskes Hæderspris 2012.

Kilde: Kraks Blå Bog


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

H.K.H. Prins Henrik af Danmark

Prins, greve de Laborde de Monpezat

H.M. Dronning Margrethe Alexandrine Þorhildur Ingrid

filosofikum (Københavns Uni. 1960), studier i arkæologi (University of Cambridge 1961), studier i statskundskab (Aarhus Uni. m.fl.)

0:000:00