Riisager: ”Staten skal generobre sit voldsmonopol”

FIK DU LÆST: Særlige strafzoner, bøder til uvorne forældre og mere politi. Regeringen sætter med sit ghettoudspil hårdt ind over for parallelsamfund. Mange af tiltagene skal bæres igennem på undervisningsminister Merete Riisagers (LA) ressortområde. Altinget har spurgt den liberale minister, hvordan det er at føre statens faste hånd over for de udsatte boligområder.

”Jeg er liberal, men jeg vil gerne have, at staten sikrer borgerne deres rettigheder. Det er, hvad mange liberale ikke indser. De indser ikke alvoren af, hvis staten opgiver at håndhæve reglerne."
”Jeg er liberal, men jeg vil gerne have, at staten sikrer borgerne deres rettigheder. Det er, hvad mange liberale ikke indser. De indser ikke alvoren af, hvis staten opgiver at håndhæve reglerne."Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Tyson W. Lyall

Artiklen blev bragt første gang på Altinget: Uddannelse d. 4. april 2018. 

Merete Riisager føler sig hjemme på grænsen mellem Nørrebro og Nordvest i København.

Her – i området omkring Nørrebro Station – nåede hun at bo i 10 af sine nu 42 år.

Her var hun på den første date med sin nuværende mand, og her fik hun sit første barn.

Der er kommet borgere, som er ekstremt voldsparate. Der bliver staten nødt til at hævde sit voldsmonopol af hensynet til børnefamilier, ældre og andre, som bor i området.

Merete Riisager (LA)
Undervisningsminister

Derfor virker hun også en smule forlegen over, at politiet har sendt tre mand ud for at sikre, at alt er i orden, når undervisningsministeren kigger forbi til et interview med Altinget.

”Det er mærkeligt. For mig er det her som at være hjemme. Opsætningen, da vi var i Mjølnerparken, føltes underlig,” siger hun med henvisning til et besøg i det nærliggende boligområde, hun var på i starten af marts i år.

Pakket ind i PET og vintertøj var hun sammen med en række ministre – heriblandt statsministeren – troppet op i kvarteret for at præsentere regeringens nye ghettoudspil.

Et udspil, som én gang for alle skal opfylde årelange ambitioner om at nedbryde landets særligt udsatte boligområder.

Et udspil, som tager fat med de skarpeste statslige værktøjer.

Det gælder eksempelvis afgrænsede strafzoner, hvor straffen for udvalgt kriminalitet kan ”skærpes markant” i en periode.

Det gælder krav om obligatorisk dagtilbud, tidlig data-opsporing af udsatte børn og kriminalisering af forældre, der sender børn på genopdragelsesrejse.

Et udspil med tiltag, som Cepos-direktør Martin Ågerup har kaldt ”ude af proportioner”, og som har fået Venstre-veteranen Birthe Rønn Hornbech til at erklære, at regeringens liberale principper er gået i graven.

Merete Riisager har med egne ord en stor aktie i udspillet, som hun nu tilsvarende får en stor del af ansvaret for at føre ud i livet.

Læs mere om uddannelsestiltagene i udspillet her. 

Det er dog ikke uden stik i det liberale hjerte, at hun går til opgaven.

”Det er slemt, at vi skal ind og ruske sådan i tingene, som vi skal. Men jeg kan stå på mål for det, ” siger Merete Riisager.

Det er ”skrappe ting”, når regeringen eksempelvis vil straffe forældre økonomisk, hvis de ikke sender deres børn i skole, erkender hun.

”Det havde jeg gerne været fri for. Men jeg synes, det er nødvendigt. Der er en lille gruppe, som er fløjtende ligeglad med, hvad lærere og pædagoger siger, og som lader deres børn dalre rundt. Vi bliver nødt til at gøre noget for at få deres opmærksomhed. Der kommer den økonomiske sanktion ind. Det er ikke et værktøj, jeg synes, er sjovt at indføre.”


Undervisningsministeren tilbage i området ved Nørrebro Station, hvor hun nåede at bo i cirka ti år. 

Til kamp for frihedsgraderne
Merete Riisager flyttede til København NV i slutningen af 1990’erne.

I en lejlighed på Nordre Fasanvej boede hun en spytklat fra Nørrebro Station og et solidt stenkast fra Mjølnerparken, hvor hendes søn gik i daginstitution.

Senere flyttede hun nogle hundrede meter længere nordpå til Ørnevej med den lokale Hells Angels-rockerborg rundt om hjørnet.

På Cafe AE, Frederikssundsvej, hvor Altinget møder hende, var hun i sin tid på den første date med sin mand, Mogens.

Når nu undervisningsministeren synes, at det er underligt at komme tilbage med betjente i slipstrømmen, tror hun så ikke, at beboerne har det på samme måde?   

”Jo, det tror jeg. Og det kan jeg virkelig godt forstå. Det bliver et kvarter, hvor virkeligheden er på en bestemt måde. Men det er bare sådan, at hvis man bor i det her kvarter, så vænner man sig til den råhed, der er her. Så lever man fint med det som en del af hverdagen.”

Hun mener, at situationen er blevet værre, siden hun flyttede videre for snart ti år siden.

Problemerne er blevet mere tilspidsede. Banderne er blevet mere synlige. Antallet af skudepisoder er steget.

”Jeg ved jo ikke, hvordan det føles at bo her mere, men når jeg kommer tilbage, synes jeg, at det er voldsomt.”

Det er et problem, lader ministeren forstå, når beboerne i et område som Mjølnerparken ikke har de samme frihedsgrader som andre danskere.

”Området har nogle anderledes magtfaktorer, som giver dårligere levevilkår end i samfundet generelt,” siger hun og forklarer:

”Der er kriminelle, men der er også religiøse magtfaktorer og normer, som gør, at hvis man eksempelvis som enlig mor i Mjølnerparken forlader sin mand, mærker man den sociale kontrol. Man vil mærke fordømmelsen.”

Hvis beboerne ikke føler, de har de samme frihedsrettigheder som andre, så kan de vel bare flytte?

”Det er jo ikke så nemt. Problemet er, når vi har områder, hvor det liberale demokrati og dets normer sættes ud af kraft. Når der eksempelvis er magtfaktorer som banderne, der udfordrer politiet. Så rystes det liberale demokrati i sin grundvold. Borgerne skal kunne regne med sikkerhed og personlig frihed.”

Hvordan kan I være sikre på, at dem, som bor her, ikke har de frihedsgrader, de ønsker?

”Det kan godt være, de føler det, men det har de ikke. Det er meget menneskeligt at tilpasse sig, men det betyder ikke, at det er ok. Det er ikke ok, at man som kvinde skal finde sig i at blive udsat for social kontrol eller nedgørende tilråb, fordi man bor i et bestemt område. Det er ikke ok, at man er bange eller ikke kan ringe til politiet, når det sker noget. Det kan godt være, man vænner sig til det, men det gør det ikke ok.”


Merete Riisager på Cafe AE, hvor hun i sin tid var på det første stævnemøde med sin nuværende mand. 

”Staten skal generobre sit voldsmonopol”
Det handler for Merete Riisager derfor om at sætte hårdt ind – for at sætte fri.

Når borgernes frihed bliver udfordret af bander, social kontrol og andet, er det tid til, at hun og andre repræsentanter for staten træder til.

Men hvordan rimer eksempelvis skærpede strafzoner på Liberal Alliance?

”Det rimer udmærket på den måde, at der ikke er tale om at straffe folk for, hvor de bor, men for hvor de begår kriminalitet. Alle, der træder ind i en strafzone og begår kriminalitet, er underlagt de samme vilkår. Der kan være zoner, hvor det liberale demokratis regler er trængt tilbage. Det her handler om, at staten skal generobre sit voldsmonopol,” siger hun.

Hvis borgerne skal have deres retssikkerhed, så skal det være staten, der styrer, lyder forklaringen.

”Derfor skal staten af hensynet til borgerne generobre magten, hvis den har mistet den i områder. Sådan betragter jeg de her strafzoner. Det er staten, der generobrer sin magt,” siger hun og fortsætter:

”Jeg er liberal, men jeg vil gerne have, at staten sikrer borgerne deres rettigheder. Det er, hvad mange liberale ikke indser. De indser ikke alvoren af, hvis staten opgiver at håndhæve reglerne. I det tilfælde er der ingen lov.”

Hvorfor rækker individets, familiens og civilsamfundets ansvar ikke her?

”Der er jo områder, hvor myndighedernes magt er ikkeeksisterende eller rundbarberet. Som borger i det her kvarter ved man godt, hvilke gader man skal gå udenom, når det er mørkt. Der er kommet borgere, som er ekstremt voldsparate. Der bliver staten nødt til at hævde sit voldsmonopol af hensynet til børnefamilier, ældre og andre, som bor i området. De skal være sikre på, at lov og ret gælder. Det er forudsætningen for, at de kan have et trygt og sikkert liv, at det er politiet og ikke andre, som styrer.”

Tvangs-dagtilbud
Står det til regeringen, skal alle børn i udsatte boligområder i dagtilbud minimum 30 timer om ugen, fra de fylder ét år.

I de dagtilbud må der samtidig højst nyoptages 30 procent børn fra et udsat boligområde om året.

Hvis forældrene undlader at indskrive deres barn eller ikke bruger dagtilbuddet ”i tilstrækkeligt omfang”, vil regeringen igen have, at kommunen skal ”træffe afgørelse om standsning af børneydelsen”.

Hvorfor er det en god ide?

”Jeg har overhovedet ikke lyst til at blande mig i, om folk sender deres børn i daginstitution eller ej. Men i forhold til lige præcis denne her gruppe borgere, må man også nogle gange se på, hvad der er bedst for barnet. Det kan være til hjælp for børn, at de kommer i daginstitution. Men det ændrer ikke på, at forældrene også skal tage et større ansvar. Vi kommer ingen vegne uden forældrene.”

Jeg synes, det lyder som statsligt overformynderi. Hvad vil du kalde det?

”Jeg vil kalde det forældreansvar. Det her handler om at skrue på forældreansvaret. Det gælder alle de tiltag, der ligger på mit område. Det handler om, at vi er et meget blødt og rummeligt samfund – specielt på uddannelsespolitikken – men samtidig kan vi se, at en gruppe elever klarer sig dårligt. Statistisk klarer de sig ringe, og der sker ikke en udvikling over tid. De kommer ind med for dårlige forudsætninger og rykker sig ikke nok undervejs.”

Ifølge Merete Riisager klarer elever med ikkevestlig baggrund sig dårligere i Danmark end i lande, vi normalvis sammenligner os med, som det hedder. 

”Det er jo deprimerende,” konkluderer hun:

”Selvom vi tror, at vi har sat ind med alt det gode, så virker det faktisk ringere, end det gør i andre lande. Vi kan se, at det gælder for 1., 2., og 3. generation. Der sker heller ingen nævneværdig udvikling. Derfor skal vi tage mere systematisk fat på problemerne. Her er sprog og forældre afgørende parametre.”


"Vi har de seneste 30-40 år ageret passivt. Vi er blevet et forsørgerland, og det kan vi ikke holde til i længden," siger LA-ministeren.

Guleroden
Med Merete Riisager som afgørende aktør lægger regeringen samtidig op til et paradigmeskifte i måden af fordele uddannelsesmidler på.

En milliard kroner skal nemlig sættes af til et ”resultattilskud”.

Her kan en kommune blandt andet få 25.000 kroner for hver ekstra ikkevestlig indvandrer og efterkommer, som klarer afgangsprøven i 9. klasse og får mindst 02 i de tre bundne prøver i dansk og matematik.

Belønningen lyder på 50.000 kroner for hver ikkevestlig indvandrer og efterkommer mellem 16 og 25 år, som færdiggør en gymnasial eller erhvervsfaglig uddannelse.

Det er tid til at levere flere penge til dem, som løser problemer og ”ikke bare identificerer dem”, som Merete Riisager formulerer det.

Men synes du ikke, det er mærkværdigt at gøre tilskuddet afhængigt af etnicitet?

”Jo, det er det. Men det er vigtigt at sige, at der er mange mennesker med immigrantbaggrund i Danmark, og de klarer sig ikke godt nok. Når vi er et velstående samfund, og der er alle muligheder, så er det forbavsende, hvor relativt dårligt den gruppe klarer sig statistisk.”

”Vi har de seneste 30-40 år ageret passivt. Vi er blevet et forsørgerland, og det kan vi ikke holde til i længden. Vi kan ikke holde til at tiltrække immigranter, som i for høj grad kommer på passiv forsørgelse, klarer sig dårligt i skolen, ikke tager job osv. Det er uholdbart. Det adresserer vi politisk, og det bliver en af de største politiske udfordringer i de kommende år.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Merete Riisager

Forfatter, foredragsholder, fhv. undervisningsminister (LA), fhv. direktør, Dansk Svømmeunion
cand.mag.pæd. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00