Dødsfald: Fhv. sundheds- og boligminister Agnete Laustsen (83)

NEKROLOG: Danmarks første kvindelige sundheds- og boligminister, konservative Agnete Laustsen, Hellerup, er død, 83 år gammel. Et langt liv i politisk tjeneste er fuldendt. Hun var medlem af Folketinget 1979-98.

Rasmus Nielsen

Hun var konservativ – det var man ikke i tvivl om. Var hun landspolitiker eller kommunalpolitiker? Det kunne man komme i tvivl om, for hun ville begge dele. Agnete Laustsen – en arketypisk, ærkekonservativ politiker – er død, 83 år gammel.

Tanken går da tilbage til de glade, konservative Schlüter-dage i firserne, hvor den nærværende, smilende og næsten hyperaktive, fysisk lille Agnete Laustsen blev historiens første sundhedsminister og siden første kvindelige boligminister.

Men det var begyndt længe før, og det skal fremhæves i dag, hvor hendes liv og gerning gøres op. 

Agnete Laustsen var født i sit elskede København i 1935 som datter af en civilingeniør, hjemmet var præget af klassisk borgerlig dannelse. Student fra N. Zahles – hvor ellers? – og så cand.jur. fra byens universitet 1961. 

Kandidaten blev brugt, før den politiske bacille for alvor angreb. Agnete Laustsen blev sekretær i Indenrigsministeriet og kontorchef hos Forbrugerombudsmanden. Det kan man altså godt blive, selv om man er erklæret konservativ.

Og nu kommer det, for det var begyndelsen på det politiske: 1957-59 formand for Studenterrådet ved Det Rets- og Statsvidenskabelige Fakultet. Det var, før Studenterrådet placerede sig så langt til venstre, at det gjorde noget.

1962-87
Københavns gader er blevet en energisk, borgerlig skikkelse fattigere. Agnete Laustsen kunne nemlig ikke holde sin glæde ved byen tilbage, selvom Rådhuset ikke var det letteste sted at lægge livstid for en borgerlig. Hun var medlem af Københavns Borgerrepræsentation i årrækken 1962-87, svært at slå.

Højdepunktet trods alt var, da den konservative førstemand Poul Schlüter ringede og bad Agnete Laustsen blive historiens første kvindelige sundhedsminister. I dag en livsnødvendighed at have en sundhedsminister, men dengang, i 1987-88, var det nyt.

Men statsministre rokerer uden varsel – der er mange grunde til at gøre det, "når tiden er inde", som Schlüter gerne udtrykte det – og i 1988-90 var Agnete Laustsen så pludselig boligminister. Formelt en degradering – og dog: Det var et fagområde, hun altid havde brændt for – ved siden af social- og kulturpolitikken.

Den lille fordel
Kvinder har en fordel. Nok er der langt overvejende mænd i årtiernes udgaver af Dansk Biografisk Leksikon. Men så har det andet køn sit helt eget Dansk Kvindebiografisk Leksikon, og hér er tonen gerne mere personlig og reflekteret end det formelle resumé i det tvekønnede udspring.

Lad os derfor give det næstsidste ord til Hanne Rasmussens biografi over Agnete Laustsen, der forhåbentlig på nogenlunde dækkende vis kan afslutte skildringen af en lang og trofast gerning i det politiske samfundslivs tjeneste:

"Hun var formand for Folketingets Socialudvalg 1983-87 og blev landets første sundhedsminister i 1987. Hermed blev hun kastet ud i aids-debatten og diskussionerne om prioritering i sundhedssektoren.

Hun var indstillet på, at der skulle prioriteres, og var tilhænger af privathospitaler som supplement til det offentlige sygehusvæsen.

Hun ønskede desuden at lægge vægt på en øget forebyggende indsats på sundhedsområdet. I 1988 flyttede statsminister Poul Schlüter hende fra Sundhedsministeriet til Boligministeriet, og hun blev dermed den første kvindelige boligminister.

Hun havde i flere år været boligpolitisk ordfører, så hun kendte arbejdsområdet, men blev udsat for en del kritik. Det lykkedes hende i sin toårige embedsperiode at få forhøjet midlerne til byfornyelse til trods for, at boligområdet var udsat for massive besparelser, og hun lagde et stort arbejde i øget byggeeksport og bevaring af historiske kulturværdier, herunder ikke mindst Kronborg, Frederiksborg Slot og Amalienborg.

Kritikken kom især fra Fremskridtspartiets boligpolitiske ordfører, Kirsten Jacobsen, der førte kampagner mod kreditforeningernes overbelåning og anklagede Agnete Laustsen for manglende tilsyn."

Bisættes fra Holmens Kirke
Efter den folkevalgte æra for Agnete Laustsen dyrkede hun sin kulturelle åre ved blandt andet at repræsentere Københavns Kommunes Kulturfond, Thorvaldsens Museum, Københavns Bymuseum, Ny Carlsberg Glyptotek samt Arte (man er vel ikke så konservativ, at det gør noget). 

Blandt de sidste tillidshverv var medlemskab af bestyrelsen for plejehjemmet Rosenborgcentret 1998-2014. Hun kunne noget med langvarige engagementer. Det kunne vi godt bruge i denne digitale forsvindingstid.

Agnete Laustsen var Kommandør af Dannebrogordenen og kan vist godt vedgå sig arv og gæld. Hun, der mistede sin mand, Ole Tjellesen i 2004, bisættes fra Holmens Kirke torsdag 1. november kl. 13.00, hvor familie-efterkommere i tre generationer uden tvivl indfinder sig, for – med deres ord i dødsannoncen – at mindes "et eventyrligt liv".

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Agnete Laustsen

Fhv. minister (K)
cand.jur. (Københavns Uni. 1961)

Poul Schlüter

Fhv. statsminister (K), fhv. partiformand & MF, fhv. MEP
cand.jur. (Københavns Uni. 1957)

0:000:00