Officerer: Økonomi var vigtigere end menneskeliv, da politikerne valgte kun at anskaffe 27 nye kampfly

TRÆNING: Politikerne har tilsidesat piloters sikkerhed med beslutningen om kun at købe 27 nye kampfly. Det mener kampflypiloternes fagforening. Flyvevåbnets chef forsikrer, at man aldrig går på kompromis med sikkerheden.

De første norske F-35 kom til Norge i november 2017
De første norske F-35 kom til Norge i november 2017Foto: Ned Alley / Ritzau Scanpix
Andreas Krog

De danske kampflypiloters faglige organisation, Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD), taler med store bogstaver i sagen om, at det kan risikere at koste menneskeliv og tab af materiel, hvis ikke piloterne får tilstrækkelig med træningsflyvetimer. Og det kan være svært at producere med kun 27 nye F-35-kampfly til erstatning for flyvevåbnets nuværende 44 kampfly.

”Vi kan selvfølgelig ikke acceptere, at man på den måde går på kompromis med piloternes sikkerhed. Vi har hele tiden sagt, at tallene, der lå bag beslutningen om indkøb af antallet af fly, var politisk bestemt,” siger formanden for HOD, Niels Tønning, til Altinget: forsvar.

Da Forsvaret i 2005 påbegyndte processen med indkøb af nye kampfly, var det planen anskaffe 48 fly. Det blev sidenhen reduceret til 30 fly. Da partierne i forsvarsforligskredsen i juni 2016 valgte F-35 som Danmarks nye kampfly, så var man endt på 27 fly, efter at et eksternt konsulentfirma havde regnet sig frem til, at det var nok. I første omgang kommer seks fly til at stå på Luke Air Force Base i USA, og på sigt vil der sandsynligvis skulle stå fem danske fly i Arizonas ørken til brug for uddannelse og omskoling og kun 22 fly på Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland.

Nu advarer Projekt Nyt Kampfly-kontoret om, at det kan have fatale konsekvenser, at flyvevåbnet får så få fly til rådighed.

Processen har været styret af den økonomi, man ville afsætte, og dermed tilsidesætter man hensynet til personellet. 

Niels Tønning
Formand, Hovedorganisationen af Officerer i Danmark

"Der er risiko for, at det planlagte antal flyvetimer til gennemførelse af træningsprogrammerne ikke er tilstrækkeligt til at sikre det flyvesikkerhedsmæssige niveau hos piloterne. Risikoen kan udmøntes i tab af materiel og personel i yderste konsekvens," skriver kampflykontoret i et såkaldt risikokatalog, som Altinget: forsvar har fået indsigt i.

Fatale konsekvenser
Kampflykontorets advarsel bekymrer Niels Tønning.

”Risikokataloget fra Kampflykontoret viser, at det valg kan have fatale konsekvenser for mandskab og materiel, og så har man så ikke nævnt risikoen for civile tab. Hvem mon skal tage ansvaret, hvis det sker? Vi er betænkelige, hvis vores medlemmer skal flyve under de konditioner,” understreger Niels Tønning, formand for HOD. 

I Forsvarets ledelse deler man ikke HOD-formandens bekymring for flyvesikkerheden og piloterne.

”Vi vil aldrig gå på kompromis med flyvesikkerheden. Det er derfor, den risiko er nævnt i kataloget. Det er for at holde øje med det,” siger chefen for Flyverstaben, generalmajor Anders Rex, der selv er tidligere operativ F-16-pilot og var chef for kampflykontoret fra 2007 til 2009, da det var en del af Forsvarskommandoen.

Læs hele artiklen på Altinget: forsvar

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Rex

Administrerende direktør, Naviair, generalmajor
officersuddannelse (Flyvevåbnets Officersskole 1996)

Niels Henrik Tønning

Formand, Hovedorganisationen af Officerer i Danmark
officer (Hærens Officersskole 1983), oberstløjtnant (Forsvarsakademiet 1989)

0:000:00