Partier kritiserer nul kroner til kemi-vagthund: ”Det er pinligt”

KEMI: Det falder ikke i god jord på Christiansborg, at regeringen ikke sætter penge af på finansloven til Forbrugerrådet Tænk Kemi. Socialdemokratiet siger et, men gør noget andet, lyder kritikken.

Foto: /Ritzau/Peter Klint
Hjalte T. H. Kragesteen

Der lyder overraskelse og ærgrelse på Christiansborg, efter at regeringen med sit finanslovsforslag har valgt ikke at sætte penge af til Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Blandt de hårdeste kritikere er Dansk Folkepartis finansordfører René Christensen.

”Det undrer mig, at en ren socialdemokratisk regering ikke har penge til det her. Jeg synes faktisk, det er pinligt. Socialdemokratiet har altid været for, at vi skal have den her forbrugeroplysning, og at vi skal passe på hormonforstyrrende stoffer,” siger han og fortsætter:

”Og nu sidder man og gør det modsatte.”

Jeg synes faktisk, det er pinligt.

René Christensen (DF)
Finansordfører

Regeringen præsenterede onsdag sit finanslovsudspil. Og her lægger den ikke op til en ny bevilling til Forbrugerrådet Tænk Kemi, når den nuværende udløber ved årsskiftet.

Det fik onsdag eftermiddag hårde ord med på vejen fra Forbrugerrådets formand Anja Philip, der til Altinget sagde, at hvis der ikke kommer penge, vil Kemiluppen ikke kunne køre videre.

Kemiluppen er en mobilapp, som er Forbrugerrådet Tænk Kemis flagskib. Den kan bruges af forbrugerne til at scanne produkter, så man kan få information om eventuelt indhold af uønsket kemi.

Partier vil have fast bevilling
Regeringens støttepartier meldte i september ud, at de ønsker en ny, fast bevilling til Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Derfor ærgrer Enhedslistens miljøordfører, Mai Villadsen, sig over regeringens prioritering. Hun er klar til at kæmpe for Kemiluppen i de kommende finanslovsforhandlinger.

”Det er rigtig ærgerligt, at der ikke er penge til Tænk Kemi, når vi lever i en tid, hvor rekordmange har svært ved at få børn, og hvor vi mistænker, at det skyldes hormonforstyrrende stoffer. Derfor er det ekstra vigtigt, at der er god oplysning til borgerne om hverdagsprodukter,” siger Mai Villadsen og fortsætter:

”Derfor er det rigtig vigtigt, at vi får opprioriteret Tænk Kemi. Det er en meget lille post på finansloven, som vil betyde rigtig meget. Vi kommer til at slås ved forhandlingsbordet for, at der kommer til at ske noget mere.”

Miljøminister Lea Wermelin har ikke ønsket at kommentere kritikken, og det er ikke lykkedes Altinget at få kontakt til Socialdemokratiets miljøordfører Mette Gjerskov. Men i september sagde hun følgende til Altinget:

”Jeg kan ikke sige, hvor det ender henne. Men der er ingen tvivl om, at Forbrugerrådet Tænk Kemi gør et godt stykke arbejde, og at der er brug for, at vi har fokus på kemi. Det er vigtigt og noget, vi kommer til at tage rigtig alvorligt.”

Artiklen er et uddrag af en artikel fra Altinget Miljø, hvor du får flere perspektiver, nuancer og kommentarer. Du kan tegne et prøveabonnement her

Dokumentation

Fakta: Forbrugerrådet Tænk Kemi

Forbrugerrådet Tænk Kemi tester en række forbrugerprodukter for problematisk kemi. Siden 2014 er der udført 100 test af i alt 3.000 forbrugerprodukter. 

Forbrugerrådet står bag Kemiluppen, som er en mobilapp, der kan bruges til at scanne konkrete produkter for at få viden om kemikalieindholdet. Kemiluppen har per 1. august haft 7,6 millioner scanninger og er blevet downloadet 345.000 gange.

27 procent af danskerne kender Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anja Philip

Formand, Forbrugerrådet Tænk, medlem, 2030-panelet
cand.scient. cellebiologi (Københavns Uni. 1991), ledelsesfag DOL

Mai Villadsen

MF (EL), fhv. politisk ordfører

Mette Abildgaard

MF og politisk ordfører (K), formand for Statsrevisorerne
cand.soc. i offentlig forvaltning og kommunikation (Roskilde Uni. 2013)

0:000:00