EU udkæmper nærkampe på afstand: ”Det er meget svært at give sig på en videoskærm”

Margrethe Vestager har siden starten af coronakrisen givet grønt lys for statsstøtte til europæiske virksomheder for beløb med så mange nuller bag, at det er til at blive helt rundtosset af.

Samtidig er hun ledende næstformand i en EU-Kommission, som står i skudlinjen i den hidsige debat om, hvem der har svigtet hvem i den europæiske håndtering af smitteudbruddet, og som derudover har skullet ryste et spritnyt forslag til det næste syvårige EU-budget ud af ærmet, der skal hjælpe med genopbygningen af de smadrede europæiske økonomier.

Selv om hun dagligt indfinder sig i hovedkvarteret i den stjerneformede Berlaymont-bygning, så gælder det for hende som for så mange andre i verden lige nu, at langt de fleste af hendes møder foregår på videokonference. Og det kræver bare noget andet.

”Jeg kan mærke, at mit sanseapparat er på et helt andet arbejde end normalt. For normalt kan jeg jo aflæse mine kollegers kropssprog, blikket i øjnene. Jeg kan se, om de er engagerede eller ej, og om de sidder og doodler på deres mødepapir,” siger hun.

”Det er meget svært for folk at rykke sig i forhandlingerne nu. For du går ind med et eller andet, og det er så, hvad du har. Det er meget svært at blive overbevist via videokamera.”

EU-diplomat

For Vestager har det været en overraskelse, hvor ekstremt hårdt, hun synes, det er konstant at skulle have antennerne ude for at pejle sig ind på tonefald, kulturforskelle og andre sociale koder uden at kunne se sine modparter ordentligt i øjnene.

”I disse dage plejer jeg at gå hjem klokken halv otte om aftenen – og så er jeg færdig. Der er ingenting tilbage. Jeg skal bare have mad, og så skal jeg måske lige kigge lidt på morgendagen, og så skal jeg i seng. Ellers kan jeg ikke. Det er en helt anden disciplin at lytte til hinanden og fornemme, hvad det er, der er på spil, når man ikke kan se hinanden,” siger den danske EU-kommissær. 

Langt fra Bruxelles 
Og der er rigtig meget på spil lige nu. Det mærker de også på den anden side af Lovens gade, Rue de la Loi, der løber gennem EU-hovedkvarteret. 

Normalt er det her, EU-ministrene sidder lårene af hinanden, når de mødes i deres forskellige rådsformationer. Det er også her, at de samlede stats- og regeringschefer har taget deres drabelige natteforhandlinger, når de har skullet redde samarbejdet igennem eurokrise, flygtningekrise, Brexit, og hvad der ellers har martret Unionen de seneste år. 

Nu foregår alt det per videokonference. Der har ikke været et fysisk møde mellem ministre på noget niveau siden først i marts, og det kommer til at gælde mindst til udgangen af maj. 

Den manglende menneskelige kontakt mellem landenes ledere har været med til at øge det drama, som har udspillet sig i pressen mellem særligt Italien, Spanien og Portugal på den ene side og Holland og Tyskland på den anden. Sådan lyder vurderingen efter uger med mudderkastning mellem nord og syd, der ser væsensforskelligt på, hvad der skal til for at rette op på de økonomiske efterdønninger af covid-19. 

”Der er en tilbøjelighed til, at de nationale ekkokamre lyder lidt højere end normalt, fordi de ikke mødes,” siger en EU-kilde. 

”De har ikke den forståelse for, hvor hinanden kommer fra.” 

Mægleren Michel 
Løsningen forud for de virtuelle topmøder, som EU-cheferne i coronakrisens første halvanden måned nåede fire af, er at have nogle af dem i terapi hos formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel.  

Efter længere tids mudderkastning på tværs af kontinentet lavede han en fællessession for den spanske, italienske og hollandske regeringsleder samt den tyske kansler og franske præsident inden et vigtigt topmøde i slutningen af april for at få dem til at tale til hinanden i stedet for om hinanden. 

Ifølge en dansk kilde er det et kendt fænomen, som nu bare bliver mere udtalt. 

”Det skubber til noget, som allerede foregår i EU. Det er, at hvis der er svære spørgsmål, så bliver det koordineret mellem de lande, som har de mest besværlige ydersynspunkter, samt de centrale aktører, nemlig Frankrig og Tyskland. Så bliver tingene aftalt i en lille gruppe, og så bliver teksten rullet ud for den store måbende offentlighed ved mødet,” lyder vurderingen. 

”Dermed forstærker vi en trend, som ikke er god for de mindre lande. Vi kan jo bedst lide, at tingene sker rundt om bordet og ikke i mindre kredse. Det er ikke i de små landes interesse, at det rykker ud af mødelokalet.” 

Hvem himler med øjnene? 
På den anden side er den klare vurdering både i Danmark og i Bruxelles, at det nærmest er umuligt at forhandle i dybden per videokonference i en kreds af 27, hvad enten det er statsminister Mette Frederiksen og hendes kolleger eller de menige ministre, der mødes. 

Rent praktisk er det tungt og bøvlet teknisk at få alle til at kunne følge med og byde ind, hvis der for eksempel skal skrives ting om i fælles erklæringer eller lovforslag. Men det er ikke det mest problematiske. 

”Der er nogle elementer af forhandlingerne, der handler om social psykologi og mellemmenneskelig omgang med hinanden. Der har man brug for at kunne være i samme rum, sådan så man kan se, hvem der vender øjnene mod loftet, når nogen taler. Det er alle de små ting, der er med til at skabe en dynamik, der gør, at man i sidste instans bliver enige. Det er meget sværere på skærm,” siger en højtstående EU-kilde. 

Samtidig mangler den olie, som normalt skal til for at smøre EU-maskineriet, nemlig sidebemærkningerne, korridorsnakken og kaffepauserne, hvor der kan files kanter af og afsøges kompromiser, uden at det skal foregå foran alle andre. 

”Det er meget svært for folk at rykke sig i forhandlingerne nu. For du går ind med et eller andet, og det er så, hvad du har. Det er meget svært at blive overbevist via videokamera,” lyder det fra en anden EU-diplomat. 

Alle vil tale corona 
Derfor er der også en smule frustration over, at der alligevel så godt som hver eneste hverdag under coronakrisen har været et eller flere videomøder mellem EU-ministre om alt fra sport og kultur til uddannelse og forsvar, der for nogles vedkommende mest har været snakkeklubber, mens det har været ret småt med de konkrete resultater. 

”Hvis du skal eksistere politisk, så skal du holde møder om corona, så derfor har der været lidt inflation i det,” som en rådskilde siger. 

EU-landenes ambassadører mødes stadig fysisk for at forberede møder og følge op på dem – i Rådets største mødesale for at kunne holde god afstand og med masser af håndsprit og åbne døre, så der ikke er nogen, der skal røre ved dørhåndtag. 

Men der er også bred enighed om, at der er nogle ting, som man bare ikke kan snakke ordentligt om uden at have de politiske ledere i det samme rum. 

Det gælder sådan noget som Ungarns premierminister Viktor Orbáns indførelse af regering ved dekret på ubestemt tid, som blandt andre Danmark har ønsket taget op i EU-kredsen. 

Og det gælder EU’s næste syvårsbudget, som EU-cheferne allerede har haft én lang forhandlingsnat om i februar uden at nå til enighed, inden coronavirussen lagde kontinentet i benlås. 

Hvem kan rejse? 
Forhåbningen er, at der kan holdes fast ved det junitopmøde, som allerede står i EU-chefernes kalendere. Men det kan man meget vel være for tidligt. For selv om en række lande så småt er ved at lukke op igen, så regner de fleste med, at rejserestriktionerne er det sidste, der slækkes på, ligesom mange lande også opererer med 14 dages karantæne til dem, der rejser ind i landet. 

Der er vurderingen, at det bliver for politisk dyrt for EU-lederne at lade der være et sæt regler for dem og et sæt regler for deres borgere, hvilket gør ture til Bruxelles usandsynlige inden for overskuelig fremtid. 

”Jeg tror, der kan gå rigtig lang tid,” siger en rådskilde. 

Men hvis der er behov for det, skal der nok blive truffet de beslutninger, der skal til, mener en eurozonediplomat, der var involveret i de maratonforhandlinger blandt finansministrene på videokonference over flere dage og en enkelt nat inden påske. Forhandlingerne mundede ud i den over 500 milliarder euro store lånepakke, som EU-lederne  blåstemplede i slutningen af april. 

”Det her haster så meget og er så dramatisk. Der tænker du ikke, hvor ville det bare være rart, hvis jeg havde personen over for mig. Der bliver vi bare nødt til hurtigt at finde nogle løsninger,” lyder vurderingen. 

Dette er en revideret udgave af en artikel, der udkom første gang på Altingets EU-portal 22. april.