Eksperter: Direktør for Seruminstituttet brød loven i sag om egen opfindelse

INHABIL: Statens Serum Instituts direktør har brudt loven i forbindelse med en sag om en potentielt lukrativ opfindelse, han har været med til at lave i USA, vurderer eksperter.

SSI's direktør ventede for længe med at fortælle om en opfindelse, han lavede i 2017, og fik lavet en afgørelse, hvor han ikke tidligt nok erklærede sig inhabil, siger eksperter.<br>
SSI's direktør ventede for længe med at fortælle om en opfindelse, han lavede i 2017, og fik lavet en afgørelse, hvor han ikke tidligt nok erklærede sig inhabil, siger eksperter.
Foto: Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix
Chris Lehmann

Den hjemsendte direktør i Statens Serum Institut, Mads Melbye, begik lovbrud og fejl i forbindelse med en banebrydende opfindelse, han gjorde i samarbejde med amerikanske kolleger.

Det siger eksperter til Altinget.

"Loven har været brudt. Det må man vurdere, om man kan leve med," siger professor i forvaltningsret Sten Bønsning fra Aalborg Universitet.

Sagen er en af flere, som regeringen bad Kammeradvokaten undersøge i december 2019, og som Altinget nu har fået aktindsigt i.

Kammeradvokaten skal blandt andet undersøge "ledende medarbejderes sammenblanding af Statens Serum Instituts (SSI's) interesser og private økonomiske og forskningsmæssige interesser". Mads Melbye har været hjemsendt, lige siden undersøgelsen startede i december 2019.

Opfindelsen kan på sigt føre til den første rigtige måde, sundhedsvæsenet kan forudsige og forebygge for tidlige fødsler.

Melbye har lavet arbejdet i samarbejde med forskere på Stanford University, hvor han også har et gæsteprofessorat.

Direktør kan have økonomiske interesser
Men Mads Melbyes håndtering af den opfindelse, han har været med til at frembringe, bliver kritiseret af eksperter, Altinget har talt med.

Der er to problemer ifølge eksperterne.

Det ene er, at han venter for længe med at fortælle sine overordnede i Sundhedsministeriet om opfindelsen. Der går nemlig over et år, fra han ifølge Sten Bønsing og postdoc ved Juridisk Fakultet Jakob Wested burde have fortalt om opfindelsen, til Sundhedsministeriet bliver gjort opmærksom på den.

Det andet problem er, at Seruminstituttet, som Mads Melbye er administrerende direktør for, allerede har sagsbehandlet opfindelsen, da Melbye fortæller om den, men uden at han har erklæret sig inhabil.

Hverken Sundhedsministeriet, den fungerende direktør på Statens Serum Institut, som er vicedirektør Ole Jensen, eller den hjemsendte direktør, Mads Melbye, ønsker at udtale sig i sagen, så længe Kammeradvokatens undersøgelse er i gang.

Stort kommercielt perspektiv
Problemet er, at han kan have økonomiske interesser i opfindelsen, men samtidig er chef for Afdeling for Forretningsudviking på SSI, som har lavet sagsbehandlingen.

"Et af de allermest bærende principper i inhabilitetsreglerne er, at man ikke må træffe afgørelser eller medvirke i behandlingen af sager, hvor man har en personlig interesse, for eksempel en økonomisk interesse. Det er det, der er tale om i denne sag," siger Sten Bønsing.

Ifølge professor i føtalmedicin Niels Uldbjerg er opfindelsen potentielt banebrydende og har et klar kommercielt perspektiv:

"Det er en helt ny teknik. Det er det bedste, jeg har set, hvad angår noget, man kan måle på gravide med henblik på at undersøge, om de føder for tidligt. Jeg er ikke i tvivl om, at der er nogen, der gerne vil betale for den opfindelse," siger han.

Opdatering 3. juni kl 10:15:

Arvid Andersen, advokat for Foreningen af Speciallæger, som repræsenterer Mads Melbye har efter udgivelsen af artiklen sendt følgende skriftlige kommentar til redaktionen:

”Oplysningerne i artiklen og udtalelserne fra de eksterne jurister i sagen om hjemsendelsen af direktør Mads Melbye fra Serum Instituttet er overfladiske og direkte fejlagtige. Udsagnene er tydeligvis ikke tynget af indsigt i sagen, da de udtaler sig ud fra en præmis, som er forkert. Vi ser frem til at fortælle sagens rette sammenhæng i den redegørelse som Mads Melbye afleverer til Kammeradvokaten. Det er frustrerende, at Mads Melbye ikke kan udtale sig midt i undersøgelsen af et langstrakt forløb. Det er tillige betænkeligt, at eksterne juridiske eksperter ingen begrænsninger lægger på sig selv, når de skråsikkert vælger at udtale sig. Billedet af denne sag vil se helt anderledes ud, når den er fuldt oplyst, hvilket desværre ikke er tilfældet på nuværende tidspunkt.”

Opdatering 3. juni 11:25: Altinget har tilbudt Mads Melbyes advokat at henvise til konkrete faktuelle fejl i artiklen med henblik på at få dem rettet. Det har advokaten ikke gjort.

Du kan læse mere om sagen på Altinget Forskning, hvor Sten Bønsing og Jakob Wested uddyber, hvad problemerne i sagen er, og hvad Sundhedsministeriet gjorde efter Melbyes henvendelse.

Dokumentation

Sagen kort:
27.10.2017 - Mads Melbye og hans amerikanske samarbejdspartnere fra Stanford University indleverer de første dokumenter om deres opfindelse til de amerikanske patentmyndigheder. De kalder det et molekylært ur, der ud fra en blodprøve kan forudsige, hvornår en gravid kvinde føder, og om hun er i risiko for at føde tidligt.

07.06.2018 - Opdagelsen omtales i New York Times. Mads Melbye nævnes som en af hovedforskerne i projektet.

08.06.2018 - Mads Melbye og de andre forskere i projektet udgiver en forskningsartikel om opdagelsen i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Science.

20.11.2018 - Mads Melbye underretter Sundhedsministeriet om sin part i opfindelsen. Her vedlægger han en færdig indstilling til, at SSI bør overtage hans andel af opfindelsen, og han redegør for, at han og hans forskerkolleger har stiftet en virksomhed, hvorigennem de forhandler med Stanford University om en eneret til kommercialisering af opfindelsen.

01.02.2019 - Sundhedsministeriet afgør, at SSI skal overtage Mads Melbyes andele af opfindelsen. Det gør ministeriet på baggrund af nye indstillinger, som ministeriet har bedt SSI's Afdeling for Forretningsudvikling udarbejde uafhængigt af Mads Melbye.

06.12.2019 - Sundheds- og Ældreministeriet meddeler Statsministeriet på mail, at man sætter gang i en undersøgelse ved Kammeradvokaten.

18.12.2019 - Undersøgelsen offentliggøres, og Mads Melbye sendes hjem.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sten Bønsing

Professor, juridisk Institut, Aalborg Universitet
cand.merc.jur (Aalborg Uni. 1996), Ph.d. (Aalborg Uni. 2001)

0:000:00