Klimarådet anbefaler stop for ny oliejagt i Nordsøen

OLIESTOP: Trods beskeden klimaeffekt anbefaler Klimarådet et stop for ny dansk oliejagt i Nordsøen. Det vil styrke troværdigheden af Danmarks klimaindsats, mener rådet og anbefaler regeringen at aflyse ottende udbudsrunde. 

Regeringen bør droppe planerne om ny olie- og gasjagt i Nordsøen.

Ellers kan det risikere at ”udvande” Danmarks status som klimapolitisk foregangsland ude i verden samt svække troværdigheden om de nationale klimamål.

Det er hovedkonklusionen i Klimarådets nye analyse, hvis formål er at kaste lys over konsekvenserne ved at stoppe for en ny oliejagt i Nordsøen.

”Danmark ønsker med den nye klimalov og 70-procentsmålet at være foregangsland på klimaområdet. Men troværdigheden omkring Danmark som foregangsland kan hurtigt erodere, hvis vi fortsætter med at ekspandere olie- og gasaktiviteterne. I en global, klimapolitisk kontekst kan danske, nationale klimamål således ikke adskilles fra den politik, vi fører i Nordsøen,” skriver Klimarådet i analysen.

I januar valgte regeringen efter politisk pres for anden gang at udskyde beslutningen om den såkaldte ottende udbudsrunde, som potentielt giver selskaber mulighed for at udvinde olie og gas i Nordsøen frem til 2055.

Og for tiden regner regeringens embedsfolk på, hvilken effekt det vil have på både klima og økonomi helt at droppe udbuddet.

Derudover blev Klimarådet, som rådgiver regeringen om Danmarks klimaindsats, bedt om at vurdere klimaeffekten ved at sløjfe udbuddet.

Og klimaeffekten er beskeden. Men signalværdien vægter så tungt, at regeringen alligevel bør indstille oliejagten, når de nuværende licenser udløber, mener Klimarådet.

Beskeden klimaeffekt, men sender signal
For regeringen har nu muligheden for at sende et stærkt signal til resten af verden, som cementerer Danmark som et klimapolitisk foregangsland og understøtter klimalovens ambitionsniveau, lyder det fra Klimarådet.

”Et dansk stop for yderligere efterforskning i Nordsøen kan virke som et stærkt signal i international klimapolitik og måske ligefrem tilskynde andre lande til at følge efter. Et stop for ny dansk olieefterforskning repræsenterer således en gylden mulighed for at øge troværdigheden om dansk klimapolitik og sende et stærkt signal til udlandet.”

Klimarådet anerkender dog, at klimaeffekten ved en aflysning af den ottende udbudsrunde er usikker og kan være ganske beskeden.

Læs hele artiklen på Altinget Energi og Klima, hvor du får endnu mere baggrund og kommentarer fra Olie Gas Danmark, Greenpeace og klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).

,

Forrige artikel Coronakrisen udskyder afslutningsdebatten og forlænger folketingsåret Coronakrisen udskyder afslutningsdebatten og forlænger folketingsåret Næste artikel Dagens overblik: Læger politianmelder Sundhedsministeriet Dagens overblik: Læger politianmelder Sundhedsministeriet
Professor guider: Derfor er EU-topmødet vigtigt

Professor guider: Derfor er EU-topmødet vigtigt

TOPMØDE: Professor Marlene Wind gennemgår de væsentligste punkter før EU-topmødet, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) skal forhandle om EU's syvårsbudget og genopretningsfonden.