Debat

Professor: København skal gribe ind og sikre tosproget skiltning i Sønderjylland

FIK DU LÆST: Det er en kæmpe misforståelse, at spørgsmålet om tosprogede skilte kan afgøres af en afstemning i et kommunalt byråd eller af en folkeafstemning. Beslutningen skal ikke ligge hos kommunerne – den skal ligge i København, skriver professor Tove Hansen Malloy fra Europa-Universität Flensburg.

Haderslevs borgmester forsøgte i 2015 med et byskilt på dansk og tysk. Skiltet overlevede kun et døgns tid, skriver Tove Hansen Malloy.
Haderslevs borgmester forsøgte i 2015 med et byskilt på dansk og tysk. Skiltet overlevede kun et døgns tid, skriver Tove Hansen Malloy.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lise-Lotte Skjoldan
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlægget blev bragt første gang 16. februar

Af Tove Hansen Malloy
Ph.d., professor i European Studies, Europa-Universität Flensburg og tidligere medlem af Europarådets rådgivende komité for beskyttelse af nationale mindretal (2011-2018)

Debatten om tosprogede skilte i de områder i Sønderjylland, hvor det tyske mindretal har hjemme, er ikke ny vest for Lillebælt, men er nu endelig nået øst for Storebælt. Det er en debat, der har kørt med jævne mellemrum i Grænselandet.

Det tyske mindretal har flere gange forsøgt at få myndighederne til at sætte tosprogede skilte op. Haderslevs borgmester forsøgte i 2015 med et byskilt på dansk og tysk. Skiltet overlevede kun et døgns tid, så var det væltet og maltrakteret.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Debatten er nu genopstået i begyndelsen af 2020, året, hvor 100-året for folkeafstemningerne i 1920 markeres, og Danmark og Tyskland fejrer venskabsår.

Samme kritik hvert femte år
Samtidig har Europarådets Rådgivende komité vedrørende beskyttelse af nationale mindretal udsendt sin femte rapport om Danmarks implementering af rammekonventionen af 1995.

Ifølge international lov ligger ansvaret for implementering af internationale konventioner hos regeringsmagten, også når det drejer sig om decentraliserede lande.

Tove Hansen Malloy
Ph.d., professor i European Studies, Europa-Universität Flensburg

Normalt udløser komitéens rapporter ikke den store interesse i Danmark, primært fordi de danske myndigheder – med nogle få undtagelser – har været gode til at efterleve de retningslinjer, der er udstukket i konventionen. Og den seneste rapport viser også ganske tydeligt, at på de fleste punkter har Danmark implementeret mindretalsrettigheder på undervisnings- og kulturområderne næsten til UG.

Et af de punkter, der siden 1995 dog er forblevet udestående, er det tyske mindretals ret til at anmode om skiltning på både hovedsproget og mindretalssproget. Hvert femte år er dette forhold blevet omtalt, og hver gang har komitéen måttet konstatere, at der ikke er sket fremskridt.

Helt konkret siger rammekonventionens artikel 11, stk. 3, klart og tydeligt, at i områder, hvor nationale mindretal har hjemme og udgør en betydelig del af lokalsamfundet, skal myndighederne bestræbe sig på at opsætte skilte på to sprog, nemlig det officielle sprog og mindretalssproget.

Der er altså ikke tale om skilte udelukkende på mindretalssprog, og det er altid hovedsproget øverst og mindretalssproget nederst. Artiklen tillader myndigheder en vis fortolkning, idet der skal lægges vægt på, at der er en efterspørgsel blandt mindretal for sådanne tiltag.

Delte meninger om tosprogede skilte
Den igangværende debat har på den ene side borgmestrene i de fire sønderjyske kommuner som talsmænd, og på den anden side står det tyske mindretal med Europarådets rapport i hånden. De lokale medier har også i sagens natur ytret sig mange gange, specielt mindretallets egen avis men også den danske mindretalsavis syd for grænsen har givet sit besyv med.

Senest er så de nationale medier kommet på banen. Og det har desværre ikke ført til bedre oplysning af befolkningen. Tværtimod, de nationale medier har fuldstændigt misforstået mindretalsrettighedernes funktion.

Ifølge medierne er der blandt borgmestrene ikke enighed om tosproget skiltning. Nogle mener, at grænseregionens befolkning endnu ikke er klar til at acceptere tysk i det offentlige rum – sårene fra Anden Verdenskrig er ikke helet.

Byrådsmedlemmer er også blevet spurgt sporadisk, og her er man øjensynligt delt næsten lige for eller imod. Medierne har også været på gaden med mikrofonen, og meningerne er også her delte. Mange mener dog, at netop året 2020 er året, hvor grænselandet skal vise, at man lever sammen i fred og med respekt for hinanden.

Mindretalsrettigheder er ikke en hyldevare
Og fred og respekt er faktisk de to "varer", man i regionen forsøger at sælge til Unesco i form af en ansøgning om at få anerkendt den fredelige sameksistens og den gode mindretalsmodel som immateriel kulturarv.

Men det har borgmestrene måske ikke hørt? Det virker, som om de modsiger sig selv. Komitéen peger netop på dette paradoks i rapporten.

På den ene side påstår nogle borgmestre, at tiden endnu ikke er til at vise grænselandets mangfoldighed offentligt, til trods for at der findes regioner med flersprogede skilte, for eksempel på Balkan, hvor distancen til konflikt er meget kortere. Og på den anden side hyldes mangfoldigheden og den tolerante sameksistens som et af de største aktiver i grænselandet.

Borgmestrene burde være foregangsmænd for en politik, der viser tolerance og respekt for alle borgere i samfundet – mindretal og flertal. Tosprogede skilte er jo netop et bevis på, at man har lagt stridighederne bag sig og er kommet videre.

I stedet for er borgmestrene og rådsmedlemmer med mediernes hjælp blevet gjort til dommere over, hvilke mindretalsrettigheder der skal implementeres. Internationale mindretalsrettigheder fremstilles som en hyldevare, borgmestre og folkevalgte kan lægge i kurven – eller vælge ikke at lægge i kurven.

Senest er det sågar blevet foreslået, at spørgsmålet skal afgøres ved en folkeafstemning. Det er blot et bevis på, at debatten er endt i grøften – for mindretalsrettigheder er ikke en hyldevare, og mindretalspolitik kan ikke baseres på meningsmålinger.

Der skal gribes ind fra centralt hold
Mindretalsrettigheder er en del af menneskerettighederne, og menneskerettighederne er ikke til salg – de er en del af retssamfundet. Danmark har i mange år været fortaler for en rettighedsbaseret tilgang til ligestilling. Det perspektiv har man helt glemt i debatten om de tosprogede skilte i de fire sønderjyske kommuner.

Når regeringen og Folketinget i 1995 bekendte sig til at ligestille det tyske mindretal med flertalsbefolkningen ved at underskrive og ratificere rammekonventionen, så bekendte man sig også til en rettighedsbaseret tilgang til implementeringen af konventionen.

Det er med andre ord en kæmpe misforståelse, at en afstemning i et kommunalt byråd eller en folkeafstemning om tosprogede skilte kan bestemme, hvordan Danmark skal implementere Rammekonventionen. 

Beslutningen skal ikke ligge hos kommunerne – den skal ligge i København. Og det ved man godt i centraladministrationen. Ifølge international lov ligger ansvaret for implementering af internationale konventioner hos regeringsmagten, også når det drejer sig om decentraliserede lande.

Det vil for eksempel sige, at i et land som Tyskland, der er opdelt i føderale stater med visse beføjelser på mindretalsområdet, kan den føderale regering ikke frasige sig ansvaret, blot fordi der foreligger en forfatningsklar fordeling af ansvaret.

Derfor så man for eksempel den tyske føderale regering træde til i 2010-2012, da den slesvigsk-holstenske regering indførte nedskæringer i bidragene til de danske mindretalsskoler.

Brug for lov om mindretalsrettigheder
I samme stil tog centraladministrationen også ansvar for mindretalsrettighederne i Danmark i 2015 ved at udsende en skrivelse til de fire kommuner med anmodning om at efterkomme det tyske mindretals ønsker vedrørende tosprogede skilte. Komitéens rapport bemærker ovenikøbet dette.

Hvorfor har kommunerne ikke fulgt anmodningen? Er borgmestrene måske uvidende om denne anmodning og mindretalsrettighedernes funktion generelt? De bør orientere sig eller sørge for, at deres juridiske og administrative medarbejdere løbende holdes orienteret og opdateret vedrørende mindretalsrettigheder og menneskerettigheder i Danmark.

Måske er det også et problem, at Danmark hører til et af de få lande i Europa, som ikke har vedtaget en lov om nationale mindretalsrettigheder. De fleste medlemslande af Europarådet har en lov om den praktiske implementering af mindretalsrettigheder.

I Danmark har manglen på en sådan lovgivning måske skabt uklarhed om, hvordan mindretalsrettigheder skal omsættes i det danske retssystem og administrativt. Det ville styrke Centraladministrationens arbejde, hvis Folketinget vedtog en sådan lov.

Men det fratager ikke Centraladministrationen rollen som ansvarshavende. Rammekonventionen fordrer også, at myndigheder udbreder kendskabet til mindretalsrettigheder. Den rolle ligger både hos centraladministrationen og de lokale kommuneråd. De har i sidste ende ansvaret for, at denne debat bliver hentet op af grøften og kommer tilbage på rette spor.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00