Corduas karakterer efter folketingsåret: S topper, mens tre skraber bunden

FIK DU LÆST: Socialdemokraterne får topkarakter og tre partier bundkarakter, når Jarl Cordua giver partierne karakterer i anledning af afslutningen på det første folketingsår efter valget.

Kommentaren blev bragt første gang 24. juni

Den nok mærkeligste politiske sæson i mands minde er ved at gå på hæld, og det er tid til at gøre status over folketingssamlingen 2019/2020 her før sommerferien. Her er mine karakterer til partierne på skalaen 0 til 6 A'er.

 

Alternativet

Det både ligner og lugter som et veritabelt dødsbo efter skismaet i februar.

Dengang sagde partistifteren, Uffe Elbæk, og tre andre folketingmedlemmer farvel og overlod det til Torsten Gejl at være den nyvalgte forperson, Josefine Focks, enlige mand på tinge. Det projekt har tydeligt for alle andre end alternativisterne selv ingen fremtid foran sig. 

 

 

Fremad

Simon Emil Ammitzbøll-Bille har lykkeligvis overvundet sin kræftsygdom og er blevet far igen, men det er ikke meget, han og hans énmandsparti Fremad fylder på Christiansborg, og det kniber også med at indsamle stillere til det nye parti.

Det mest spændende er nok, hvornår han selv når frem til beslutningen om at trække stikket på sit partiprojekt. Vil det så blive et endegyldigt farvel til politik, eller vil han prøve lykken hos parti nummer fire eller fem stykker, der måtte optage ham i deres midte?   

 

 

Frie Grønne Stemmer

Bliver udbryderne fra Alternativet til et nyt parti? De har allerede mistet én mand til SF. Og hvor er Uffe Elbæk i øvrigt blevet af?

Kun Sikandar Siddique gør sig bemærket i den standende debat om racisme, hvor han åbenbart provokerer højrefløjen med sine indlæg i Folketingssalen. Det giver omtale, men er det nok til en egentlig platform for et nyt parti? Næppe. Der skal snart ske noget, hvis det ikke allerede er for sent. 

 

 

Liberal Alliance

Man må til gengæld tage hatten af for Liberal Alliance og dets unge driftsikre formand, Alex Vanopslagh. Partiet har siden valget nærmest været i permanent krise, da man tabte det vigtige fjerde mandat og dermed mistede betydelige indtægter fra Folketinget i sekretariatsbistand.

Vanopslagh har imponeret i nærmest samtlige debatter i Folketingssalen, hvor hans retoriske talent kommer til sin ret. Liberal Alliances problem er imidlertid, at deres mandater er ganske ligegyldige i enhver sammenhæng, og at det er svært at få øje på egentlige mærkesager, som Liberal Alliance har helt for sig selv.

Partiet har dog formået at holde sig væk fra kampen på højrefløjen om, hvem der kan stille flest forslag, der generer muslimer, desuagtet om det er i konflikt med grundloven eller ej. Man har åbenbart indset, at den dyst kan man aldrig vinde over for Nye Borgerlige med flere.

Henset til partiets placering i dette spørgsmål forekommer det derfor efterhånden noget mystisk, hvorfor Simon Emil Ammitzbøll-Bille med flere havde behov for at forlade partiet i efteråret. Rigtig godt bliver det ikke, før Liberal Alliance kommer fri af spærregrænsen, som partiet balancerer på i måling efter måling.  

 

 

Nye Borgerlige

Det kører godt for Pernille Vermund, som er i færd med at gøre kraftige indhug i Dansk Folkepartis traditionelle vælgerbase af islamangste supernationalister.

Man har også formået at tvinge Dansk Folkeparti til at forlade midterpositionen som EU-skeptisk, sådan så begge partier nu er fuldtonede EU-modstandere.

Det har hidtil været en god strategi ud fra et vælgermaksimeringsformål at angribe både Jakob Ellemann-Jensen og Kristian Thulesen Dahl og bakke op om Inger Støjberg i hendes sag.

Mere mystisk bliver det, når Vermund bruger kræfter på at legitimere statsministeren i forhold til Nye Borgerliges politiske projekt. Det var sådan en strategi, som Dansk Folkeparti slog sig på.

Det er svært at se manøvren som andet end Vermunds egen synlige fascination af magten og at være i nærheden af den, men hvordan det rimer med hendes postulat om, at hun slet ikke er eller vil være politiker, er svært at begribe. 

 

 

Enhedslisten

Pernille Skipper forekommer at være en solid politisk frontfigur, der holder skansen for Liste Ø i meningsmålingerne, men hun er også en fremtrædende politiker uden en fremtid på grund af partiets rotationsregler, der tvinger hende væk, hvis folketingsvalget kommer sent.

Politisk har det første år under Mette Frederiksen været godt for Liste Ø, hvor partiet har fået betydelige indrømmelser på flere af dets mærkesager. Spørgsmålet bliver, om tonen ændrer sig, hvis regeringen begynder at føre krisepolitik med de borgerlige, hvor pengene skal findes andre steder end i den efterhånden tømte statskasse eller hos middelklassen. Skal vi så til den tid høre fra Skipper, at hun føler sig "pisset på"?

Som tiden går, er det efterhånden også svært at genfinde det revolutionære i Enhedslisten, der mere ligner SF's venstrefløj end en forsamling, der stadig grundlæggende vil forandre samfundets strukturer.

Og hvem skal efterfølge Skipper, som i øvrigt tabte et mandat ved forrige folketingsvalg? Bliver det Mai Villadsen? Og vil hun kunne løfte den opgave frem mod valget, hvor man må påregne en lang indkøringsperiode, der må begynde om ikke så lang tid?

Flere og flere på Christiansborg taler om, at Enhedslisten står over for en krise, når Skipper er væk, og at rotationsprincippet kan have åreladt partiet for det meste talent.

For eksempel er den suverænt stærkeste venstrefløjsdebattør, Pelle Dragsted, udelukket fra at deltage i folketingsarbejdet. Det er ikke sikkert, at det bliver ved med at gå for Enhedslisten at genopfinde sig selv med en ny frontperson.

 

 

Dansk Folkeparti

Det er let at se, at Dansk Folkeparti er i en krise, hvor partiets ledelse for længst har mistet kontrollen over partiets bagland.

Indtil videre kæmper Kristian Thulesen Dahl for at blive ved magten, mens rygterne konstant løber om, at en paladsrevolution, der fjerner ham fra formandsstolen, er under overvejelse.

Dansk Folkeparti kæmper lige nu en kamp med Nye Borgerlige om at repræsentere hele højrefløjen. Det, der efterhånden står tilbage, som politisk skiller mellem partierne er fordelingspolitikken, hvor Dansk Folkeparti er langt mere socialdemokratisk i sin tænkning og derfor skeptisk over for liberal økonomisk politik sammenlignet med Nye Borgerlige, hvor finansordføreren er tidligere medlem af Liberal Alliance.

Er der plads til dem begge? Formentlig. Tiden kalder dog nok på en helt anden type i spidsen for partiet end en sleben politisk magtspiller som Thulesen Dahl. Baglandet efterspørger tydeligvis en idealistisk agitator, der kan levere højtstemte flammetaler i konkurrence med Vermund fremfor Thulesen Dahls mere subtile type, som passede sig bedre til Fogh-Løkke-æraen.

Den eneste i partiet, der kan fjerne Thulesen Dahl, er reelt set Pia Kjærsgaard. Den dag, hun indser, at tiden er inde, må man forvente, at det er slut med "Tulle". Få forestiller sig Morten Messerschmidt som erstatning, da han også i sit eget parti efterhånden er en kontroversiel figur.

Derfor nævnes nu EU-parlamentarikeren Peter Kofod som en mulighed. Der er dog bare det problem, at han også lyder som Thulesen Dahl og i øvrigt opholder sig langt fra Christiansborg. Det var Thulesen Dahl åbenbart forudseende nok til at sørge for, da han sidste år pludselig gjorde ham til EP-spidskandidat. 

 

 

SF

Det går fremragende for SF. Man har et team under ledelse af den også i de andre partier meget afholdte og driftssikre Pia Olsen Dyhr, som formår at placere sig rigtigt i forhold til regeringspartiet.

SF er loyal over for regeringen, men formår alligevel at fremstå som et korrektiv. Tilsyneladende har man formået at finde en synlig platform efter nogle år i skyggen af Enhedslisten.

Spørgsmålet er, hvor SF står den dag, hvor Socialdemokratiet finder på at lave økonomisk genopretningspolitik med de borgerlige, og man ikke længere kan være med til at dele penge ud til offentligt ansatte og overførselsindkomstmodtagere?

Vil man tage del i ansvaret, eller vil man tilslutte sig protesten sammen med Enhedslisten? Indtil videre ligner SF et parti, der har bragt sig i position til igen at blive en del af regeringen den dag, hvor Mette Frederiksen finder behov for det.  

 

 

Radikale Venstre

Det har på mange måder været et skuffende år for De Radikale, hvor frustrationen hos Morten Østergaard over ikke at sidde med i regeringen har været tydelig for enhver.

Alligevel har De Radikale fået pæn indflydelse især på klimaområdet, og man har også fået nogle småjusteringer igennem på udlændingeområdet, uden at det dog for alvor har pillet afgørende ved Frederiksens strammer-image.

Mest markant har været Østergaards trusler om at vælte regeringen ved et par lejligheder, hvis ikke regeringen kom partiet i møde. Det skete som bekendt aldrig, men alligevel har De Radikale fået indrømmelser særligt her til sidst med klimaaftalen, selvom den store skattereform med flere CO2-afgifter er skudt til efteråret.

Alligevel er indtrykket hos denne iagttager, at De Radikale får for lidt ud af mandaterne, og at de overspiller kortene i forhold til regeringen, hvilket samtidig udstiller den indimellem svigtende driftssikkerhed i Østergaards lederskab.

Bundlinjen er, at De Radikale efter et år stadig er ganske langt fra regeringsbænkene, og det kan aldrig være tilfredsstillende for De Radikales selvforståelse som magtparti.

 

 

Konservative

Det kører godt for Søren Pape Poulsen, hvis parti er blevet en slags sikker havn for forvirrede borgerlige vælgere, der stadigvæk er rystet over nedbruddene i partier som Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

Her hersker nogenlunde fred og ro, og der er en synlig og klar kurs, hvor Pape formår at slå en positiv tone an, mens Konservative forfægter traditionelle borgerlige mærkesager som lavere skatter og mere personlig frihed kombineret med grøn klimapolitik i stil med De Radikale og kontant kurs over for udlændinge på linje med Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Inger Støjberg.

At folketingsgruppen rummer folk, der både kunne være medlem hos De Radikale og Nye Borgerlige siger alt om en spændvidde, som en dag kan blive udfordret.

Pape formår også at tage de stik hjem, hvor Venstres formand bringer sig i en umulig position i sagen om EU-mandatet til regeringen, hvor det var de lejlighedsvise EU-skeptiske konservative, der leverede det afgørende mandat til Mette Frederiksen i Venstres fravær.

Det og andre sager har så skabt en kurre på tråden i forhold til Venstre, som statsministeren tydeligvis formår at udnytte. I meningsmålingerne er Konservative det eneste borgerlige parti sammen med Nye Borgerlige, der har formået at gå lidt frem under coronakrisen. 

 

 

Venstre

Det har været et skidt år for Venstre, hvor man ikke bare har skiftet formanden, men hele den gamle ledelse ud.

Partiet har i meningsmålingerne smidt tre procent af vælgerne og balancerer omkring de 20 procent. Det er skuffende uden at være katastrofalt og kan sikkert bedst forklares med statsministerens succesfulde håndtering af coronakrisen.

Ellemann slås med problemer med at placere partiet rigtigt i forhold til regeringen og blandt de øvrige partier. Hans liberale grundholdning er ikke synderlig populær blandt de mere nationalkonservative kræfter, der fylder op i både Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, Konservative samt i hans eget parti, hvor næstformanden Inger Støjberg også er optaget af symbolpolitiske markeringer som kampen mod "bønnekald" – et fænomen, der hidtil kun er registreret én gang på dansk jord. Det har formanden dog også mærkværdigvis gjort til sin mærkesag, alt imens hans egen næstformand forklarer sig nede i Instrukskommissionen.

Ellemann hviler tydeligvis endnu ikke helt i rollen som Venstres formand, og der har været flere meldinger som for eksempel i sagen om EU-budgettet og måske momsforslaget, hvor han placerede sig helt forkert.

Indtrykket på Borgen er, at det er andre folk – den såkaldte L-bande med Sophie Løhde, Troels Lund Poulsen og Karsten Lauritzen – der styrer løjerne mere end formanden selv. L-banden ses som meget optaget af taktik, proces og det daglige hundeslagsmål med regeringen fremfor at indse behovet for en langsigtet strategi for partiet.

Man må formode, at der bliver ændret på det – senest til efteråret. For tiden har Venstre valgt at angribe regeringen på forslaget om tidlig tilbagetrækning og folkepension for nedslidte – "Arne"-forslaget – som man forsøger at brændemærke som relancering af efterløn. Så længe at ingen har set regeringens forslag, så kan det angreb ikke helt afvises som spin.

Det kan i øvrigt også indgå i den langsigtede urfortælling, som Ellemann klamrer sig til, med at de borgerlige er økonomisk ansvarlige, mens Socialdemokratiet drømmer om at slippe deres indre Anker Jørgensen fri og bruge løs af ufinansierede offentlige midler.

Under alle omstændigheder er det skarpere ammunition end at angribe Frederiksen på coronasagen, der lagde grunden til den historisk bomstærke position, som Socialdemokratiet oplever for tiden.

Venstre formåede at bringe Socialdemokratiet i defensiven under udligningsforhandlingerne, som var en opgave, der blev løst til baglandets tilfredshed. Venstre har også holdt sig inde i en lang række forlig på klimaområdet, hvor det til efteråret bliver interessant, om man kan trænge Socialdemokratiet i defensiven i forhold til dets parlamentariske grundlag.  

 

 

Socialdemokratiet

Det forgangne år har været én lang succesfuld vandring for regeringen, der endte med en forholdsvis lykkelig udgang på den potentielle coronakatastrofe, hvor statsminister Mette Frederiksen stadig ligner en romersk triumfator.

Formentlig er folketingsvalget, uanset hvornår det kommer, allerede afgjort med en kæmpe fremgang til Socialdemokratiet. Man kan sikkert spare honoraret til reklamebureauet og sætte Frederiksen på plakaten med ordene "igen" eller "passer på dig".

Det er ikke mange ben, som socialdemokraterne, der vist aldrig nogensinde har været mere velorganiserede og disciplinerede, har sat forkert i det forløbne år. Det skulle da lige være et par overgearede, emsige spinfolk, som muligvis var ude af kontrol og lækkede Venstres forhandlingsposition til pressen, mens forhandlingerne pågik. Det tog Venstre sig betalt for, men en aftale kom i hus.

I det hele taget har regeringen fået mange politiske aftaler i hus – ikke mindst på klimaområdet. Socialdemokratiet har også formået at fastholde den alliance, som man har med frafaldne DF-vælgere om stram udlændingepolitik og EU-skepsis.

Det sidste har så haft den konsekvens, at det har udstillet regeringens uholdbare, men ikke upopulære EU-strategi med at være på spareholdet i EU og kræve budgetreduktioner i en tid, hvor et flertal, herunder Tyskland og Frankrig, vil det modsatte.

Mette Frederiksen ligner endnu ikke en, der er optaget af at bruge politisk kapital på at få en profil, der giver anerkendelse i EU-systemet og blandt de øvrige lande.

Tværtimod har hun fokus på at konsolidere sine kendte positioner over for de vælgergrupper, som Socialdemokratiet for længst har identificeret som nøglen til at bevare magten i mange år frem.

Det, som alle nu spekulerer på, er, hvilken betydning det nu får, at Frederiksen mister sin tætteste rådgiver, Martin Rossen, som hun selv tilskriver æren for de opnåede resultater.

Det ændrer dog ikke ved, at dette år er et, som man vil huske længe blandt socialdemokraterne – og ikke alene på grund af coronaens hærgen.

 

 

Alle læserne ønskes en rigtig god sommer.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Mattias Söderberg: Vi skal kompensere for de udslip, vi ikke kan reducere lige nu Mattias Söderberg: Vi skal kompensere for de udslip, vi ikke kan reducere lige nu Næste artikel Lars Trier Mogensen: Frederiksens nye fedterøvsstrategi giver symbolsk sejr på EU-topmøde Lars Trier Mogensen: Frederiksens nye fedterøvsstrategi giver symbolsk sejr på EU-topmøde
Nye målinger viser fire sider af Ellemanns udfordringer

Nye målinger viser fire sider af Ellemanns udfordringer

ÉTÅRSDAG: Flere vælgere har vendt Venstre ryggen, og vælgerne foretrækker andre statsministerkandidater. Det viser friske målinger på dagen, hvor Jakob Ellemann-Jensen kan fejre etårsjubilæum som Venstres formand. Vi har samlet fire figurer, der illustrerer udfordringerne.