Krifa-formanden, der ville gøre den gule fagforening stueren

FIK DU LÆST: Der er udkæmpet historiske slag med fagbevægelsens røde mastodonter, og hellige alliancer er nedsmeltet. Medlemsvæksten er boomet, men den har også tabt fart. Efter 20 år har Søren Fibiger Olesen meddelt, at den kommende sæson bliver hans sidste som formand for Krifa.

Artiklen blev bragt første gang 23. juni 

Ved ethvert tronskifte er der en dom, der skal fældes over de resultater, som skal udgøre grundpillerne i den afgående frontfigurs eftermæle. 

Sidste måned kunne Krifa-formand Søren Fibiger Olesen meddele, at han efter to årtier i spidsen for Danmarks femtestørste fagforening har besluttet at overlade roret til endnu ukendte hænder. 

Den store skiftedag er først kalendersat til foråret 2021, men flere af de store linjer i historien om den 62-årige fotohandler fra Fredericia er allerede tegnet. 

Han vil blive husket for i store træk at have videreudviklet Krifas medlemsboom, der tog fart før årtusindeskiftet. Det var under hans formandskab, at foreningen i 2012 indtog pladsen som landets fjerdestørste. Samme år som slaget om Vejlegården blev udkæmpet; et slag, der for alvor fik Krifas navn mejslet fast i den brede offentlighed.

Men som formand har Søren Fibiger Olesen også lagt afstand til sine største konkurrenters værdigrundlag, og han har opsagt samarbejdet med en historisk alliancepartner. Han har forsøgt at gøre den gule fagforening til et stuerent alternativ til de røde fagforeninger.

Spørgsmålet er nu, om hans efterfølger vil fortsætte den kurs, han har sat, eller lægge den om. For kan det skærpede fokus på bløde værdier sikre en medlemsvækst, der fastholder den styrkede position i fagforeningslandskabet, som Krifa har brugt de sidste mange år på at tilkæmpe sig? 

En klog forretningsmand
Søren Fibiger Olesen har ikke haft den frembrusende formandsstil, som man eksempelvis har set det hos samtidige røde modspillere som FOA's Dennis Kristensen eller 3F's Poul Erik Skov Christensen.

Han bliver beskrevet som en dygtig, pragmatisk og velformuleret formand, der lytter til sine modstandere, men som samtidig er i stand til at stå fast og stille hårde krav ved forhandlingsbordet. Som en visionær, der har haft mod til at tage kampen op med de røde mastodonter og udfordre dem på, hvordan den danske model bør se ud og gentænkes, både med hensyn til at afskaffe konfliktretten og indføre en lovbestemt mindsteløn.

Og så beskrives han ikke mindst som en klog forretningsmand, der forstod at tænke nyt på det rigtige tidspunkt og gribe chancen, da den bød sig. Han fandt en sø at fiske i, da han lurede, hvordan Krifa kunne indlede en priskrig og tilbyde lønmodtagerne noget, de traditionelle fagforeninger ikke kunne.

Priskrigen
Lad os starte med at kigge nærmere på netop priskrigen.

Et Krifa-fagforeningskontingent uden a-kasse kan købes for blot 69 kroner om måneden. Til sammenligning koster et fuldtidskontingent for eksempel 442 kroner hos HK og 464 kroner hos 3F.

Hos alle tre fagforeninger er kontingentprisen for medlemskab af a-kasse omkring 500 kroner per måned.

"Det må man jo bare konstatere er en smart forretningsmodel. Du betaler godt nok det samme for din a-kasse, men omvendt betaler du 300-400 kroner mindre om måneden for dit fagforeningsmedlemsskab," siger Flemming Ibsen, der er professor emeritus ved Aalborg Universitets Institut for Politik og Samfund samt Center for Arbejdsmarkedsforskning.

Modellen har ben at gå på, fordi det danske arbejdsmarked har områdeoverenskomster og ikke medlemsoverenskomster. Hvis en specialarbejder er ansat på en arbejdsplads, hvor der er overenskomst med 3F, er man derfor dækket af den. Også selvom den enkelte ansatte ikke selv er medlem af 3F's fagforening, men i stedet medlem af for eksempel Krifa eller Det Faglige Hus.

"På den måde får man altså alle overenskomstens fordele uden selv at skulle betale for et dyrere medlemskab af 3F's fagforening," forklarer han. 

"Krifa er en mistelten"
Modellen har været nøglen til Krifas medlemssucces, men den har også gjort dem til skydeskive for både den politiske venstrefløj og den traditionelle fagbevægelse. 

Igennem tiden er foreningen blevet beskyldt for at være en pengemaskine, som underminerer den danske model, og medlemmerne er blevet omtalt som free-riders, der nasser på de overenskomstbærende fagforeningers resultater. 

Søren Fibiger Olesen slog sidste år et slag for en lovbestemt mindsteløn, og det gav kritikerne ny ammunition at skyde med.

"Krifa er som mistelten – umiddelbart en uskyldig og ren plante at se på, men i virkeligheden en snylter, som lever på og af andre planter, hvor den suger gødningen ud af de raske træer uden selv at bidrage. Den er i øvrigt også giftig," skrev 3F-forhandlingssekretær Flemming H. Grønsund i Jyllands-Posten ved den lejlighed.

Konflikten, hvor stegt flæsk blev et støttesymbol
Det, som Søren Fibiger Olesen selv har kaldt en "værdikamp" mellem Krifa og den traditionelle fagbevægelse, eskalerede voldsomt en sommer for otte år siden.

Restauratøren Amin Skov meldte sig i slutningen af 2011 ind i Kristelig Arbejdsgiverforening (KA), og dermed blev hans medarbejdere på Restaurant Vejlegården samtidig omfattet af en overenskomst med Krifa. Tidligere havde restauranten haft overenskomst med 3F, og her var man rasende over, at restaurantens ansatte nu fik en overenskomst, der blandt andet indeholdt en lavere mindsteløn. 

For rullende kameraer eksploderede konflikten om Vejlegården med en blokade og en sympatikonflikt arrangeret af 3F. Involverede parter modtog dødstrusler, mens Krifa og KA forsøgte at slå et slag for deres vision om et arbejdsmarked, der løser konflikter gennem dialog og aldrig ved brug af strejkeret eller blokader.

Beskyldninger om mafiametoder og løndumping blev kastet frem og tilbage i medierne. Og Vejlegården udviklede sig til en politisk slagmark, da flere borgerlige politikere, heriblandt Jakob Ellemann-Jensen, Inger Støjberg, Kristian Thulesen Dahl og Anders Samuelsen, mødte op for at give deres moralske opbakning til Amin Skov over en platte stegt flæsk med persillesovs.

Dansk Folkeparti og Venstre stillede sågar et forslag om at indskrænke konfliktretten.

Det var en sag, som på godt og ondt, afhængigt af øjnene, der ser, fremhævede den ideologiske forskel på Krifa og den traditionelle fagbevægelse. En konflikt, der fremhævede de grundlæggende forskellige opfattelser af den danske model; også selvom Krifa endte med at erkende, at der var centrale mangler i den omstridte overenskomstaftale.

"De store mastodonter i fagbevægelsen forsøgte tidligere at tie Krifa ihjel. Men ved Vejlegårdskonflikten tabte man sin kommunikation fuldstændig på jorden. Man vandt muligvis sagen efterfølgende i Arbejdsretten, men den sommer vandt Krifa og KA kampen i medierne. Derfra var man altså nødt til at tage dem mere alvorligt," siger Flemming Ibsen. 

 
KA-direktør Karsten Høgild (tv.) og restauratør Amin Skov (mf.) måtte bane sig vej gennem røde faner og 3F-demonstranter, da de mødte op i Arbejdsretten den 2. oktober 2012. (Foto: Torkil Adsersen/Ritzau Scanpix)

Bruddet med de kristne venner
Den ideologiske kant til den traditionelle fagbevægelse har rødder helt tilbage til 1899, da pastor Adolph Lauritz Hansen stiftede Kristeligt Dansk Fællesforbund som en sammenslutning af arbejdsgivere og lønmodtagere.

Motiveret af en aversion mod den stigende brug af strejker og lockouts blandt arbejdsgivere og de fagligt og partipolitisk afhængige fagforeninger søgte parterne med fælles udgangspunkt i kristne værdier at nytænke konflikthåndteringen på det danske arbejdsmarked. Uenigheder skulle løses gennem dialog og forhandlinger, og overenskomsterne skulle ikke tillade strejker, blokader og lockouts.

Det fælles projekt fortsatte adskillige årtier frem. Også længe efter at arbejdsgivere og lønmodtagere i 1931 besluttede at reorganisere sig i henholdsvis Kristelig Arbejdsgiverforening (KA) og Kristelig Fagforening (Krifa).

I 2016 blev den kristelige alliances fælles kamp dog brat indstillet, da Krifa med Søren Fibiger Olesen i spidsen besluttede at opsige overenskomsten med KA.

"Vi kan ikke længere forsvare de ansættelsesvilkår, som overenskomsten byder lønmodtagere på det danske arbejdsmarked. (...) Gennem en årrække har KA balanceret overenskomsten i retning mod arbejdsgivernes rettigheder i så ekstrem grad, at vi ikke længere vil lægge navn og rygte til," lød de hårde ord dengang fra Krifa-formanden i et interview med Altinget

På KA-siden gav man imidlertid ikke meget for Søren Fibiger Olesens begrundelse. Her var opfattelsen den, at Krifa tog et opgør med alliancens helt centrale værdier, og KA-direktør Karsten Høgild konstaterede i et indlæg hos Altinget, at Krifa "med åbne øjne" havde smidt det eneste reelle alternativ til alliancen mellem FH (dengang LO, red.) og DA på gulvet.

Arbejdsgiverforeningen indgik efterfølgende et overenskomstsamarbejde med Det Faglige Hus. Det kostede Krifa på medlemskontoen, og foreningen blev slået af pinden som den største af de gule fagforeninger. 

De stuerene
Bruddet udgør en hjørnesten i fortællingen om Krifa under Søren Fibiger Olesens formandstid. Det markerer nemlig et markant skifte i foreningens fokus og strategi.

Skilsmissen var i sig selv et historisk nybrud. Men begrundelsen for den store beslutning tog udgangspunkt i foreningens klassiske idealer på en måde, der satte en ny kurs. Nu skulle det handle mindre om armlægninger om overenskomster og mere om at sikre høj kvalitet på den individuelle medlemsservice inden for eksempelvis karriereudvikling og arbejdsmiljø.

"Aldrig har god arbejdslyst været vigtigere. I Krifa handler det om dig, og hvordan du har det," som ordene lyder i en Krifa-reklame, der netop nu ruller over tv-skærmene.

Ifølge Flemming Ibsen kan der drages paralleller til det politiske landskab, hvor Dansk Folkeparti i mange år kæmpede hårdt for at ryste Nyrups beskyldninger om ikke at være stueren af sig. Krifa har ikke værdimæssigt forsøgt at lægge sig samme sted som den røde fagbevægelse, men med Søren Fibiger Olesen i spidsen har de haft modet til at gå ind i diskussioner om, hvordan man kan udvikle og nytænke det danske arbejdsmarked på en måde, der fortsat er forankret i den danske model. 

"Det er et kommunikativt forsøg på at skabe et narrativ om, at de er et seriøst alternativ til de traditionelle foreninger, som kan varetage medlemmernes interesser mindst lige så godt, men for færre penge. Hvis de bliver stuerene, kan man ikke længere udskamme dem," forklarer han.

Lykkes strategien, kan nogle lønmodtagere få svært ved at spotte andre forskelle end prisen, mener han. 

"Hvis du har to bøffer i supermarkedets køledisk, hvor kvaliteten er lige god, men den ene er billigere, hvad vælger du så," spørger Flemming Ibsen.

De bløde værdiers renæssance
Søren Fibiger Olesen lægger ikke selv skjul på, at han de sidste år har forsøgt at tage et opgør med de fordomme, der florerer om hans organisation. 

"For otte-ti år siden besluttede jeg mig for, at jeg ville gøre op med den oplevelse, mange havde, og som nogen stadig har, af Krifa. Jeg gad ikke længere deltage i den endeløse 'vores overenskomst er bedre end jeres overenskomst'-diskussion, og at vi hele tiden skulle forholde os til beskyldninger om, at Krifa bare nasser på andres resultater," siger han, da Altinget spørger, hvad han selv gerne ser som sit eftermæle. 

Krifa står i øjeblikket midt i en skelsættende transformation, forklarer han. Fra at være en fagforening med fokus på den billige pris søger man nu at blive en bevægelse, der har den gode arbejdslyst og lønmodtagernes trivsel i centrum.

"Det er på tide, at Krifa genfinder sin selvstændige plads på det danske arbejdsmarked. Og den transformation, vi er i gang med, er noget af det, jeg meget gerne vil have står tilbage, når jeg træder af."

Der er imidlertid uenighed om, hvorvidt Krifas nye fokus på bløde værdier styrker projektet eller ej.

På den ene side bliver det set som klogt at opsige udskældte overenskomster for dermed at gøre det mindre kontroversielt at lave skiftet fra en rød forening til Krifa. Omvendt bliver der også set skeptisk på, om man overhovedet kan kalde sig en fagforening, hvis det primære fokus ikke er at indgå overenskomster. 

Søren Fibiger Olesen har selv slået fast, at kursskiftet ikke handler om at blive en del af den traditionelle fagbevægelse.

"Vi prøver snarere at finde en helt ny rolle for fagbevægelse, hvor det ikke kun handler om overenskomster og om at kæmpe for løn- og ansættelsesvilkår. Vi ønsker at træde ind i en mere seriøs rolle i forhold til at være de danske lønmodtageres partner gennem hele arbejdslivet. Så på den måde kan man godt sige, at vi ønsker at blive en mere seriøs og respekteret part på det danske arbejdsmarked," sagde han til Altinget i 2018.

Men som en kilde påpeger, er spørgsmålet bare, om det i sidste ende er en klog strategi at fokusere på de bløde værdier, før de hårde er på plads.

"Han efterlader en åben slagmark"
Krifa-formanden er ikke selv i tvivl om den nye kurs, han har sat.

"Overenskomster spiller en mindre og mindre rolle. Vi har nået et så stort grundniveau på løn- og ansættelsesvilkår på det danske arbejdsmarked, at for den enkelte på arbejdspladsen betyder hverdagen meget mere," siger Søren Fibiger Olesen og fortsætter:

"Derfor er det helt relevant at fokusere mere på dagligdagens bekymringer. Hvis Krifa kan være en hjælp – og det kan jeg jo se, at vi kan – i lige præcis den situation, kan vi gøre en forskel i menneskers liv. Det er det, jeg brænder for, og det, Krifa vil."

Flemming Ibsen vurderer heller ikke, at KA-bruddets afledte konsekvenser med faldende medlemstal vil påvirke den afgående formands eftermæle i særlig grad. Selvom han har mistet "en sjat" medlemmer, er det sket gradvist og ikke mindst i den sidste del af hans formandstid. 

"Men han efterlader muligvis et hus, der er i splid med sig selv. Når han ikke er der længere, vil der givetvis blusse en diskussion op om, hvilken strategi man skal følge fremover. Han efterlader en åben slagmark, hvor han har peget på én retning, men hvor andre muligvis vil gå op imod det," slutter han.

BAG OM PORTRÆTTET: Altinget har i forbindelse med portrættet af Søren Fibiger Olesen talt til baggrund med en håndfuld relevante kilder, som har givet deres syn på Krifa-formandens eftermæle og hans betydning for foreningens arbejde. Søren Fibiger Olesen har også selv fået lov at komme til orde, men har ikke fået forelagt artiklen på forhånd. 

Forrige artikel Dagens overblik: Dokumenter sår tvivl om, hvorvidt nedlukningen af domstolene var i strid med Grundloven Dagens overblik: Dokumenter sår tvivl om, hvorvidt nedlukningen af domstolene var i strid med Grundloven Næste artikel Valgforsker: Alternativets deroute gavner Veganerpartiet Valgforsker: Alternativets deroute gavner Veganerpartiet
For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

STRAF: I landets fem største kommuner har mere end 200 familier mistet børnechecken, fordi deres børn har haft for meget ulovligt fravær. Aarhus-rådmand kritiserer straffen for at ramme socialt skævt, mens holdningen i København er anderledes positiv.